Nissan Micra - lille motor med stor effekt
Motors vurdering
Nissan Micra
- Motor
- Pladsforhold
- Lavt forbrug
- Pris
Nogle gange kan det være svært at bedømme ny teknik, da den ofte introduceres i forbindelse med en ny modelgeneration. Men her har vi biler, hvor den eneste forskel på nær lidt kosmetik er helt ny motorteknologi.
Vi har kørt begge biler samtidig, på samme veje og med samme chauffører, og resultatet er et lille plus på brændstoføkonomien til den nye teknologi. Hvor den almindelige 1.2-liters-motor kørte 19,4 km/l, så kørte vi 20,1 km/l med DIG-S-teknologien. Forbedringen er ikke så stor – den store forskel ligger i, hvordan de opleves på vejene.
Til almindelig bykørsel opleves den almindelige Micra bedst. Den trækker bedst ved helt lave omdrejninger, og så er gearkassen lavere gearet, så du kan køre i femte gear med 50 km/t. Det kan du kun ned ad bakke med DIG-S-motoren.
Men på landeveje og især på motorvejen har den nye motor to klare fordele. Den har et drejningsmoment på 142 Nm, 29 procent højere end den almindelige motor, og det giver en markant mere rap acceleration. Og så er udvekslingerne i gearkasserne ikke ens, hvilket betyder, at du kører med 2-300 færre omdrejninger i femte gear ved 110 km/t. Det giver et lavere forbrug og mindre støj.
Lille stor motor
Selvom 1.2 liter fordelt på tre cylindre kan lyde lidt pauvert, så fungerer det fortrinligt i virkeligheden. Med DIG-S-teknologien er det som at køre med en 1.5-liters-motor, mens brændstofforbruget svarer til en enlitersmotor ifølge EU-miks-tallet.
Det attraktive ved Micra er, at den kan leveres med et højt udstyrsniveau, så du kan vælge en bil med en grøn profil og samtidig have nøglefri betjening, fabriksnavigation med berøringsfølsom skærm og klimaanlæg. Selv basismodellen til 139.000 kr. har aircondition.
Pladsforholdene i kabinen er også gode – der er meget højt til loftet og god benplads både foran og bagved. Adgangen til bagagerummet er også god, og med 265 liter er størrelsen på niveau med konkurrenterne.
Lettere stilforvirret
Køreegenskaberne ligger midt i klassen. Affjedringen er i den lettere komfortable ende, uden at den bliver blød og svampet. Styretøjet er præcist og går let både ved høj og lav hastighed. Det er kort sagt en bil, der gør lige det, man forventer af en bil i denne prisklasse.
Plasten ser til gengæld billig ud, og kabinen giver et indtryk af stilforvirring og manglende æstetik.
Ser man på totaløkonomien, er den nye motor cirka 10 øre dyrere pr. kilometer end basismotoren, og de penge er givet godt ud. Holder man sig til basismodellen, er økonomien fornuftig, men i den testede model til 188.000 kr. er buen spændt.