Renault Grand Scenic fra siden
Biltest

Renault Grand Scenic - hele familiens bil

Masser af plads, god komfort, et flot sikkerhedsniveau og attraktive priser bringer den nye generation af Renault Scénic i front. Spørgsmålet er blot, om Renault-organisationen herhjemme kan følge med.
Renault Grand Scenic bagfra

Motors vurdering

Renault Grand Scénic

18,9 km/l
Diesel
295.580 kr.
  • Indretning
  • Pladsforhold (1.+2. række)
  • Pris
  • Ikke tre års garanti
  • Plads ved 3. række
  • Importør, værksted og forhandler
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.5 liter - 4 cyl.
  • CO2 udledning
    138 g/km
  • Effekt
    110 hk
  • Moment
    240 Nm
  • Topfart
    180 km/t.
  • Acc. (0-100)
    13,3 sek.
  • Køreklar vægt
    1.505 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.300 kg
  • Bagagerum
    564 liter
  • Akselafstand
    277 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 3 / 12
  • Mål
    L:456 cm B:185 cm H:168 cm

Motors tal

  • Målt forbrug 15 km/l
  • Beregnet økonomi 4,00 kr./km

Sikkerhed

2009
Luk

Tredje generation af Renaults multibil, den nye Grand Scénic, er en gennemtænkt og velbygget bil med en sjælden kombination af brugsværdi og køreglæde. Bemærkelsesværdigt, fordi disse vigtige egenskaber ikke altid er til stede i denne biltype, hvor ønsket om flotte, praktiske løsninger har det med at overskygge kravet om en velkørende bil.

Tavlen er da også vasket ren forud for konstruktionen af Grand Scénic. Erfaringerne fra de to foregående generationer er naturligvis taget med, men ønsket om at skabe en bil med en mere hensigtsmæssig indretning og mere personvognsagtige køreegenskaber har haft 1. prioritet, da Renaults designere kastede sig ud i opgaven med at skabe en ny version af moderen til alle kompakte, fleksible multibiler.

I forhold til den tidligere model er Scénic vokset pænt. Akselafstanden er øget med over tre cm, og længden er hele 11 cm større. Det giver gode rammer for en rummelig kabine. Fortil er der to stole i et førermiljø med god plads og masser af fralægningsplads. Ved række to er der tre individuelle sæder, der kan justeres i længde og i ryglænshældning, og bagest finder vi yderligere to sæder, som på fin vis er integreret i vognbunden, så de ikke generer, når de ikke er i brug. De kan vippes op enkeltvis, og på den måde er hele bilens kabine usædvanlig fleksibel.

Priserne på Scénic med syv sæder starter ved knap 255.000 kr. En fempersonersversion fås også, men man skal vide, at sæderne ikke kan eftermonteres. Merprisen for versionen med syv sæder er 10.000 kr., og vi vil klart anbefale, at man køber dem med, da de ekstra sæder også vil gøre bilen lettere at sælge. Man kan også købe Scénic i en lidt kortere version med plads til kun fem og et lidt mindre bagagerum. Den koster 10.000 kr. mindre end Grand Scénic. Bilerne er på mange måder identiske, men i denne test er det alene Grand Scénic, vi tager under kærlig behandling.

Renault Scénic har fået en fremragende servostyring.
Renault Scénic har fået en fremragende servostyring, der giver føreren en god respons.

Scénic i otte varianter

Motorprogrammet består af to benzinmotorer og tre dieselmotorer. Mindste benzinmotor er en ny 1.6er med 110 hk med en sekstrins manuel gearkasse. Den er o.k., men overskygges dog af den lille 1.4-liters turbomotor med 130 hk. Den er formidabel i sin natur og går særdeles lydsvagt. Den koster så også 30.000 kr. mere end 1.6eren, men den er pengene værd.

Skal det ikke være den, er det dieselprogrammet, man må se nærmere på. Her er denne testede 1.5-liters version med 110 hk og partikelfilter mest interessant. Den koster det samme som 1.4-liters turbobenzinmotoren, og i det lys står den godt, da den på papiret kører næsten 19 km/l. Som hos mange andre producenter følges motorvalg og udstyrsniveau ad, og vil man op i højeste udstyrsniveau, må man også vælge en af de kraftigste dieselmotorer på enten 130 hk (17,9 km/l) eller 150 hk (14,3 km/l), sidstnævnte med automatgear.

Udstyrsprogrammet omfatter trinene: Authentique, Expression og Dynamique. Alle tre har et ensartet højt sikkerhedsniveau, og det mellemste udstyrsniveau er mest attraktivt. Det koster 12.000 kr. mere end grundversionen og omfatter bl.a. elektronisk styret klimaanlæg med to zoner, automatisk parkeringsbremse, elruder bag, en stor farveskærm i instrumentbordet og en række andet brugbart udstyr. Der er 18.000 kr. op til højeste udstyrsniveau, og det indeholder bl.a. letmetalfælge og fartpilot. Men fartpilot kan tilkøbes i „løs vægt”, så der er ingen grund til at tage det store spring, medmindre man gerne vil have det hele. Vi peger derfor på netop denne testede variant, Grand Scénic 1.5 dCi med syv sæder og i udstyrsniveauet Expression, som bedste køb. Den koster 295.580 kr.

Den sidste række er primært til børn og teenagere.
Den sidste række er primært til børn og teenagere, men voksne kan finde plads for en kort stund.

Kører mere som almindelig personbil

Et af de problemer, man ofte møder i denne type biler, er en stor krængning, når man kører gennem sving og kurver. Det problem fandtes i de tidligere generationer af Scénic, ligesom det findes i mange af konkurrenterne. Men Renault har arbejdet målrettet på at mindske krængningen. Den nye Scénic krænger lige så lidt som en almindelig personbil, mens den gamle Scénic krængede mere end gennemsnittet for denne biltype, som igen krænger en del mere end personbiler i almindelighed.

