Peugeot 308 SW - skifter selv gear
15. oktober 2011

Foto: Karsten Meyland Lemche

Peugeot 308 SW kan have op til syv pladser, og så er den flot udstyret. Det er en herlig bil, især med selvskiftende gear.
Peugeot 308 SW
FDMs ekspertvurdering

Fordele
Indretning / Gearkasse / Glastag
Ulemper
Ikke tre års garanti / Kopholdere
Pris
302.670 kr.
Maks. effekt
112 hk
Forgængeren – 307 SW – har tusindvis af glade ejere i hele landet, og sammenligner man med den, er der egentlig ikke så meget nyt under solen. Men det behøves nu heller ikke, for grundlæggende er opbygningen på samme høje niveau i de to biler.
SW-udgaven omfatter tre separate stole ved bagsædet, og de kan tages ud hver for sig, ligesom de kan ommøbleres. F.eks. kan den ene sættes om på tredje række, så der bliver bedre plads til de to resterende på midterrækken. Og har man behov for at køre med syv personer, kan man tilkøbe to ekstra stole til tredje række for 9.000 kroner.
Motoren og gearkassen er en anden interessant ting ved denne udgave. Vi har valgt at se, hvad man kan få af 308 SW for samme pris som konkurrenterne. Og her er der mulighed for at vælge udgaven med 1.6-liters dieselmotor og det selvskiftende gear, som Peugeot kalder ESG.
Gennem tiden har der været sagt meget for og ikke mindst imod dette gear, men faktum er, at vi aldrig har oplevet en så velfungerende udgave som den, vi her har kørt med. Gearet skifter blødt og på de rigtige tidspunkter, og vil man selv noget andet, kan man lette lidt på foden og derved fremprovokere et gearskift, eller man kan benytte skiftegrebene bag rattet. Vil man hellere have et traditionelt manuelt gear, fås det, og så er prisen 13.000 kroner lavere.

Peugeot 308 har fået et kvalitetsløft, og førerpladsen fremstår både flot og lækker. Radio og fartpilot styres fortsat fra en konsol bag rattet.
Komfortabel på lande- og motorvej
Motoren trækker i øvrigt rigtig godt, og det er, som om den ellers kendte motor bare bliver bedre og bedre for hver gang, vi møder den. I denne udgave er motoren forsynet med et velfungerende stop-start-system, der på ingen måde virker generende.
Pladsforholdene er overdådige ved bagsædet, og de tre stole kan længdejusteres, og ryglænets hældning kan også indstilles. Som den eneste bil i feltet er der flyborde bag forsæderne, og der er også friskluftdyse til bagsædet for bedre komfort. Det store glastag er også med til at øge komforten på bagsædet.
Peugeot 308 kører meget komfortabelt på lande- og motorvej. På Jyllandsringen oplevede vi ikke ligefrem sportslige egenskaber, og bilen har en tendens til at skride over forhjulene, når man går hårdt til den, men ESC-systemet bremser øjeblikkeligt hårdt ned. Her er det sikkerhed frem for køredynamik – en udmærket løsning, bilens karakter som familiebil taget i betragtning.
Sammenfattende vil vi anbefale 308 SW til dem, der sætter særlig pris på en fleksibel indretning med op til syv sæder samt et højt udstyrsniveau, men som ikke lægger afgørende vægt på sportslige køreegenskaber.



Den selvskiftende gearkasse var samlet set et stort plus for køreoplevelsen. Vi har ikke før oplevet en så velfungerende gearkasse af den type.