Tesla Model Y – Forbedret Tesla driller fortsat

Motors vurdering
Tesla Model Y
- Komfort
- Lavt støjniveau
- Ladesystem
- Assistenter
- Betjening
- Ikke fem års garanti
Fabriksdata
-
Motor1 elmotor – baghjulstræk. Batteri (netto): 61 kWh
-
CO2 udledning0 g/km
-
Effekt299 hk
-
Moment440 Nm
-
Topfart201 km/t.
-
Acc. (0-100)5,9 sek.
-
Køreklar vægt2.003 kg
-
Maks. påhængsvægt1.600 kg
-
Bagagerum525 liter
-
Akselafstand289 cm
-
Officiel rækkevidde500 km
-
Garanti (bil/lak/rust)4 / 4 / 12Bilgaranti: Maks. 80.000 km. Batterigaranti: 8 år/160.000 km
-
MålL:479 cm B:192 cm H:162 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 4,05 kr./km
- Målt rækkevidde 370 km
Ingen er perfekt. Heller ikke en topsælgende elbil, der har taget markedet med storm. Det var konklusionen, da vi sidste år havde Tesla Model Y med i vores gruppetest af store SUV-modeller. Bl.a. var den for hårdt affjedret, den støjede mere end ventet, og så var sæderne ikke rigtig gode.
Det var tre områder, hvorpå Tesla på det tidspunkt allerede havde opdateret sedanudgaven, Model 3. Nu er turen kommet til Model Y, der nu fire år efter sin lancering har fået sit første store facelift. Her er de tre kritikpunkter heldigvis alle forbedret, og det betyder, at Model Y nu er blevet en mere behagelig bil at køre lange ture i. Det er utroligt, at så små justeringer kan have så stor påvirkning.
Priserne er holdt i ro, så basismodellen starter ved 340.000 kr. Det kunne lyde godt, men som konkurrencen er lige nu, er Tesla Model Y ikke specielt billig i forhold til konkurrenterne, hvor mange har en intro-udgave til under 300.000 kr.
Video: Se nærmere på Tesla Model Y
Hvordan kører Tesla Model Y?
Tesla har alle dage været fokuseret på at skabe biler med stor køredynamik. Og selvom Model Y er blevet markant bedre affjedret og bl.a. tager fartbump med god komfort, så virker den heldigvis også adræt, når man drejer på rattet gennem sving og kurver.
Men på motorvej bliver det måske lidt for meget, for selv små justeringer på rattet får bilen til at ændre retning. Når man kører langt, savner man derfor lidt mere retningsstabilitet. Det betyder, at man hele tiden skal koncentrere sig om at holde rattet i ro, hvis bilen skal ligge stabilt i vognbanen.
Af samme årsag er den aktive vognbanecentrering vigtig. Her er afstemningen blevet bedre. Tiden hvor en Tesla med autopilot kunne gå i selvsving mellem kantlinjerne på motorvejen som en vildfaren kugle i en flippermaskine, er stort set forbi. Den har det dog stadig lidt svært, når man kører i brede vognbaner eller i situationer, hvor man går fra en til to vognbaner og omvendt.

Hvor gode er Teslas assistentsystemer?
Men netop assistentsystemerne er et af Model Y’s svageste punkter. Der findes ikke en fartbegrænser, som i mange af konkurrenterne. Den adaptive fartpilot har ikke en knap til at genoptage seneste hastighed, og man kan ikke let skifte mellem at få styrehjælp eller blot at køre med den adaptive fartpilot.
Man kan kun slå styrehjælpen fra i en undermenu på skærmen, og for at aktivere den igen skal bilen holde helt stille, og gearvælgeren skal sættes i P. Det er ikke godt nok.
Især fordi styrehjælpen er lidt svær at samarbejde med. Drejer man bare lidt på rattet for at justere på retningen, slår den fra. Og når den slår fra, slår den adaptive fartpilot også fra. Og siger en binglyd. Og når man så aktiverer assistenterne igen, så siger den et ganske højt bing igen.

Det gælder også, når man i basismodellen skifter vognbane, hvor systemet slår fra, selvom man blinker. Bilen bremser på grund af regenereringen, og så skal man trykke „aktiver“ igen på en knap på rattet. Hele tiden akkompagneret af to gange dobbelt bing-bing lyde.
Der er heller ikke en håndsensor i rattet, så nogle gange beder bilen om, at man drejer lidt på rattet for at sikre, at man er aktivt til stede. Men – du har nok gættet det – når man så drejer lidt for meget, så slår alle systemer fra, og der lyder et bing-bing, og så skal man igen aktivere fartpiloten på ratknappen.
Et ekstra minus, som gælder for den adaptive fartpilot, der jo skal holde en sikker afstand til andre bilister, er, at det kamerabaserede system ikke er godt nok til at læse trafiksituationen. Så nogle gange bremser den for biler i andre vognbaner.
Vi oplevede også at den bremsede for modkørende trafik, hvor alle holdt sig i deres egen vognbane. Det er ikke godt nok og betyder, at Tesla samlet set må siges at have et af markedets dårligste assistentsystemer.

