Seat Ibiza - mini med maxiplads
Motors vurdering
Seat Ibiza
- Plads
- Nødbremse
- Køreegenskaber
- Kun to års garanti
Fabriksdata
-
Motor1,0 liter - 3 cylindre
-
CO2 udledning106 g/km
-
Effekt95 hk
-
Moment175 Nm
-
Topfart182 km/t.
-
Acc. (0-100)10,9 sek.
-
Køreklar vægt1.122 kg
-
Maks. påhængsvægt1.000 kg
-
Bagagerum355 liter
-
Akselafstand256 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 2 / 12
-
MålL:406 cm B:178 cm H:144 cm
Motors tal
- Målt forbrug 21 km/l
- Beregnet økonomi 2,67 kr./km
Designlinjerne er så skarpe, at du nærmest skærer dig på den nye Seat Ibiza. Men det er også eneste faremoment. For Seat har prioriteret sikkerheden højt og vi har testet deres nødbremse op til 50 km/t, et flot resultat for en minibil. Men det er ikke kun sikkerheden, hvor Ibiza scorer højt. Den og VW Polo er klassens mest rummelige bil, og så har den en af klassens bedste motorer.
Frisk optræk og ganske tyst
Det som overrasker mest ved 1-liters turbomotoren i Ibiza er hvor stille den er. Uanset om du kører 50 eller 130 km/t, er motor ganske tyst. Selv under acceleration hører man ikke meget til maskineriet, der trods blot 95 hk har rigeligt med bundtræk i forhold til bilens størrelse. Generelt er støjniveauet lavt, og det bemærkes især når du kører på motorvej, og er med til at gøre lange ture til en fornøjelse.
Svingpjattet og komfortabel
Det mærkes tydeligt, at Ibiza er udviklet til ungdommelige og entusiastiske bilkøbere. Selvom køreegenskabere er komfortable på langturen fordi bilen er vokset og dermed føles som en større bil. Så er der også tydelige sportslige køreegenskaber med et direkte og skarpt styretøj. Ibiza findes også med en kraftigere motor og sportsudstyr, men basismodellerne er også kendetegnet ved dynamisk køreglæde.
Ben over kors
Bagsædet er der, hvor man får syn for sagen. For her kan kortbenede passager sidde med benene over kors. I forhold til konkurrenterne er den kombineret benplads foran og bagved (komfortmålet) fem cm større. I forhold til Nissan Micra, der er en af klassens mindste, er der hele ni cm mere benplads. Det er tal der kan mærkes på knæskallerne. Åbner du bagagerummet er det både godt indrettet og på hele 355 liter, hvilket er det højeste tal i klassen. Faktisk er det kun den nye VW Polo, der er baseret på samme platform, der kan matche Ibizaen.
Sæt kryds ved skærm
For at presse prisen i bund og gøre sig attraktiv i forhold til søstermodellen VW Polo, har Seat skruet ned for standardudstyret. Så selvom Xcellence modellen har udstyr som nøglefri betjening, regnsensor og p-sensor bag, er den trykfølsomme skærm kun på fem tommer, og udstyr som adaptiv fartpilot (3.000 kr.) og klimaanlæg (4.300 kr.) koster ekstra.
Det kunne man måske forstå på en basismodel, men på en topmodel burde det være standard sammen med den meget vellykkede otte tommer trykfølsomme skærm (5.900 kr.). Her får du som Xcellence-kunde dog mobil-apps med i prisen.
Er du musikglad bør du også overveje Beats lydsystemet (6.300 kr.) og LED-forlygter, der ikke bare ser godt ud, men også gør at du kan se godt om natten (9.000 kr.).
En af klassens bedste
Seat Ibiza vandt Motors gruppetest i minibilsklassen i efteråret 2017, og er fortsat en af klassens bedste modeller.
Men siden da er VW Polo kommet på markedet, og selvom den er dyrere i indkøb, så er gensalgsværdien også tilsvarende højere. Især hvis du tager højde for udstyrsniveauet samt det faktum, at kvalitetsfornemmelsen er på et højere niveau i Polo.
Men Seat Ibiza ligger lige i slipstrømmen, og er designet og det mere ungdommelige image mere dig, kan du trygt sætte underskriften på en slutseddel hos Seat-forhandleren.