Opel Combo-e set fra siden
Biltest

Opel Combo-e – Kort tur i rummelig familie-elbil

Opel Combo-e er elbilen til den store børnefamilie, hvor der er krav om plads til tre børn i autostole og bagage. Men den er bedst egnet til hverdagens korte ture.
Opel Combo-e set bagfra

Motors vurdering

Opel Combo-e

El
329.990 kr.
  • Plads
  • Tre isofix-beslag
  • Udstyr
  • Rækkevidde
  • Pris
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1 elmotor - forhjulstræk. Batteri: 50 kWh brutto
  • CO2 udledning
    0 g/km
  • Effekt
    136 hk
  • Moment
    260 Nm
  • Topfart
    135 km/t.
  • Acc. (0-100)
    11,7 sek.
  • Køreklar vægt
    1.896 kg
  • Maks. påhængsvægt
    750 kg
  • Bagagerum
    597 liter
  • Akselafstand
    279 cm
  • Officiel rækkevidde
    276 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 2 / 12
  • Mål
    L:440 cm B:192 cm H:184 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 3,50 kr./km
  • Målt rækkevidde 145 km
Luk

Kært barn har mange navne, og det gælder også denne børnevenlige bil fra Opel. Combo er således en afart af den mere kendte Citroën Berlingo, der endda også fås som Peugeot Rifter og Toyota Proace City Verso.

Det, der så alligevel gør Combo ekstra interessant, er, at den nu fås som elbil. Så har den et lille ’e’ som efternavn, og det indikerer, at benzinmotoren er udskiftet med en elmotor, der får strøm fra et batteri, der er placeret der, hvor benzintanken normalt sidder.

Combo-e er dermed blevet til en elbil af den børnevenlige slags. De tilsvarende modeller fra de andre bilmærker ventes at dukke op senere, men endnu er Opel ene om elbilversionen.

Førerpladsen indbefatter et digitalt instrumenthus og en 7-tommers trykfølsom skærm i midten.
Førerpladsen indbefatter et digitalt instrumenthus og en 7-tommers trykfølsom skærm i midten. Under skærmen ses betjeningen af klimaanlægget.

Hvad koster Opel Combo-e?

Billigste udgave af Combo-e koster 270.000 kr., mens udgaven med de tre separate sæder fås fra 300.000 kr. En særlig forlænget syvpersonersvariant fås fra 330.000 kr.

I den Elegance+ version, vi her har testet, er bagsædet udformet som tre separate sæder, der alle er forsynet med isofix-beslag til autostole, ligesom der er glastag i hele kabinens længde.

Der er en skydedør i begge sider, og der er et enormt bagagerum, der gør det muligt at have barnevogn, udstyr eller andet godt grej med i mængder, de fleste andre bilejere blot må drømme om. På denne måde er bilen en gave til børnefamilierne, når det handler om praktisk anvendelighed.

I denne Elegance+ udgave er et stort glastag standard.
I denne Elegance+ udgave er et stort glastag standard. Taget kan ikke åbnes, men man kan køre et elektrisk styret gardin ind under taget, så der skærmes af for lyset.

Hvad er rækkevidden på Opel Combo-e?

Elmotoren er placeret, så den trækker på forhjulene, og den yder maksimalt 136 hk. Normalt yder den dog bare omkring 110 hk, idet den starter i det køreprogram, der hedder Normal.

Man skal aktivt skifte til Sport, før man har de 136 hk til rådighed. På samme måde kan man skifte til Eco, og så har man kun omkring 80 hk til rådighed, hvilket er med til at øge rækkevidden.

Batteriet er på 50 kWh brutto, og det giver en officiel rækkevidde på 276 km. Men det er ved blandet kørsel om sommeren. Ved vinterkørsel på motorvej med konstant 110 km/t. nåede vi kun 145 km, og det er altså ikke langt. Skal man fra København til Århus, skal man altså lade to gange undervejs, og det tager omkring 45 minutter pr. gang.

Vi målte ladeeffekten til 68 kW over en halv time fra en lynlader, og det er desværre et stykke fra de 100 kW, fabrikken ellers stiller i udsigt. Så kort og godt er dette ikke en bil for dem, der ofte skal køre langt.

Men kan man leve med den begrænsede rækkevidde, venter en bil, der til gengæld kan levere plads der, hvor de andre må give fortabt.

Bagagerummet er meget stort og regulært i formen. De tre separate bagsæder kan let foldes forover på en måde, så de glider ned og bliver helt plane med gulvet.
Bagagerummet er meget stort og regulært i formen. De tre separate bagsæder kan let foldes forover på en måde, så de glider ned og bliver helt plane med gulvet. Et ladekabel må dog optage en del af pladsen, da der ikke er andre steder at gøre af det.

Hvordan kører Opel Combo-e?

Det er heller ikke på grund af køreegenskaberne, at man skal vælge Opel Combo-e. For den lægger på ingen måde op til en sjov og inspirerende kørsel. I stedet er der tale om en vuggende, komfortabel og noget varevognsagtig kørsel, når man sidder bag rattet.

Den store bil virker ikke synderlig hurtig, og på motorvejen slår den fra, når speedometeret runder 135 km/t. Det er ikke noget problem i Danmark, men det understreger, at dette ikke er en bil til lange rejser.

Elmotoren trækker til gengæld fint fra start, og når man slipper speederen, kan man indstille gearvælgeren i B i stedet for D, og så bremser elmotoren bilen op, idet den virker som en generator, der laver strøm til batteriet.

Det giver en mulighed for at køre en stor del af tiden uden at flytte foden fra speederen til bremsepedalen, og det er rart. Bilen bremser dog ikke helt op til stilstand, så ved rødt lys, skal man selv bremse det sidste stykke.

Alt i alt er Opel Combo-e en fin bil til børnefamilierne, men det lille batteri trækker ned.

Har du brug for hjælp?

Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.

Kontakt rådgivningen