Opel Grandland kører i sving på vej med blå himmel i baggrunden
Biltest

Opel Grandland – Rummelig og nem i hverdagen

Den største elbil fra Opel hedder Grandland og kan snildt konkurrere med de største sællerter, når det handler om plads. Rækkevidden er fin, mens ladehastigheden ikke imponerer.
Opel Grandland set bagfra, mens den kører i et sving

Motors vurdering

Opel Grandland

El
354.490 kr.
  • Udstyr
  • Plads
  • Betjening
  • Ingen frunk
  • Ladetid
  • Anhængertræk
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    En elmotor – forhjulstræk. Batteri (brutto/netto): 77/73 kWh
  • CO2 udledning
    0 g/km
  • Effekt
    210 hk
  • Moment
    345 Nm
  • Topfart
    170 km/t.
  • Acc. (0-100)
    9,0 sek.
  • Køreklar vægt
    2.132 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.200 kg
  • Bagagerum
    550 liter
  • Akselafstand
    280 cm
  • Officiel rækkevidde
    513 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    5 / 3 / 12
    Bilgaranti: Maks. 150.000 km
  • Mål
    L:465 cm B:191 cm H:167 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 4,15 kr./km
  • Målt rækkevidde 435 km

Sikkerhed

2025
Luk

Opel har fart på udrulningen af nye elbiler i Danmark, og en af de helt nye er denne Grandland. Den fører modelnavnet videre fra den gamle Opel Grandland, men er på alle områder en helt ny model.

Nu er Opel en del af den store Stellantis-koncern, og det betyder, at modellen denne gang er baseret på samme platform som Peugeot E-3008. Men i forhold til den udgave er akselafstanden i Grandland forlænget med seks cm, hvilket giver præcis den ekstra plads ved bagsædet, man kan savne hos Peugeot-fætteren.

Indtil videre kommer Grandland i tre udstyrsversioner, der alle har samme batteri og samme elmotor, hvorfor de grundlæggende elbil-egenskaber er de samme. Men senere dukker en udgave med et større batteri op, og så øges rækkevidden betydeligt.

Vi har her testet topudgaven til 354.000 kr., mens billigste udgave er en noget mindre veludstyret version til blot 305.000 kr., hvilket dog må siges at være en fin pris for så stor en bil.

Førerpladsen i en Opel Grandland
Førerpladsen er i modsætning til Peugeots biler traditionelt opbygget på den måde, at man ser instrumenthuset gennem rattet, der er af normal størrelse. Gearvælgeren er placeret mellem forsæderne, og fra rattet styres fartpilot m.m.

Opel-følelsen er til stede

Selvom der altså er et vist fællesskab med Peugeot, så har man bag rattet en klar fornemmelse af at sidde i en Opel. Instrumentbordet er nemlig opbygget på den lidt konservative måde, der kendetegner modellerne fra Opel, så man sidder med et stort rat, hvor man på klassisk vis ser instrumenthuset gennem rattet.

Der er også en del knapper her og der, så ikke noget med at betjene hele bilen via en skærm, som man ellers ser hos flere af konkurrenterne. Det er ifølge Opel noget, som deres kunder lægger stor vægt på, og også en løsning vi fandt rar i hverdagen.

På den måde er Opel Grandland let at betjene, selvom det ikke skal forstås sådan, at bilen ikke har de nyeste funktioner. Der er fine skærme i bilen med en god funktion, der er de nyeste assistentsystemer som en adaptiv fartpilot med en virkelig velfungerende vognbaneassistent, og der er headup-display og de komfortsystemer, man må forvente at finde i en bil i denne klasse.

Sæderne er også en typisk Opel-løsning, hvor man sidder godt, og de har mange justeringsmuligheder. Her savnede vi dog, at man kunne justere det hele elektrisk, men det kan man kun med en del af højdejusteringen og med lændestøtten. Men har man først indstillet sædet korrekt, er der en fin støtte og et godt udsyn hele vejen rundt.

Stor skærm i en Opel Grandland
Den store skærm i midten giver fint overblik over navigationsanlæg, mobilforbindelser og klimaanlæggets indstilling. Lige under skærmen er der tre fysiske genvejsknapper og længere nede direkte justering af temperatur, lyd og andre nyttige genveje.

