Saab 9-5 - ready for take-off
Motors vurdering
Saab 9-5
- Design
- Motor
- Køreglæde
- Forbrug (km/l)
- Loftshøjde, bag
- Ikke tre års garanti
Fabriksdata
-
Motor2,0 liter - 4 cyl.
-
CO2 udledning218 g/km
-
Effekt220 hk
-
Moment350 Nm
-
Topfart235 km/t.
-
Acc. (0-100)8,5 sek.
-
Køreklar vægt1.750 kg
-
Maks. påhængsvægt1.800 kg
-
Bagagerum513 liter
-
Akselafstand284 cm
-
MålL:501 cm B:187 cm H:147 cm
Motors tal
- Målt forbrug 10 km/l
- Beregnet økonomi 9,05 kr./km
Et nyt kapitel er føjet til historien om den lille, svenske bilfabrik Saab. Og denne gang er der virkelig noget at komme efter.
Fabrikken er nemlig igen kommet i omdrejninger, og det er helt nye bilmodeller, der ruller ud fra samlebåndet.
Vi har fået fat i en af de første udgaver af den helt nye Saab 9-5 og kan efter mere end tusind km bag rattet berette om en bil, der på den ene side formår at fastholde Saab-traditionen og på den anden side bringer mærket markant videre i en udvikling, der igen vil puste liv i den svenske fabrik.
Opsigtsvækkende design
Saab 9-5 er en helt speciel bil. Man ser det, når man går hen mod den på parkeringspladsen, hvor den med sit aerodynamiske design skiller sig markant ud fra alle de andre. Designet er utraditionelt og sender signaler, så man ustandselig bliver mødt af nysgerrige henvendelser fra medbilister. Siderudernes linjer fortsætter rundt om A-stolpen og hen over forruden, og bagtil glider taget elegant ned i bagklappen, der på fin vis runder linjerne af. Det er noget, man kan kigge på igen og igen.
Indvendigt venter der store oplevelser. Rat, instrumenter og andre betjeningsanordninger er udformet og placeret på en måde, så man intuitivt får et godt overblik over den opgave, det er at køre bilen. Instrumenterne er prisværdigt tydelige, og speedometeret er placeret lige i midten af synsfeltet med en skala, der gør det let at aflæse de lave tal, mens de høje tal er rykket tættere sammen.
Saab var blandt de første til at indføre turboladede benzinmotorer i personbiler, og den teknik har fabrikken holdt fast i. I den nye 9-5 er motorudvalget således kun motorer med turbo. Der er en toliters-benzinmotor med 220 hk og en toliters-dieselmotor med 160 hk. Motorerne har et moment på 350 Nm.
Topmodellen har en treliters-V6-motor med turbolader, 300 hk og 400 Nm. Denne udgave har altid firehjulstræk, hvilket kan fås til benzinudgaverne for 70.000 kr.
Køreoplevelsen er helt i top. Selv i Aero-udgaven fremviste bilen en god balance mellem den komfortable kørsel, man kan vente sig af en limousine, og den sportslighed, som Aero-modellen udstråler. Aero har som standard 19" dæk, og det er lige i overkanten af det behagelige – vi gætter på, at udgaverne med 17 og 18 " er en smule mere komfortable, og at de har en lidt mindre tendens til at trække en smule til siden, når man accelererer kraftigt.
I vores testbil var brændstofforbruget højt – man skal ikke regne med mere end omkring 10 km pr. liter, og det er ikke godt i vor tid. Det kan derfor meget vel være dieseludgaven, der vinder frem – den går op mod 18,9 km/liter og er dermed i energiklasse B.
Masser af plads
Saab 9-5 er en enorm bil. Den er over fem meter lang – kun få cm kortere end en Mercedes S-klasse – og den har en akselafstand på hele 284 cm. Det giver meget fine pladsforhold i kabinen, og både for og bag er benpladsen imponerende. Den er også bred – 187 cm – og det giver fin plads til tre ved bagsædet. Kun loftshøjden over bagsædet er lige klejn nok for voksne. Sammenligner man længden af kabinen med den nye BMW 5-serie, så er der hele seks cm mere benplads i Saab 9-5.
Saab 9-5 er allerede crashtestet af Euro NCAP, og resultatet viste, at kabinen er yderst stabil, og at airbags og selestrammere arbejder fint sammen for at beskytte passagererne. Bilen opnåede de maksimale fem stjerner, og i den særlige test af hovedstøtterne fik bilen topkarakteren „god”.
Priserne på Saab 9-5 er ikke folkelige, men sammenligner man med konkurrenterne, ser det godt ud. Billigste 9-5 er ca. 200.000 kr. billigere end billigste BMW 523i og på niveau med Audi A6.