Toyota ProAce City Verso set forfra
Biltest

Toyota Proace City Verso - Enorm elektrisk familiebil

Til hverdag er det svært at finde en mere praktisk elbil end Toyota Proace City Verso, der er en elektrisk Citroën Berlingo med Toyota-logoer. En kort rækkevidde begrænser dog anvendeligheden.
Toyota Proace City Verso set bagfra

Motors vurdering

Toyota Proace City Verso

El
354.900 kr.
  • Skydedøre
  • Udsyn
  • Pladsforhold
  • Rækkevidde
  • Design
  • Pris
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1 elmotor - forhjulstræk. Batteri (brutto): 50 kWh
  • CO2 udledning
    0 g/km
  • Effekt
    136 hk
  • Moment
    260 Nm
  • Topfart
    135 km/t.
  • Acc. (0-100)
    11,7 sek.
  • Køreklar vægt
    1.835 kg
  • Maks. påhængsvægt
    750 kg
  • Bagagerum
    775 liter
  • Akselafstand
    279 cm
  • Officiel rækkevidde
    281 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    3 / 3 / 12
    Batteri: 8 år eller 160.000 km
  • Mål
    L:440 cm B:188 cm H:185 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 3,60 kr./km
  • Målt rækkevidde 230 km

Sikkerhed

2018
Luk

Som lokal bus for en familie med mange børn eller pladskrævende fritidsaktiviteter fungerer Toyota Proace Verso City Electric glimrende. Bilen er lige så høj, som den er bred, og tænker du, at den ligner en Berlingo, så har du ret. Proace er nemlig en Citroën ë-Berlingo med Toyota-emblemer. Modellen kan også købes herhjemme som Peugeot ë-Rifter og Opel Combo-e.

Berlingo-formatet er på mange måder genialt. