Toyota Avensis - Til den lange bane

Motors vurdering
Toyota Avensis stcar
- Garanti
- Kørekomfort
- Lodret lastnet
- Hovedstøtter bag
Toyota Avensis får aldrig en præmie for det mest spændende design, og fabrikken beskyldes da heller ikke for at oversælge varen. Det kunne de ellers godt gøre antræk til, for der er meget mere bag det ydre, end man umiddelbart ville gætte på. Den lidt anonyme bil har fremragende kørekomfort, masser af plads i kabinen og i denne særlige udgave også udstyr, man hos konkurrenterne skal tilkøbe for mange tusind kroner.
Motoren er testgruppens mindste, når vi måler på ydelse, og det kunne vi også konstatere på de tyske motorveje, hvor Avensis havde svært ved at følge med. Men i den daglige trafik klarer bilen opgaven rigtig flot, og hvad Avensis kan mangle på toppen, har den til gengæld så rigeligt af i bunden. Den trækker perlende rent fra omkring 1.000 omdrejninger, og det gør bykørsel til en fleksibel opgave. Her kan hverken Peugeot eller Opel være med.
Indvendigt mødes man af et instrumentbord, der opleves lidt mere bedaget end i de tre andre biler. Små displays i orange monokromfarve og et tydeligvis eftermonteret navigationsanlæg, der ikke arbejder sammen med resten af bilen, er ikke på niveau med f.eks. Peugeot 508. Men når det er sagt, så er Toyota den eneste i feltet, der har navigationsanlæg som standardudstyr, og så er det til og med en udgave, hvor både menuer og stemmevejledning foregår på dansk.
Navigationsanlægget dækkede fint i alle landene, vi kørte i i Baltikum. Systemet virker samtidig som Bluetooth-opkobling til den håndfrie telefon.

Kørekomfort og masser af plads
Køreoplevelsen er på et højt niveau, og Avensis er trods sine lidt mindre sæder en bil, man kan køre i i timevis uden at blive træt. Der er fine fralægningspladser omkring førerpladsen, og ved bagsædet er der glimrende plads – også ved midterpladsen, hvor der næsten ikke er nogen generende kardantunnel. Vi savner friskluftdyser ved bagsædet, men kan til gengæld glæde os over, at Toyota som eneste bil i feltet som standard leverer et lodret bagagenet, der kan holde bagage i bagagerummet ved en kraftig nedbremsning eller en kollision.
Toyota har flere år i træk vundet FDMs store AutoIndex-undersøgelset. Det vidner om, at nok er Toyota Avensis ikke den store distanceblænder, men på den lange bane er netop denne bil værd at kigge efter. En oplagt kvalitet for dem, der venter med at købe bil, til de første store værditab har bragt prisen ned i et mere spiseligt leje.
