Mercedes-Benz C-klasse - flot firmabil
Motors vurdering
Mercedes-Benz C-klasse
- Motor
- Komfort
- Køreegenskaber
- Pris
- Bagsædeplads
- Ikke tre års garanti
Fabriksdata
-
Motor2.2 liter - 4 cyl.
-
CO2 udledning103 g/km
-
Effekt170 hk
-
Moment400 Nm
-
Topfart234 km/t.
-
Acc. (0-100)7,7 sek.
-
Køreklar vægt1.570 kg
-
Maks. påhængsvægt1.800 kg
-
Bagagerum480 liter
-
Akselafstand284 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 2 / 2
-
MålL:469 cm B:181 cm H:144 cm
Motors tal
- Målt forbrug 21 km/l
- Beregnet økonomi 5,30 kr./km
Den nye Mercedes-Benz C-klasse stråler som en lightudgave af den store S-klasse, da vi med nøglen i hånden går hen mod testbilen. Vi tester her den eneste dieseludgave p.t., C220 Bluetec, men har også lånt den mindste benzinudgave, C180, begge udstyret med mærkets syvtrins automatgear.
Forude venter mange spændende kilometer med en bil, der nok er dyr, men som traditionelt har en stor fanskare både blandt privatbilister, firmabilsbrugere og taxavognmænd.
Priserne svinger ikke meget mellem de tre motorversioner, og billigste udgave er C180 til 494.000 kr., mens den dyreste er dieseludgaven til 554.000 kr. I begge tilfælde med en sekstrins manuel gearkasse. Automatgearet koster 40.000 kr. ekstra i alle tilfælde og påbegynder blot en alenlang udstyrsliste, der efter afkrydsning let kan fordoble bilens endelige udsalgspris. Alt fås, men det bliver hurtigt stjernedyrt.
Den nye C-klasse er fornyet fra ende til anden, og målet har fra starten været at få bilen til at blive mere brændstoføkonomisk og at få kabinen til at virke større. Samtidig er det generelle kvalitetsniveau løftet, ligesom det samlede sikkerhedsniveau har fået et nøk opad. Sideløbende har bilen fået en opgradering, så den matcher de nyeste behov inden for kommunikation og underholdning.
Bilen er vokset overalt
Sammenlignet med den udgående C-klasse er den blevet næsten 10 cm længere og fire cm bredere, og akselafstanden er øget med otte cm. Det har givet den nye C-klasse udvendige mål, der er mindst lige så store som E-klassens fra 1995, og det kaster i sig selv en rummelig kabine af sig.
Også bagagerummet er vokset, så det nu rummer 480 liter, hvilket virker stort. På trods af vokseværket er det ved hjælp af en smartere konstruktion og udpræget brug af aluminium i karrosseriet i stedet for stål lykkedes at kappe ca. 100 kg af vægten.
Alt i alt er målet med at skabe en brændstoføkonomisk bil nået. Vores testbil kører ifølge fabrikken 25,0 km pr. liter, og benzinudgaven kører 20,0 km pr. liter. Flotte tal for så stor en bil, og testen viste endda, at de ikke er helt umulige at nå.
Bagsædepladsen skuffer
Foran i bilen er der lagt op til god komfort på lange ture. Man sidder godt i sæderne, og instrumentbordet er på én gang flot designet og veltilrettelagt med en let betjening af bilen. Sæderne er monteret ret lavt, og det giver ganske vist en meget lækker fornemmelse af bilen på vejen, men det er ikke ligefrem let at stige ind og ud.
Gearstangen er placeret som en stilk bag rattet, og ud over at det gør betjeningen utrolig enkel og ligetil, så frigør det vigtig plads mellem forsæderne. Og da P-bremsen også er blevet elektrisk og flyttet over til venstre for rattet, er resultatet blevet en yderst velformet og praktisk indrettet midterkonsol med kopholdere og et stort opbevaringsrum foruden god plads til den store drejeknap, der styrer navigationsanlæg m.m.
I vores version er drejeknappen udvidet med et trykfølsomt felt, så man med en pegefinger blot kan tegne bogstaverne, når man f.eks. skal indtaste et vejnavn i navigationsanlægget.
Desværre kniber det mere bagtil. Særligt i versionen med glastag er det ikke rart at sidde på bagsædet, når man måler 192 cm. Knæpladsen er kneben i alle versionerne, men med glastaget kniber det også med at få plads til hovedet. Og ved midterpladsen generer en stor kardantunnel ved fødderne, og på den måde kan man ikke kalde bilen for en oplagt familiebil.
Byg din egen bil
C-klassen kommer i fire designudgaver: grundudgaven, Avantgarde, Eksklusiv og AMG Line. Det er kun Eksklusiv, der har det traditionelle Mercedes-„sigtekorn” med stjernen monteret oven på kølerhjelmen. Alle andre har en stor stjerne monteret på motorens kølergitter.
De fire designlinjer varierer både ud- og indvendigt, så man kan allerede på dette tidspunkt skabe „sin egen bil”. Og de muligheder fortsætter nærmest uendeligt, når man ser på udstyrsmulighederne. Meget sælges i pakker som f.eks. en parkeringspakke, der gør det muligt for bilen selv at parallelparkere, en businesspakke med navigation og metallak eller en sikkerhedspakke med en fartpilot, der selv holder afstand til forankørende, samt en række andre sikkerhedssystemer.
