Suzuki Vitara Hybrid – hybridbil med god komfort
Motors vurdering
Suzuki Vitara
- Komfortabel
- Udstyr
- Forbrug
- Motorkraft
- Gearstang
- Bagagerum
Fabriksdata
-
Motor1.6 liter – 4 cyl.
-
CO2 udledning121 g/km
-
Effekt115 hk
-
Moment138 Nm
-
Topfart180 km/t.
-
Acc. (0-100)12,7 sek.
-
Køreklar vægt1.245 kg
-
Maks. påhængsvægt1.200 kg
-
Bagagerum289 liter
-
Akselafstand250 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)3 / 3 / 12Bilgaranti: Maks. 100.000 km
-
MålL:418 cm B:178 cm H:161 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 3,45 kr./km
Det er noget af en speciel hybridteknik, Suzuki har udviklet til denne opdaterede udgave af Vitara. En traditionel 1.6-liters benzinmotor uden turbo er bygget sammen med en sekstrins gearkasse, hvor en skifterobot er sat til at skifte gear, og hvor en anden robot styrer koblingen.
Hermed kan man undvære både gearstang og koblingspedal. Ideen er, at det hele skal føles som et traditionelt automatgear, og det er langt hen ad vejen lykkedes.
Oven på gearkassen er der monteret en elmotor, der også trækker på forhjulene. Den yder op til 33 hk og gør det muligt altid at starte på el og endda også køre på el alene ved selv høje hastigheder. Det kræver dog en let speederfod, eller at det går ned ad bakke.
Ideen bag hybrid-teknikken er, at elmotoren skal stå for en så stor del af driften som muligt, og at benzinmotoren derefter skal tage over.
Hvordan kører Suzuki Vitara?
Resultatet af de mange tekniske løsninger er en bil, der fungerer overraskende godt. Her er der ikke noget med kraftige ryk, når der skiftes gear, og samarbejdet mellem benzin- og elmotoren fungerer ret godt.
Særligt når der skiftes gear, mærker man, hvordan elmotoren giver et ekstra nap med, mens benzinmotoren holder igen under selve gearskiftet. Det er med til at give en mere glidende fremdrift uden irriterende ryk, og man skal faktisk ind i mellem anstrenge sig for at registrere, at der skiftes gear.
Elmotoren får sin energi fra et litiumbatteri på 0,8 kWh, der er placeret under gulvet i bagagerummet. Batteriet lades op, når man bremser eller kører ned ad bakke, men får også løbende tilført lidt energi, når benzinmotoren er på arbejde. På den måde sikrer man sig, at der hele tiden er nok energi på batteriet til, at bilen altid starter på el.
På motorvej er motorkraften ikke rigtig imponerende, og man oplever flere gange, at bilen vælger at skifte gear ved 100 km/t., blot der er en lille stigning på vejen. Det er ikke overbevisende.
Det overordnede mål med hybridteknikken er naturligvis at sænke forbruget, og det er heldigvis lykkedes, uden at det er blevet imponerende lavt. Fabrikken stiller 18,9 km pr. liter i udsigt, og vi kom under vores test op på 18 km pr. liter. Det er på niveau med samme bil med manuelt gear, og på den måde må det siges at være godkendt.
Masser af udstyr i Suzuki Vitara
Med en pris på 290.000 kr. for denne testede udgave er vi tæt på at nå loftet for, hvad man kan kalde rimeligt for en Suzuki Vitara. Men ser man på, hvad man rent faktisk får for pengene, er der alligevel en god balance mellem pris og oplevet værdi.
En adaptiv fartpilot med tilhørende vognbaneassistent er standard, og den fungerer fint, viste vores test. Det samme gælder den nøglefrie betjening af bilen, LED-forlygterne, klimaanlægget og ikke mindst det omfattende sikkerhedsudstyr med en avanceret nødbremse, advarsel for biler i de blinde vinkler samt tværgående trafik bag bilen.
Noget der ikke er helt så imponerende, er den lille 7-tommerskærm i midten, der er noget bedaget at betjene. Der er ganske vist indbygget Apple CarPlay og Android Auto via kabel, men ellers er betjeningen både langsom og ikke helt intuitiv.
Samlet set må denne hybridudgave af Suzuki Vitara alligevel siges at give en god brugsværdi, en fin komfort og en forbedret brændstoføkonomi til en pris, der ikke stikker helt af. Vil man have bilen med firehjulstræk, kan det i øvrigt fås for yderligere 28.000 kr.
Er en hybridbil det rigtige for dig?
Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.