Mercedes EQB – Syv sæder eller trækkrog
Motors vurdering
Mercedes-Benz EQB
- Kørekomfort
- Pladsforhold
- Mulighed for syv sæder
- Udstyrspriser
- Rækkevidde
- Ikke tre års garanti
Fabriksdata
-
MotorTo elmotorer – firehjulstræk. Batteri (brutto/netto): 70/67
-
CO2 udledning0 g/km
-
Effekt292 hk
-
Moment520 Nm
-
Topfart160 km/t.
-
Acc. (0-100)6,2 sek.
-
Køreklar vægt2.165 kg
-
Maks. påhængsvægt1.700 kg
-
Bagagerum495 liter
-
Akselafstand283 cm
-
Officiel rækkevidde442 km
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 2 / 2
-
MålL:468 cm B:183 cm H:169 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 5,10 kr./km
- Målt rækkevidde 335 km
Der er ikke mange elbiler, der kan rumme op til syv personer. Men Mercedes-Benz EQB er en af dem, og det gør denne bil særlig interessant. De syv sæder er dog en del af udstyrspakke til 12.300 kr.
Den kan man naturligvis vælge efter behov, men man skal vide, at den ekstra sæderække også ændrer nogle af bilens øvrige egenskaber markant. Dels mindskes bagagerummets kapacitet betydeligt med de ekstra sæder monteret, dels medfører den tredje sæderække, at bilen ikke længere kan udstyres med anhængertræk.
Særligt det sidste punkt er noget, man skal have i tankerne, når EQB overvejes. Tidligere kunne ingen udgaver af EQB udstyres med anhængertræk, men som noget nyt kan denne nye version med blot fem sæder nu udstyres med en trækkrog, og så må bilen trække op til 1.700 kg.
Mercedes EQB lækrere end Tesla Model Y
Mercedes-Benz EQB er ikke nogen billig bil og set i forhold til f.eks. Tesla Model Y med firehjulstræk, så koster den i omegnen af 100.000 kr. mere.
Men det er ikke helt fair at sammenligne de to biler direkte, for Mercedes EQB er generelt meget lækrere bygget end en Tesla Model Y, ligesom muligheden for at personalisere de to biler med ekstraudstyr er markant forskellig.
Mercedes tilbyder næsten alt i enten „løs vægt“ eller som del af større udstyrspakker, og det kan for mange virke tillokkende. Man skal dog passe på, for her er intet gratis, og slår man sig løs, så koster det.
Vores testbil havde således for 100.000 kr. ekstraudstyr, uden at den af den grund var blevet helt unik. Men den er lækkert bygget, og man mærker, at bilen er konstrueret af folk, der har stor erfaring med både de store linjer og de små detaljer. Mercedes-EQB er kort og godt en lækkert opbygget bil.
Rækkevidden skuffer i Mercedes EQB
Den udgave vi her har testet, er den firehjulstrukne version med to elmotorer, der i alt yder 292 hk. Den har i lighed med de forhjulstrukne udgaver et batteri på 67 kWh netto, og det kaster en officiel rækkevidde på 442 km af sig – lidt afhængig af valgte hjul og mængden af ekstraudstyr.
Som altid har vi målt rækkevidden på motorvej med konstant 110 km/t., og her opnåede vi en rækkevidde ved nul grader på 280 km, hvilket modsvarer 335 km ved 20 grader.
Det er på ingen måde imponerende, og et resultat der i vores test koster i den samlede opgørelse af plusser og minusser. Rækkevidden modsvarer, at bilen kører fem km pr. kWh om sommeren, og blot 4,2 km om vinteren.
Til gengæld kan EQB lade, helt som fabrikken stiller i udsigt. Vi oplevede en næsten helt flad ladekurve meget tæt på de 100 kW, som fabrikken angiver som den maksimale ladeeffekt. Det betyder, at man på et kvarter får tilført omkring 25 kWh eller ca. 125 km, og det dobbelte på en halv time. Igen ikke imponerende, men trods alt godkendt.
Hvordan kører Mercedes EQB?
I lighed med de fleste andre nye biler fra Mercedes er EQB udstyret med en førerassistentpakke, der inkluderer en adaptiv fartpilot og en avanceret vognbaneassistent, der nu virker fremragende. Fartpiloten arbejder sammen med skiltegenkendelsen, og det betyder, at man kan indstille bilen til at følge fartgrænserne, som bilen enten får angivet via navigationsanlægget eller kameraets aflæsninger af de fartskilte, der står langs vejen.
De sidstnævnte er desværre ikke så almindelige i Danmark, og det betyder, at man kan opleve fejlagtige fartgrænser. Men i det store og hele virker systemet meget flot og er med til at sikre, at man ikke kører hurtigere, end man må.
Affjedringen virker godt afstemt, og styretøjet er præcist og let at have med at gøre. Så alt i alt får man en meget fin køreoplevelse i Mercedes EQB.
På minussiden har vi angivet garantien, der som udgangspunkt kun løber i to år. Det er ikke imponerende i en verden, hvor vi ofte ser andre bilproducenter tilbyde garantier på mellem tre og syv år. Det kan derfor give god mening at tilkøbe en service- og reparationsaftale til bilen, så man for en fast månedlig pris kan få adgang til alle planlagte serviceeftersyn og uforudsete reparationsbehov.
Se komplet oversigt over FDMs tests af elbiler
Vi har siden 2016 testet stort set alle elbiler, der er kommet på markedet. Over 140 tests kan du læse. Få overblik, før du vælger elbil.