Peugeot E-2008 – Mere energi til lille SUV
Motors vurdering
Peugeot E-2008
- Komfort
- Udstyr
- Støjsvag
- Startknap
- Ingen trækkrog
- Ikke tre års garanti
Fabriksdata
-
Motor1 elmotor - forhjulstræk. Batteri (brutto/netto): 54/51 kWh
-
CO2 udledning0 g/km
-
Effekt156 hk
-
Moment260 Nm
-
Topfart150 km/t.
-
Acc. (0-100)9,0 sek.
-
Køreklar vægt1.662 kg
-
Maks. påhængsvægt0 kg
-
Bagagerum405 liter
-
Akselafstand261 cm
-
Officiel rækkevidde403 km
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 2 / 12
-
MålL:430 cm B:177 cm H:155 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 3,65 kr./km
- Målt rækkevidde 280 km
Peugeot E-2008 er en SUV-udgave af den populære 208 og hører derfor ikke til blandt de største elbiler. Billigste version fås da også til priser fra blot 280.000 kr., men her er det topudgaven, GT, vi har testet.
Peugeot E-2008 er netop faceliftet, og det ses fortil, hvor det nye løve-logo pryder den opdaterede grill. På tekniksiden mærkes det ved elmotoren, der nu yder op til 156 hk, og ved batteriet, der leverer op til 400 km rækkevidde.
Den testede bil indgår i Motors gruppetest af elbiler til 350.000 kr. Læs hele gruppetesten her
Denne vurdering gælder E-2008 i GT-udgaven, der modsat de billigste udgaver byder på en udmærket adaptiv fartpilot og en letbetjent vognbaneassistent. Den byder også på et flot i-cockpit med 3D-visning af bl.a. hastigheden, og modsat de fleste andre biler ser man instrumentpanelet hen over rattet.
Rattet er af samme grund ret lille i diameter, og det føles derfor til tider ret tungt. Så det er noget, man skal vænne sig til, og det var ikke alle på testholdet, der var lige glade for den løsning.
Hvordan kører Peugeot E-2008?
Køreoplevelsen er ellers ret positiv, og E-2008 føles både godt affjedret og godt støjdæmpet. Men bilen starter altid i køreprogrammet Normal, og så har man ikke fuld motoreffekt til rådighed.
Vil man have det, skal man skifte til Sport, og så mærker man tydeligt forskellen. Det er lidt besværligt at skulle skifte hver gang, og besværligt er det også, at startknappen skal holdes inde i lang tid, hver gang man vil afsted.
Kabinen føles klemt, og bagsædepladsen og bagagerummet kan ikke hamle op med de ofte lidt større elbiler i denne prisklasse. Også ved førersædet kniber det med at finde plads til begge fødder.
Hvor hurtigt kan Peugeot E-2008 lades op?
Elbilteknisk har E-2008 stadig et lille batteri, selvom det er øget en smule ved dette facelift. Nu er det på 54 kWh brutto, og det er omkring 10 kWh mindre end hos flere af konkurrenterne.
Det kan direkte aflæses på rækkevidden, der ikke ligefrem imponerer. På den ret blæsende testdag nåede vi kun 280 km ved motorvejsfart, og det betyder, at man ofte må ind og lade, når man kører langt.
Det foregår ifølge fabrikken med op til 100 kW, og ved vores ladetest nåede vi da også i begyndelsen op på de maksimale 100 kW. Men da effekten falder hen over tid, blev gennemsnittet kun på 80 kW i løbet af en halv time, hvilket dog er nok til at give bilen yderlige 200 km på „tanken“.
Hjemme kan bilen lades op med en standard 11 kW-ladeboks med tre faser, og er bilen helt tom, kan den lades helt op på ca. fem timer.
Prisen er lige i overkanten
Peugeot E-2008 er på mange måder en rar elbil, men samlet set er prisen lige vel meget til den dyre side set i forhold til det, man får. Den testede udgave af E-2008 koster 320.000 kr.
Det er bare 20.000 kr. mindre end den netop faceliftede Tesla Model 3, der generelt byder på meget mere bil, og det er samme pris som en noget mere rummelig VW ID.3, der er billigere at eje i det lange løb.
Garantien på Peugeot E-2008 er også på bare to år, hvilket er væsentlig mindre end både de nuværende koreanske og japanske konkurrenter og lysår fra det, de nye kinesiske bilmærker tilbyder.
Set i det lys er det med hjertet, man skal vælge eludgaven af den i øvrigt ret flotte Peugeot 2008.
Har du brug for hjælp med valg af elbil?
Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.