Mini JCW set forfra, mens den kører gennem vejsving
Biltest

Mini JCW – Ekstrem pris på meget lille bil

Den oprindelige Mini var både velkørende og prissat til et familiebudget. Men i dag er priserne stukket af, pladsen er indskrænket, og af de oprindelige værdier er kun køreglæden tilbage.
Mini JCW set bagfra, mens den kører gennem vejsving

Motors vurdering

Mini Cooper

15,4 km/l
Benzin
666.492 kr.
  • Lyd
  • Kabine
  • Køreegenskaber
  • Pris
  • Plads
  • Ikke fem års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    2.0 liter – 4 cyl.
  • CO2 udledning
    147 g/km
  • Effekt
    231 hk
  • Moment
    380 Nm
  • Topfart
    250 km/t.
  • Acc. (0-100)
    6,1 sek.
  • Køreklar vægt
    1.405 kg
  • Maks. påhængsvægt
    0 kg
  • Bagagerum
    210 liter
  • Akselafstand
    250 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 3 / 12
  • Mål
    L:388 cm B:174 cm H:145 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 7,70 kr./km
Luk

Mini burde egentlig hedde Mikro eller Mini Mikro, for pladsen i bilen er mindre end mange af mikroklassens tidligere storsælgere. Charmen har modellen dog fortsat, og selv med det seneste facelift kan Mini få smilet frem i én, når man går hen mod den.

Testbilen er topmodellen med benzinmotor, og heftige benzinbiler er nærmest ramt af samme prisstigninger som chokolade og kaffe. Godt 666.000 kr. koster topmodellen John Cooper Works med den største udstyrspakke. Det er lige til at få kaffen galt i halsen. Chokoladen ditto.

Men priserne er steget markant på specialbiler. Eksempelvis koster en VW Golf GTI det samme. Og selvom den både er større og hurtigere, er det stadig et udtryk for, at priserne ikke er, som de plejede at være.

Førerplads i en Mini Cooper
Mini kører med samme design i alle deres nye modeller, uanset om det er benzin- eller elbiler. Den store runde skærm er placeret tæt på både fører og rat og giver modellen et unikt udtryk i kabinen i forhold til de øvrige biler på markedet.

Hvordan kører Mini JCW?

Ud over charmen er køreegenskaberne essentielle i valget af topudgaven af Mini. Med 231 hk er den ikke hurtig som en elbil, men den flytter sig markant nok i accelerationen, og lydbilledet forstærker oplevelsen og giver illusionen af en hurtig bil.

Der er ikke manuelt gear, så gearskiftene går helt automatisk. Ligesom i en gokart har du kun to pedaler at betjene under kørslen.

Køreprogrammerne, der også ændrer den visuelle stil på den runde OLED-skærm midt i kabinen, kalder Mini for Experiences. Og ud over den lidt kiksede Whoo-hooo-lyd ved aktivering af Go-Kart-oplevelsen, forvandles bilen med kraftigere acceleration og en mere fast og rå køreoplevelse.

John Cooper Works – forkortet JCW – er også en fast og mere hårdkogt oplevelse. Navnet trækker på den oprindelige Minis mest succesrige tuningsfirma, der lavede rallybiler, som vandt klassesejre overalt, og især var dominerende i Rally Monte Carlo.

Bilens lille aftryk på asfalten og gode balance gjorde den svær at slå på de snoede franske bjergveje lige nord for Monaco. Og der er stadig lidt rallystemning i kabinen, når motoren trækker hårdt, og undervognen ditto støder underlagets ujævnheder godt op i mellemgulvet. Den har en tydelig DNA-profil, og det er givetvis her, vandende deles: Nogle vil elske det, og andre vil helt sikkert betakke sig.

Boost-knap i en Mini Cooper
Der er en boost-funktion, som kan aktiveres med et vip på vippearmen bag rattet i venstre side. Så får du adgang til alle 231 hestekræfter, og dermed får du ekstra acceleration.  

Skal man vælge en Mini JCW?

Den nye kabinestil hos Mini er fed. Der er brugt fine materialer, og ved centerstykket er den store OLED-skærm placeret midt i kabinen. Opløsningen er høj, designet har mange flotte visninger, og der er indbygget Android Auto og Apple CarPlay.

Eneste lidt skuffende oplevelse er headup-displayet, der vises på en tynd plastskærm og ikke på selve forruden.

Der er lækre lædersæder, som støtter godt, køreoplevelsen er dynamisk, og med et tryk på en boost-knap kan du få ekstra acceleration. Men der er ikke meget plads på bagsædet, bagagerummet er nærmere til en kabinekuffert end en rejsekuffert, og prisen er voldsom.

Så er du ikke blevet forelsket i modellen, skal du styre sikkert udenom – og overvej evt. modellen med elmotor i stedet. Så sparer du godt 300.000 kr.!

Vild med biler? Hold dig up to date med FDM

Få gode tilbud fra FDM og de seneste bilnyheder direkte i din mailboks

Få FDMs nyhedsbreve