Peugeot 308 SW set forfra
Biltest

Peugeot 308 SW – komfortabel og hurtig

Den nye generation af Peugeot 308 er som stationcar med plugin-teknik blevet en yderst komfortabel og velkørende bil med mulighed for masser af udstyr.
Peugeot 308 SW set bagfra

Motors vurdering

Peugeot 308 SW

90,9 km/l
Benzin/el
319.990 kr.
  • Køreegenskaber
  • Skærme
  • Motor
  • Lille og kantet rat
  • Gearskift
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.6 – 4 cyl. – 1 elmotor - forhjulstræk Batteri (brutto): 12,4 kWh
  • CO2 udledning
    25 g/km
  • Effekt
    180 hk
  • Moment
    360 Nm
  • Topfart
    225 km/t.
  • Acc. (0-100)
    7,6 sek.
  • Køreklar vægt
    1.751 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.450 kg
  • Bagagerum
    548 liter
  • Akselafstand
    273 cm
  • Officiel rækkevidde
    68 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 2 / 12
  • Mål
    L:464 cm B:185 cm H:144 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 3,50 kr./km
  • Målt rækkevidde 41 km
Luk

Den nye Peugeot 308 fås med benzin-, diesel- og hybridmotor, hvor det er sidstnævnte, vi her har fat i. Denne plugin-udgave af stationcarversionen er udstyret med en 1.5-liters benzinmotor, der er koblet sammen med en elmotor, der trækker på forhjulene gennem et ottetrins automatgear.

I denne udgave yder de to motorer tilsammen 180 hk, men den fås også i en kraftigere udgave med op til 225 hk. Det behøver man dog ikke, for oplevelsen er fin i denne version. Der er en fin kørekomfort, og i testbilen var der en vognbaneassistent, der fungerede fint. Den er dog ekstraudstyr til 7.000 kr., mens den adaptive fartpilot er standard sammen med advarsel for biler i den blinde vinkel.

Video: Se nærmere på Peugeot 308 SW

Pladsen i 308 SW er ikke helt så god, som man kunne tro, og det skyldes bl.a. de enorme forsæder, der er komfortable at sidde i, men som også stjæler en hel del af kabinepladsen.

Bagagerummet er flot udformet, men man savner ekstra plads under gulvet til blandt andet ladekabler. Til gengæld er bagsædet altid tredelt, og det betyder at man folde lige den eller de dele af bagsædet frem, som man har behov for, når man skal køre med ekstra omfangsrig bagage.

Peugeot 308 kabine
Førerpladsen er kendetegnet ved det lille rat, som man ser instrumenterne hen over. Man skal lige vænne sig til rattets størrelse, og at det er fladt i top og bund. Instrumenthuset er flot designet.

Hvor langt kan Peugeot 308 køre på el alene?

Køreoplevelsen er fin, når bilen kører på el alene, men er det meget koldt, vælger systemet altid at starte benzinmotoren, så der kan komme varme i bilen. Det er normalt ikke noget problem, men irriterende, hvis man kun skal køre en kort tur.

Her er det en stor fordel at forvarme bilen via den medfølgende Peugeot-app, og gør man det, mens bilen står til opladning, har man både en varm bil og et helt opladet batteri, når man skal køre. Og så kører bilen fint på el alene.

Vi målte bilens rækkevidde på el alene ved plus fem grader, og her klarede bilen at køre 41 km. Det foregik på en behagelig måde, og ved den temperatur undgik vi helt, at benzinmotoren startede. Elmotoren yder i sig selv 110 hk og leverer derfor et tilstrækkeligt kraftoverskud.

Vi målte også, hvor langt bilen kunne køre på en liter benzin, når batteriet var helt tømt. Her kørte vi en strækning med 10 km landevej, 10 km bykørsel og 10 km motorvej. Så kørte bilen i gennemsnit 16 km pr. liter. 

Peugeot 308 bagsæde
Komforten ved bagsædet er fin, men de store forsæder stjæler vigtige centimeter, så knæene let rammer forsædets ryg.

Er Peugeot 308 en god vinterbil?

Vi kørte bilen til Sverige, hvor vi en morgen kunne lave en koldstart ved minus fem grader. Her kunne vi konstatere, at det var så koldt, at bilen valgte at starte benzinmotoren, selvom der var masser af strøm på batteriet.

Det viste sig dog at være en udmærket ide, for med benzinmotoren kørende, kunne bilen ret hurtigt skabe tilstrækkelig varme i kabinen, og efter fem minutter var der plus 10 grader ved hovedhøjde.

Temperaturen steg derefter kun marginalt og efter 15 minutter var den kun nået op på 15 grader, så det var ikke en vildt overbevisende præstation, men dog godkendt.

Der var god sædevarme i forsæderne, men ingen i bagsæderne. Derudover er varme i rattet ikke en del af standardudstyret i selv den dyreste udgave – det skal tilkøbes for 3.500 kr.

Peugeot 308 bagagerum
Bagagerummet er bredt, langt og højt, og det giver fin plads til barnevogn og kuffert. Rummet under gulvet er for lille til ladekablet, der opbevares i den sorte taske. Bagsædets ryglæn er tredelt.

Hvor sikker er Peugeot 308?

Euro NCAP har endnu ikke sikkerhedstestet Peugeot 308, men bilen har forudsætningerne for at opnå et godt resultat, idet den har det meste af det udstyr, der skal til for at klare sig godt i en sådan test.

Vi testede nødbremsen, der viste, at den kan bremse bilen fint ned ved hastigheder op til 50 km/t., hvis man er på vej hen imod en stillestående bil, man ikke har opdaget. Vi tester kun bilerne op til denne hastighed. 

Vi har også regnet på, hvor meget det koster at eje bilen i en periode på fem år og 100.000 km. Her modsvarer det samlede udgiftsniveau – inkl. alt – 3,50 kr. pr. km, eller hvad der modsvarer 70.000 kr. pr. år. Det er et niveau, der flugter meget godt med gennemsnittet i klassen.

Den nye generation af Peugeot 308 er vellykket, og førerpladsen giver en oplevelse som i en meget større bil.

Overvejer du en plugin-hybrid?

Læs mere om hverdagen med en plugin-hybrid i FDMs store tema. Så kan du nemt se, om det er den rigtige type bil for dig.

Læs mere her