Mercedes-Benz C 300 e – lækker stationcar mangler plads
Motors vurdering
Mercedes-Benz C-klasse St.car
- Komfort
- Rækkevidde på el
- Førerplads
- Plads til ladekabel
- Bagagerum
- Ikke tre års garanti
Fabriksdata
-
Motor2.0 liter – 4 cyl. + elmotor
-
CO2 udledning15 g/km
-
Effekt313 hk
-
Moment320 Nm
-
Topfart240 km/t.
-
Acc. (0-100)6,2 sek.
-
Køreklar vægt2.120 kg
-
Maks. påhængsvægt1.800 kg
-
Bagagerum360 liter
-
Akselafstand287 cm
-
Officiel rækkevidde113 km
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 2 / 12
-
MålL:475 cm B:182 cm H:146 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 4,60 kr./km
- Målt rækkevidde 67 km
Bag rattet er det svært ikke at trække på smilebåndet. Plugin-hybridudgaven af Mercedes’ C-klasse er ganske enkelt en formidabel bil. Den kører eminent, og kabinen oser af luksus og velvære på et niveau, hvor konkurrenterne fra Audi, BMW og Volvo har svært ved at være med.
Mercedes lover afhængig af udstyr og tilvalg mellem 101 og 113 km rækkevidde på strøm på modellen, og vi opnåede 67 km ved en udetemperatur på 6 grader. Det er måske ikke helt i mål, men det er dog en af de længste rækkevidder, vi har målt på en plugin-hybrid ved lav temperatur.
For en del bilister vil rækkevidden være lang nok til at klare turen til og fra arbejde.
Fra benzin- og elmotoren har du samlet set hele 313 hk til rådighed. Men når du kun kører på strøm, er der 129 hk, og det er fint til hverdagskørsel og nok til at køre på motorvej herhjemme.
Selve gearskiftet og måden, bilen kører på, er ganske ubesværet og passer til den luksusfornemmelse, der er i kabinen. Den har kun baghjulstræk, selvom der både er benzin- og elmotor. Der er fokus på god komfort, og alligevel opleves C-klassen mere sportslig end de større Mercedes-modeller.
Er der plads nok i Mercedes C-klasse?
Batteriet er på 25 kWh, og dermed er det større end i mange af de tidlige elbiler. Det betyder også, at bilen bliver lidt tung, og at batteriet optager plads i bilen.
Da plugin-hybriden også har benzinmotor, gearkasse og en 50 liters benzintank, stjæler batteriet plads fra især bagagerummet. Hvor en normal stationcarudgave af C-klassen har 490 liters bagagerum, er plugin-hybridens på blot 360 liter. Vi savner også et rum til ladekablet, det kan nemlig ikke ligge under bagagerumsgulvet.
Selvom det ser ud af mere, når du kigger ind, er der reelt mindre bagageplads end i en almindelig mellemklassebil. I forhold til forgængeren er det en fordel, at der ikke er en pukkel inderst i bagagerummet, som gjorde det svært at pakke bilen.
Du kan lægge bagsæderne ned og få en plan lasteflade, men bagagerummet er ganske enkelt for lille til en bil i denne klasse for mange børnefamilier. Er børnene flyttet hjemmefra, kan der være plads nok både til hverdag og weekendture.
Skal man vælge plugin-hybriden?
Bortset fra bagagerummet er der fin plads i C-klassen. Generelt er siddekomforten god, og der er pæn benplads på bagsædet i forhold til bilklassen.
Det er en god bil til længere ture, men det pudsige her er, at hvis man kører meget langt, er en plugin-hybrid med benzinmotor ikke den rette løsning. Så skal man vælge enten en dieselbil eller en elbil.
Udstyret er fornuftigt på modellen med stor trykskærm med intuitiv menustruktur og -betjening samt digitale instrumenter. Der er også LED-forlygter, men ved at opgradere til Premium-pakken bliver de adaptive, og for kun 35.000 kr. får du en del ekstra luksusudstyr, som gør bilen lige en tand mere lækker. Det er ikke store penge i Mercedes-land.
Generelt ligger prisen højt, men kvaliteten af bilen er også derefter. Kører du under 60 km om dagen, kan du lade hjemmefra, og er du ikke klar til en elbil endnu, så er C 300 e et godt bud. Men det er ikke på grund af pladsen, for dette er ikke en rummelig stationcar.
Har du brug for hjælp?
Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om plugin-hybrider og elbiler.