Renault Trafic Spaceclass set forfra
Biltest

Renault Trafic Spaceclass – En dyr familiefornøjelse

Renault Trafic Spaceclass kunne ligne den perfekte bil til den store familie. Men de danske afgifter gør den nærmest uopnåelig for almindelige mennesker.
Renault Trafic Spaceclass set bagfra

Motors vurdering

Renault Trafic Spaceclass

13,0 km/l
Diesel
857.623 kr.
  • Drivlinje
  • Pladsforhold
  • Pænt sikkerhedsudstyr
  • Pris
  • Adaptiv fartpilot skal tilkøbes
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    2.0 liter – 4 cyl.
  • CO2 udledning
    201 g/km
  • Effekt
    170 hk
  • Moment
    380 Nm
  • Topfart
    186 km/t.
  • Acc. (0-100)
    10,0 sek.
  • Køreklar vægt
    2.162 kg
  • Maks. påhængsvægt
    2.500 kg
  • Bagagerum
    850 liter
  • Akselafstand
    350 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 3 / 12
  • Mål
    L:548 cm B:195 cm H:197 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 7,65 kr./km
Luk

For ganske få år siden var udvalget stort, når behovet var en bil til seks eller flere passagerer. Men MPV-biltypens bortgang betyder, at der i dag er betydelig færre biler at vælge imellem, og at nogle af dem er deciderede minibusser, der kan køres på lille kørekort. Desværre gør de danske bilafgifter den type biler nærmest ubetalelige for almindelige familier. Det gælder i den grad også Renault Trafic Spaceclass.

Kort fortalt er Renault Trafic Spaceclass en minibus-udgave af den franske fabriks populære varebil, Trafic. I basisudgaven, som hedder Renault Trafic Combi, er bilen udstyret med en 150-hestes dieselmotor med manuel gearkasse og tre rækker sæder, ni pladser i alt. Den koster fra 615.264 kr., mens den testede version med en to-liters turbodiesel med sekstrins dobbeltkoblingsgearkasse og tilnavnet Spaceclass koster fra 781.417 kr.

Spaceclass-udgaverne har 40 cm længere akselafstand end Trafic Combi og har flystole ved alle pladser, syv i alt. I den særlige VIP-udgave, som vi tester her, er der en del ekstraudstyr, en VIP-pakke med vendbare stole på anden række og et klapbord mellem sæderækkerne til 40.000 kr., så prisen alt i alt løber op i vanvittige 857.623 kr.

Det er tydeligt, at Renault Trafic Spaceclass er baseret på varevognen Trafic
Det er tydeligt, at Renault Trafic Spaceclass er baseret på varevognen Trafic.

Hvordan kører Renault Trafic Spaceclass?

Selvom der er disket op med læder på sæderne, kan Renault Trafic Spaceclass ikke skjule, at den i bund og grund er baseret på en varebil. Man sidder højt og opret i bilen, og det giver et formidabelt overblik over trafikken.

Renault Trafic Spaceclass er selvfølgelig ingen sportsvogn, men den er godmodig og letkørt, og man kan snildt tilbagelægge længere strækninger i god komfort. Dog bliver motorlyd og vindstøj en kende anmassende ved motorvejshastigheder, men det er kun forventeligt i en bil af denne type. Drivlinjen fungerer fint, og især dobbeltkoblingsgearkassen imponerer med behagelige skift, både op og ned.

Førerpladsen er ganske velindrettet med blandt andet en 8-tommers trykskærm med navigation, Apple CarPlay og Android Auto, og det understreger, at udviklingen også løber stærkt på varebilsfronten.

Sikkerhedsudstyret er ret omfattende, blandt andet med automatisk nødbremse med fodgænger- og cyklistgenkendelse, vognbaneassistent, bakkamera og blindvinkelalarm, mens adaptiv fartpilot er ekstraudstyr, der skal tilkøbes for 4.000 kr. Mærkeligt, at det ikke er standard.

Renault Trafic Spaceclass er en stor bil – rigtig stor!
Renault Trafic Spaceclass er en stor bil – rigtig stor! 548 centimeter fra snude til hæk og næsten to meter i højden kræver en stor carport.

Hvordan er Renault Trafic Spaceclass udstyret?

Det er tydeligt, at Renault har tænkt Trafic Spaceclass som en limousine til VIP-kørsel, og til det formål er den fint indrettet med sine vendbare stole og et lille mødebord. Der er i sagens natur oceaner af plads, og hvis man nænner det, kan de to bageste sæderækker afmonteres, hvorved bilen omdannes til en luksusvarebil med hele seks kubikmeter varerum.

Når bilen indregistreres til erhvervsbrug, for eksempel til limousinekørsel, er det til en helt anden afgift end i dette tilfælde, hvor den er indregistreret som personbil på fuld afgift.

For de fleste privatpersoner er den bedste mulighed for at sætte sig bag rattet som ejer af en Renault Trafic Spaceclass derfor nok at vente, til bilen har sluttet sin erhvervskarriere og kommer ud på brugtvognsmarkedet. Synd og skam, for bilen i sig selv gør det fint, og fortjener en eller to stjerner mere, men prisen som personbil er helt hen i vejret.

Hold dig up to date med FDM

Få gode tilbud fra FDM og de seneste bilnyheder direkte i din mailboks

Få FDMs nyhedsbreve