Mini Cooper SE set forfra
Biltest

Mini Cooper SE – lille facelift på el-Mini

Man skal ikke pille for meget ved en succes, må være mottoet for dette minimale facelift af Mini Cooper SE. Største forandringer er knapper og skærm i kabinen. Rækkevidden er stadig kort.
Mini Cooper SE set bagfra

Motors vurdering

Mini Cooper

El
301.600 kr.
  • Design
  • Motor
  • Køreegenskaber
  • Rækkevidde
  • Lynladning
  • Pladsforhold
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1 elmotor - forhjulstræk. Batteri (Brutto/netto) 33/- kWh
  • CO2 udledning
    0 g/km
  • Effekt
    184 hk
  • Moment
    270 Nm
  • Topfart
    150 km/t.
  • Acc. (0-100)
    7,3 sek.
  • Køreklar vægt
    1.440 kg
  • Maks. påhængsvægt
    0 kg
  • Bagagerum
    211 liter
  • Akselafstand
    250 cm
  • Officiel rækkevidde
    234 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 3 / 12
  • Mål
    L:382 cm B:173 cm H:141 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 3,10 kr./km
  • Målt rækkevidde 190 km
Luk

Mini er en bil, man vælger for glimtet i forlygterne. Også når vi taler om den elektriske variant, der også har et mini-batteri og derfor en begrænset rækkevidde.

Vi kørte således 190 km på vores motorvejstest med 110 km/t., og det er fint for bilstørrelsen, men ikke imponerende hvis man er kørende sælger. Mini Cooper SE er derimod velegnet som bybil eller kortere pendling til arbejde.

Mere udfordrende er det, at vores lynladningstest hos Ionity blot viste at vi blot havde fået tilført 11 kWh efter 15 minutter svarende til cirka 50-60 km, efter 30 minutter havde vi fået 22 kWh. Så der er tale om en stabil, men langsom ladehastighed på cirka 45 kW.

Dermed er det ikke kun den korte rækkevidde på batteriet, der er en udfordring, men også muligheden for hurtigt at forlænge rækkevidden på farten.

Mini Cooper SE kabine
Det meste ligner sig selv, men på rattet er der kommet nye knapper, der er nemmere at betjene. Bemærk muligheden for at vælge headup-display. Det er ikke den avancerede udgave, hvor hastigheden spejles op i forruden, men blot op på en plastskærm.  

Hvordan kører Mini Cooper SE?

Mini køber man for at få et smil på læberne. Elbiler er normalt tunge, men det lille batteri gør her, at bilen er forholdsvis let. Den køreklare vægt er 1.440 kg, og det er med til, at bilen føles frisk på vejen i forhold til andre elbiler.

En af årsagerne er, at batteripakken er placeret i bilens bund under bagsædet og mellem forsæderne. Så selvom den er løftet to cm i forhold til de øvrige Minier, er vægten placeret lavt, og det er kombineret med et direkte styretøj, og derfor kører Minien stadig sjovt.

Accelerationen er kraftig, dog uden at man falder bagover. 0-100 km/t. klares på godt syv sekunder, og det gør den rap i trafikken. Også fordi der ligesom i øvrige elbiler ikke er gearskift under accelerationen, så den både er nem at køre og reagerer tjept på speederen.

Mini Cooper SE bagagerum
211 liter er bagagerummet på, det er ikke imponerende. På den anden side er bilen heller ikke egnet til feriekørsel.

Hvad er nyt på Mini Cooper SE?

Modellen har netop fået sit andet facelift, og det forventes, at en afløser stadig er to-tre år ude i fremtiden. Faceliftet er mest synligt på kølerhjelmen, hvor BMW’s e-logo nu er fjernet.

Inde i kabinen er der den forandring, at rattet har fået bedre knapbetjening, der både er lettere at betjene og ser mere moderne ud. Desværre er trykskærmens facon ikke ændret. I stedet for en smal skærm, havde det været smart med et mere kvadratisk format. Skærmen er placeret i en stor rund cirkel, der skal minde om den oprindelige Minis speedometer, men det ser ikke så smart ud, som det nok er tænkt.

Faceliftet har heller ikke påvirket bilens praktiske egenskaber. Mini er meget mini i kabinen, det gælder især bagsædet, der er mest til shopping-poser, og hvor benpladsen er meget begrænset. Tillige er bagagerummet på 211 liter, også kun marginalt større end i en mikrobil. 

Hvis formålet er at finde en energieffektiv elbil med lang rækkevidde, så rammer Mini ikke plet. Men vil du gerne køre elektrisk og samtidig have en bil med kant i designet og involverende køreegenskaber, så er Mini Cooper SE et godt bud.

Har du brug for hjælp?

Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.

Kontakt rådgivningen