Mercedes-Benz C-klasse set forfra
Biltest

Mercedes-Benz C-klasse – kongen af firmabiler

Den nye C-klasse fra Mercedes-Benz er en velsmurt og køreglad kilometersluger. Den viser, at dieselbiler stadig kan være både sjove, komfortable og rene.
Mercedes-Benz C-klasse set bagfra

Motors vurdering

Mercedes-Benz C

19,2 km/l
Diesel
604.900 kr.
  • Førerplads
  • Motor
  • Udstyr
  • Dyrt ekstraudstyr
  • Ikke elektrificeret
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    2.0 liter – 4 cyl.
  • CO2 udledning
    139 g/km
  • Effekt
    265 hk
  • Moment
    550 Nm
  • Topfart
    250 km/t.
  • Acc. (0-100)
    5,8 sek.
  • Køreklar vægt
    1.835 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.800 kg
  • Bagagerum
    490 liter
  • Akselafstand
    287 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 2 / 2
  • Mål
    L:479 cm B:182 cm H:145 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 5,35 kr./km
Luk

Den nye Mercedes-Benz C-klasse er blevet længere, bredere og lavere, og så er akselafstanden øget nogle vigtige cm, hvilket særligt er kommet bagsædepassagererne til gode.

Priserne er fastholdt på et attraktivt niveau, og der er dermed udsigt til, at C-klassen kan fastholde sin position som en af de mest efterspurgte bilmodeller på firmabilmarkedet.

Vi har prøvet stationcar-udgaven med en toliters dieselmotor i den udgave, der hedder 300 d. Den kommer som standard med et meget højt udstyrsniveau med blandt andet en AMG-pakke som standard. For prisen på 605.000 kr. behøver man derfor egentlig ikke mere.

Mercedes C-klasse kabine
Førerpladsen er udformet med en enorm skærm i midten og et helt digitalt cockpit. Alle menuer er på dansk, og som noget nyt forstår bilen fint danske kommandoer.

Vigtigt udstyr til Mercedes C-klasse

På den testede udgave er der nemlig både selv-nivellerende undervogn ved bagakslen, så den kan tåle at køre med læs, elektrisk bagklap, og så er førerpladsen udstyret med to store skærme med et hav af funktioner.

De er med til at underbygge den rare oplevelse, man har, når man sidder bag rattet. C-klassen er derfor en bil, man hurtig bliver meget glad for, uanset udstyrsniveauet.

Vores testbil havde dog fået en Premium-pakke til 50.000 kr. med bl.a. digitale matrixlygter, nøglefrie døre og et 360-garders bakkamera. Desuden havde den for 10.000 kr. fået en førerassistentpakke med aktiv vognbaneassistent, blind spot og kø-assistent.

Begge dele er anbefalelsesværdigt udstyr, og særligt de digitale forlygter er en stor fornøjelse at køre med i mørke.

Mercedes-Benz C-klasse bagsæder
Bagsædet er vokset nogle vigtige cm i forhold til den gamle C-klasse, men det betyder ikke, at pladsen af den grund er enestående god. Der er friskluftdyser mellem forsæderne.

Hvor miljøvenlig er Mercedes C-klasse?

Dieselmotoren er en nyudviklet firecylindret sag på bare to liter. Men den yder hele 265 hk og har i tilgift en elektrisk hjælpemotor, der kan supplere med op til 20 hk ved igangsætning.

Den er monteret som en kombineret starter og 48-volts hjælpemotor mellem dieselmotoren og gearkassen, og den styrer dermed også stop-start-systemet, der nu er blevet en sand fornøjelse, idet det er helt frit for vibrationer.

Bilen kan ifølge fabrikstallet køre knap 20 km pr. liter, og det tal er på ingen måde urealistisk, viste vores målinger under testen. En del af forklaringen på det lave forbrug er, at dieselmotoren simpelthen slukker, når man kører afsted med lav belastning.

For at holde forureningsniveauet nede er der nu desuden et endnu større NOx-filter, en ny type partikelfilter samt to SCR-katalysatorer, der arbejder sammen med AdBlue om at mindske forureningen.

Alle udgaver af C-klassen er som standard udstyret med et ni-trins automatgear, og det fungerer upåklageligt.

Mercedes-Benz C-klasse bagagerum
Bagagerummet er nu på 490 liter, og bagakslen er forsynet med selv-nivellerende støddæmpere, så bilen altid står pænt vandret trods et tungt læs.

Hvordan kører Mercedes C-klasse?

Denne udgave af C-klassen har ikke mulighed for at lade batteriet op – en sådan plugin-hybrid dukker først op til næste år. Men alligevel er køreglæden helt i top, og man kan ikke undlade at glæde sig over, hvordan bilen bare kører stabilt, sikkert og komfortabelt i alle situationer.

Dette er ganske vist en dyr bil, men den demonstrerer også tydeligt, at Mercedes-Benz med helt rolig hånd forstår at forny en i forvejen velkørende bil, så man holder fast i rødderne og alligevel formår at indbygge nye og moderne elementer.

Den nye C-klasse må uden tvivl betegnes som kongen af firmabilsegmentet – også selvom der findes mange gode konkurrenter, der hele tiden vil lege med i toppen.

Overvejer du at købe ny bil?

FDMs eksperter kan hjælpe dig med alt fra valg af bil til gennemgang af slutseddel.

Få rådgivning