Hvad er rækkevidden for Tesla Model Y?
En af Teslas store styrker er effektivitet. Og fordi Tesla ikke oplyser batterikapacitet, har vi foretaget en komplet rækkeviddemåling af modellen ved 110 km/t. Vi kørte, hvad der svarede til 370 km på en opladning ved 20 grader.
I forhold til den formodede batterikapacitet på 61 kWh giver det et forbrug på 6,1 km/kWh, hvilket er pænt for så stor en bil. Om vinteren skal man forvente en rækkevidde på 310 km.
Tesla har et stort netværk at lynladere, hvilket gør modellen god til langture, især hvis man ønsker at tage på bilferie i Europa. Vi testede opladning på en af deres nyeste V4-ladere, hvor resultatet var fint og på niveau med den gamle udgave af Model Y.
På 15 minutter fik vi 32 kWh svarende til 195 km ekstra motorvejsrækkevidde. Efter en halv time havde bilen modtaget 52 kWh svarende til 315 km.

Oversigt: Her er Teslas særheder
Tesla gør ting anderledes, og det elsker nogle, mens andre kan have svært ved at vænne sig til deres måde at betjene bilen på. Følgende ting er ikke dårlige, men punkter, hvor en Model Y adskiller sig fra konkurrenterne:
- Den har ikke en nøgle, så man skal have en mobil for at kunne køre med bilen eller benytte et medfølgende nøglekort. Det kan gøre det lidt besværligt lige at låne bilen ud til andre.
- Der er ikke en instrumentskærm eller headup-display. Alle informationer vises på skærmen i midten, og den betjenes med fingertryk eller via stemmestyring. Menustrukturen er god og nem at gennemskue, men der er få knapper.
- Der er ikke en gearvælger, i stedet skal man bruge skærmen til at skifte gear. Der er dog et skjult gearvælger-panel ved loftlyset, men det skal først aktiveres ved et tryk og kan ikke betjenes i blinde. Der findes også en automatiseret funktion, hvor bilen selv kan gætte, om den skal køre frem eller tilbage. Det virker godt, men man skal have overskud til at tjekke, om den vælger rigtigt, og man skal være teknologisk omstillingsparat.
- I modsætning til Model 3 har Model Y bibeholdt en blinkerarm til venstre for rattet. Men nogle gange slår den ikke fra, og så må man vippe en ekstra gang med blinkerarmen. Det sker oftere end i andre biler. Til gengæld har systemet den fordel ved vognbaneskift, at bilen blinker, helt indtil man har skiftet vognbane.
- Sidste Tesla-særhed er dørhåndtagene. De kan naturligvis åbne dørene, men traditionelle dørhåndtag er bare lettere at betjene, især hvis man har hænderne fulde på vej mod bilen.

Er Tesla Model Y et godt køb?
Med opgraderingerne er Model Y blevet et bedre køb, og da priserne er uændrede, står den isoleret set bedre end for et år siden. Men konkurrenterne har justeret priser og udstyr, og dermed er Tesla ikke længere det umiddelbart bedste valg, og Model Y har faktisk ikke været det et godt stykke tid.
Den findes indtil videre i tre varianter. Denne billigste med baghjulstræk og 500 km rækkevidde til 340.000 kr. For yderligere 20.000 kr. får man et 19 kWh større batteri og dermed over 600 km rækkevidde. Umiddelbart fremstår den som bedste valg, fordi den længere rækkevidde giver mere fleksibilitet.
Det store batteri har NMC-kemi, der har flere sjældne jordarter end LFP-batteriet, men NMC har til gengæld en højere energitæthed. Så til trods for at den har et 30 procent større batteri, så vejer bilen samlet set 27 kg mindre.

Endelig er der topmodellen, som indtil videre er en firehjulstrukken version til 400.000 kr. Her får man foruden firehjulstrækket også et stort batteri, men selvom den accelerer hurtigere, virker den som et mindre attraktivt køb på grund af prisen.
Over for konkurrenterne fremstår Teslas priser i forhold til rækkevidde og udstyr ikke længere så attraktive. Xpeng G6 er mærkbart billigere, Skoda leverer bedre og større biler til samme pris, og Renault har sænket priserne på Scenic til et niveau, hvor Tesla slet ikke kan være med.
Teslas garanti er heller ikke fulgt med markedet, og dermed er mærket ikke længere det automatiske valg, når man overvejer en stor elektrisk SUV.
Se komplet oversigt over FDMs tests af elbiler
Vi har siden 2011 testet stort set alle elbiler, der er kommet på markedet. Over 140 tests kan du læse. Få overblik, før du vælger elbil.