Også styretøjet er med til at skabe køreoplevelsen, og her har Renault tidligere haft problemer med at finde den rigtige dosering af styrehjælp, når man drejer på rattet. Det er fortid nu. Styretøjet er præcist og giver en god føling af hjulenes kontakt med vejen. Det er rigtig godt og er med til at øge den oplevede køredynamik. Servostyringen er som tidligere opbygget med en elmotor, der trækker med på ratstammen, når man drejer på rattet, og det er her, forbedringerne er sket. For hvor elmotoren før kun kunne justere sit arbejde 70 gange i sekundet, kan den nye udgave regulere ydelsen op til 300 gange i sekundet.

Andre vigtige køreegenskaber som bremser og affjedring er også i top. Affjedringen virker fast og er med til at holde bilen i ro. Endnu et mærkbart punkt, hvor det tydeliggøres, at her har Renault mere erfaring end konkurrenterne. Bremserne er lette at dosere, har alle tænkelige hjælpesystemer og er på nær i grundversionen forsynet med en elektrisk P-bremse. Den aktiveres automatisk, hver gang man standser motoren, og slækker igen, når man sætter i gang. Det er både rart og trygt at køre med.

Grand Scénic kan med et snuptag omdannes til en lille varevogn.
Grand Scénic kan med et snuptag omdannes til en lille varevogn med et regulært lastrum.

Fin indretning

En af de helt store fordele ved denne biltype er den indbyggede fleksibilitet. Og også det område mestrer Renault. Bagsæderne kan justeres i længden, de kan foldes ned i to trin, og de kan tages helt ud af bilen ved behov. Og forreste passagersæde kan foldes forover, så man kan køre med lange genstande. Det er praktisk i mange henseender.

Mellem forsæderne finder man en stor midterkonsol, der kan længdeforskydes, så man har god plads enten fortil eller ved midtersædet bag. Der er et utal af fralægningssteder – i alt 92 liter. Nogle er placeret i gulvet, andre i skuffer under sæderne og andre i lommer, handskerum eller i rum i bagagerummet. Det er med til at holde orden i bilen, og det er med til at skabe gode forhold for alle, når man indimellem kører rigtig langt i bilen med „fuldt hus”. Der er 12-volt-udtag ved alle sæderækker.

Pladsen ved række to er god, men man skal være opmærksom på, at midterste sæde er en anelse smallere end de to yderste, så tre voksne på den række er ikke optimalt. Der er isofix-beslag til barnestole på alle tre pladser.

På bageste række er pladsen kneben, men man kan få plads til to personer på op til 1,75 meter. Adgangen foregår via række to, der let folder frem, så man kan krybe derom. Men det kræver lidt akrobatik.

Bagagerummet rummer 208 liter med alle syv sæder i brug, 564 liter med række tre nedfældet og række to længst tilbage og hele 702 liter, hvis række to er skubbet sine 17 cm fremad.

Det gør Grand Scénic til en brugbar bil med selv alle sæder i brug, og kan man undvære et eller flere af sæderne, er pladsen kongelig. Prøv f.eks. at tage de to ydersæder på række to ud. Så er der fin indstigning til tredje række og al den benplads, man kan ønske sig. Og er der ikke nogen på midterpladsen, kan den let omdannes til et bord.

Et lille ekstra indvendigt spejl gør det muligt at holde øje med ungerne på bagsædet
Et lille ekstra indvendigt spejl gør det muligt at holde øje med ungerne på bagsædet.

Midlertidig god garanti

I øjeblikket sælger den danske Renault-importør Grand Scénic med en femårig garanti eller 150.000 km. Det er godt og nærmest et must, al den stund at det franske mærke kæmper med massive imageproblemer. I FDMs AutoIndex landede bilmærket på sidstepladsen, når det handler om vurdering af forhandler og værksted, og ifølge FDMs tekniske og juridiske afdelinger kan man roligt sætte importøren på den konto.

Den danske importør er en filial af en fællesnordisk organisation, og der er ikke afsat mange ressourcer til pleje af de danske kunder. Det mærkes, tydeligt når noget går galt. I de tilfælde er det nemlig svært at få organisationen i tale. En god, lang garanti vil formentlig hjælpe en smule på dette problem, men den nuværende garanti på fem år er kun midlertidig. Allerede om en måned sælges bilerne igen med kun to års garanti, hvilket ikke lever op til FDMs mindstekrav.

Ellers må man sige, at et ejerskab af en Scénic kan holdes på et økonomisk fornuftigt niveau – så længe intet går galt. Reparationer efter garantien viser sig ofte fra den dyre side, hvilket mange kunder finder beklageligt. Og man kan ikke bare tegne en serviceaftale og læne sig tilbage som hos mange andre mærker. Det koncept er endnu ikke på plads i Danmark.

Så mens bilen stråler og brillerer med sin form og funktion, trækkes den samlede bedømmelse ned af det besvær, der kan være forbundet med at eje en Renault i Danmark. Det er synd og forhåbentlig noget, der snarest rettes op på.

Det store centrale farvedisplay viser alle oplysninger om bilen på noget, der minder om en tv-skærm.
Det store centrale farvedisplay viser alle oplysninger om bilen på noget, der minder om en tv-skærm. Det er flot, letaflæseligt og brugervenligt. Desværre er sproget ikke på dansk. Man kan selv skifte mellem fire forskellige farver og visninger, hvor bl.a. omdrejningstælleren skifter form.