Fælles for dem alle er, at de er ret dyre, da staten jo som bekendt opkræver afgifter af både komfort- og sikkerhedsudstyr.
Ud over de nævnte pakker vil vi anbefale LED-forlygterne, der selv blænder op og ned, og som ikke blænder øvrige biler i trafikken, selvom det lange lys er på (32.245 kr.). Også pakken Comand Online, der kombinerer navigation, telefon, lyd, video og internet med en højopløselig skærm og en harddisk samt indbygget Wi-Fi-hotspot er værd at overveje, selvom de godt 70.000 kr. unægtelig er mange penge. Blot er det ærgerligt, at skærmen til det hele i midten af instrumentbordet virker eftermonteret og uden den elegance, der ellers er over resten af bilen.
Kører suverænt
På landevejen får man i alle udgaver en oplevelse af de helt gode. Undervognen er nyudviklet og består både for og bag af et avanceret hjulophæng med fire forbindelsesled fortil og hele fem bagtil. Dermed sikres det, at hjulenes geometri hele tiden er som ønsket til fordel for et godt vejgreb.
Store gummibøsninger isolerer hjulstøj og vibrationer, og det mærker man tydeligt i bilen, hvor kørekomforten er på et meget højt niveau.
På små, snoede landeveje er C-klassen i sit es, og vi har sjældent oplevet en bil af denne type med så gode køreegenskaber. Sammen med et vellykket elektromekanisk styretøj er der lagt op til mange timers sjov kørsel. Og går det ligeud på f.eks. motorvej, kan man tilmed nyde godt af en uovertruffen retningsstabilitet.
Man kan som noget nyt tilkøbe luftaffjedring (31.000 kr.). Vi har ikke haft lejlighed til at prøve det i C-klassen, men i f.eks. S-klassen byder det på mageløs komfort.
På FDM Sjællandsringen kastede vi den baghjulstrukne bil ud i manøvrer, man normalt vil fraråde. Testen viste, at bilen på smuk vis mestrer at kombinere et ellers lumsk baghjulstræk med motorens høje moment, uden at det ender galt.
Det er virkelig overbevisende og med til at gøre netop baghjulstrækket til en meget positiv oplevelse. Ikke mindst fordi adskillelsen af de styrende kræfter på forhjulene og de drivende kræfter på baghjulene udelukker den understyring, man ellers let kan opleve i tilsvarende forhjulstrukne biler. På det område er C-klassen meget neutralt styrende, grænsende til det overstyrende, når man lukker op for gassen.
En undvigemanøvre klares flot med tydelig inddragelse af ESC-systemet, der holder bilen i fin balance og nedbringer hastigheden. Fuld opbremsning foregår på overbevisende facon, og mens det sker, blinker stoplyset for at advare bagvedkørende. Når man holder helt stille, aktiveres havariblinket.
Fremragende sikkerhed
Som sædvanlig for en Mercedes er sikkerheden højt prioriteret. Det betyder, at der er mange gennemtænkte sikkerhedsløsninger i alle udgaverne, som er med til at beskytte både dem, der er inden i bilen, og dem, der er udenfor.
Euro NCAP nåede frem til forventelige fem stjerner, så det grundlæggende niveau er i orden. Men man kan faktisk tilkøbe en hel del udstyr, der kan øge sikkerheden yderligere.
Ved introduktionen er der kun én dieselvariant og to benzinudgaver i programmet. Det er en 2.1-liters dieselmotor med 170 hk samt en benziner på 1.6 liter med 156 hk og en toliters med 184 hk. Alle motorer opfylder de nyeste Euro 6-krav, og alle er udstyret med stop-start-automatik.
Alle udgaver tilhører derfor energiklasserne A eller A+. Senere dukker en C180 Bluetec op med en 1.6-liters modificeret Renault-motor.
Herhjemme er der traditionelt størst interesse for dieselmotorerne, men med de nye benzinmotorer, der på papiret kører op mod 20,0 km pr. liter, vil flere gå over til benzinudgaverne. Og det kan man roligt, for med en turboladet 1.6-liters benzinmotor i C180, der yder 156 hk og har et drejningsmoment på 250 Nm, får man præstationer, som minder om dem, man for få år siden måtte op i en dieselmotor for at opleve.
Benzinmotoren fungerer fint sammen med et automatgear og giver rolig og komfortabel kørsel på et højt niveau. Dieselmotoren er naturligvis kraftigere, men man må spørge sig selv, om man nu også reelt har behov for de ekstra kræfter. Vi kørte i snit 21,3 km/l i dieseludgaven og ca. 16 km/l i benzinudgaven.
Lease eller eje?
Det koster at køre Mercedes. Helt præcist lander vi på 5,30 kr. pr. km, når alt indregnes. Det er, hvis man køber den. Mercedes er dog inden længe klar med privatleasingpriser, og det er meget tænkeligt, at vi også for denne model står over for en pris, der for mange vil gøre det mere attraktivt at lease frem for at eje.
Her er det en tommelfingerregel, at man først og fremmest skal lease, hvis man går efter en grundmodel. Jo mere udstyr, jo bedre kan det betale sig at købe frem for at lease. Køber man, kan man til gengæld sikre sig mod uforudsete driftsudgifter ved at tegne en service- og reparationsaftale til godt 9.000 kr. om året, hvis man kører 20.000 km om året. Igen ikke blandt det billigste, vi har set, men alligevel noget, vi vil anbefale.
Samlet set er den nye Mercedes C-klasse et dyrt, men dejligt bekendtskab.