Hvordan kører Opel Grandland? 

På lande- og motorvej nød vi godt af vognbaneassistenten, der fint samarbejder med føreren, og som har en sjov detalje, idet man kan vælge at placere bilen der på vognbanen, man bedst synes om. Det kan være lidt til højre, lige i midten eller lidt til venstre. Så husker bilen den placering, og fortsætter med at holde bilen i det ønskede spor.

Fartpiloten arbejder sammen med vejskilte og nye fartgrænser fra navigationssystemet, og så skal man blot trykke OK på rattet, så skifter indstillingen til den nye grænse. Det kan man også gøre, når man kører manuelt med speederen og med fartbegrænseren slået til. Det er en meget fin løsning i byerne.

Elmotoren kan nedbremse bilen, når man slipper speederen, og det kan ske i tre niveauer, som styres via skiftegreb bag rattet, så man skal ikke rode inde i menuer på skærmen. Men apropos bremserne, så blev vi aldrig helt dus med bremsepedalen, der med et godt gammeldags ord føltes svampet. O.k., det vænner man sig til, men det er en anderledes fornemmelse, end det man oplever i andre biler.

Vi blev til gengæld glade for forlygterne, der er af matrix-typen, og som giver et mægtig fint lys foran bilen. Ligeledes blev vi også glade for det oplukkelige glas-soltag, der er med til at øge komforten.

Bagsæderne i en Opel Grandland
Bagsædet kan ikke justeres, men der er et fladt gulv foran sædet og gode friskluftdyser. Der er desuden et fint midterarmlæn og isofix-beslag ved de to yderpladser.

Hvor langt kører Opel Grandland på en opladning?

Batteriet er på 73 kWh netto, og det medfører en officiel rækkevidde på 513 km. Ved vores motorvejstest nåede vi, hvad der modsvarer 435 km om sommeren og 350 km om vinteren. Det er noget lavere end fabrikstallet, men helt forventeligt, idet vi tester ved konstant 110 km/t.

Vores ladetest afslørede en noget begrænset ladehastighed, og selvom fabrikken stiller op til 160 kW i udsigt, så kunne vi kun kortvarigt få effekten op på 120 kW og nåede et ret konstant gennemsnit på omkring 88 kW over både et kvarter og en halv time.

Det modsvarer, at der kom ca. 130 km på batteriet efter et kvarter og 250 km efter en halv time. Det er ikke imponerende og udløser et minus. Forbruget modsvarer, at vi kørte 5,9 km pr. kWh om sommeren og 4,8 km/kWh om vinteren.

Bagagerum i en Opel Grandland med blå kuffert og nedlagt bagsæderyglæn
Bagagerummet rummer 550 liter inklusive et stort rum under gulvet. Bagsæderyggen kan foldes forover i tre dele, og bunden kan placeres i to niveauer. Bagklappen er elbetjent.

Er Opel Grandland et godt køb?

Den store Grandland lægger sig op ad konkurrenter som Peugeot 3008/5008, Tesla Model Y, Xpeng G6 og Skoda Enyaq. Og Grandland kan sagtens måle sig op mod dem med hensyn til pladsforhold og praktisk brug.

Bagsædepladsen er fin, men vi savner, at man kan justere bagsædets position, som man ser hos flere af konkurrenterne. Er det vigtigt, må man se på alternativerne.

Men bagagerummets udformning og størrelse er fin, og man kan montere et anhængertræk, der tillader op til 1.200 kg på krogen. Det er dog ikke så smart som hos f.eks. Skoda, så hos Opel må man ned på knæene, når det skal monteres.

Udstyrsmæssigt er denne topudgave meget flot med, og holder man af et godt musikanlæg, enkelt betjening og gode forsæder, er Grandland værd at se nærmere på. Og så er det rart at konstatere, at den danske importør nu er kommet med i det gode selskab, efter at nyvognsgarantien er hævet til fem år eller 150.000 km – præcis som FDM anbefaler. Set i det lys er Opel Grandland et godt køb.

Se komplet oversigt over FDMs tests af elbiler

Vi har siden 2011 testet stort set alle elbiler, der er kommet på markedet. Over 140 tests kan du læse. Få overblik, før du vælger elbil.

Læs test af elbiler her