Mazda CX-5 set forfra
Biltest

Mazda CX-5 – Overhalet af fremtiden

Mazda CX-5 er en velkørende mellemklasse-SUV, der har velkendt motorteknik og flot design. Men udviklingen inden for bilverdenen er hæsblæsende, og der kan CX-5 knapt følge med.
Mazda CX-5 set bagfra

Motors vurdering

Mazda CX-5

13,2 km/l
Benzin
415.000 kr.
  • Udstyr
  • Design
  • Affjedring
  • Forbrug
  • Bagklapåbning
  • Pladsforhold
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    2.5 liter – 4 cyl.
  • CO2 udledning
    172 g/km
  • Effekt
    194 hk
  • Moment
    258 Nm
  • Topfart
    195 km/t.
  • Acc. (0-100)
    8,9 sek.
  • Køreklar vægt
    1.509 kg
  • Maks. påhængsvægt
    2.000 kg
  • Bagagerum
    506 liter
  • Akselafstand
    270 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    3 / 3 / 12
    Bilgaranti dog højst 100.000 km
  • Mål
    L:455 cm B:184 cm H:168 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 4,55 kr./km

Sikkerhed

2017
Luk

Det går hurtigt i bilverdenen for tiden. I mange år har vi løbende fået justeret og forbedret teknologien inden for motorer, sikkerhed og alskens udstyrsmuligheder. På mange måder fremstår Mazdas CX-5 som et sammensurium af denne udvikling.

Den kører godt, har en rigtig behagelig affjedring og en velfungerende adaptiv fartpilot. Nå ja, og så er designet flot, hvilket kan få mange til at skrive under på slutsedlen. Så langt så godt.

Mazda CX-5 kabine
Der er et enkelt udtryk og en enkel betjening i CX-5. De højeste udstyrsniveauer har også headup-display, der har en fin visning.

Hvordan kører Mazda CX-5?

Testbilen har den kraftige 2.5-liters Skyactive-G benzinmotor. Men selvom den trækker fint og har mange hestekræfter, så får du ikke samme bomstærke mellemacceleration, som du oplever i stort set alle konkurrenterne, der har turbomotor. Dog oplevede vi, at den lavede hjulspind i vådt føre, hvilket bl.a. skyldes, at motoren ikke fås med firehjulstræk. Der er kun en mulighed med en mindre kraftig benzinmotor og i en dieselvariant.

Mere kritisk er brændstofforbruget. I en tid hvor benzinpriserne stiger, er et officielt forbrugstal på 13,2 km/l ikke imponerende. Under vores testkørsel kørte vi cirka 12 km/l, og i forhold til miljø og klima er det på kanten af det acceptable for en hverdagsbil.

Mazda CX-5 bagsæder i læder
Lædersæder er smarte når man har børn, der griser på bagsædet. Men benpladsen er ikke imponerende bilens størrelse taget i betragtning.

Stædig Mazda-filosofi

En lidt speciel Mazda-oplevelse får du i kabinen. Her er den store 10”-midterskærm fortsat kun trykfølsom, når bilen holder stille. Lige så snart bilen kører, kan skærmen kun betjenes via en drejeknap mellem forsæderne.

Det er fint, så længe du holder dig i Mazdas menustruktur. Men nu hvor Apple CarPlay og Android Auto er standard, så virker det bizart, at du ikke kan trykke på ikonerne. Det kræver mere uopmærksomhed at betjene det via drejeknappen.

Mazda CX-5 bagagerum
Der er godt 500 liters bagagerum, og det er en pæn størrelse for klassen. En smart detalje er, at der er håndtag i bagagerummet, hvor du kan lægge bagsæderyglænene ned.

Hvor god plads er der i Mazda CX-5?

På forsæderne er oplevelsen i bilen god. Du sidder fint i de elektrisk justerbare lædersæder, og så har CX-5 et flot headup-display foran føreren. 

På bagsædet er oplevelsen mindre imponerende, for trods bilens størrelse er så CX-5 ikke blandt klassens største modeller. I forhold til det praktiske, så kan høje personer også blive irriteret over den elbetjente bagklap, der har en relativ lav åbningsvinkel. 

Der er et facelift af modellen på vej, der kommer hertil i 2022. Men selv det ændrer ikke på, at CX-5 generelt er udfordret. Især i Danmark, hvor netop denne klasse bliver elektrificeret enten som plugin-hybrid eller rendyrket elbil. Punkter som CX-5 ikke adresserer i tilstrækkelig grad. For selvom CX-5 byder på gode kvaliteter, er den mere fortidens bil end fremtidens.

Hold dig up to date med FDM

Få gode tilbud fra FDM og de seneste bilnyheder direkte i din mailboks

Få FDMs nyhedsbreve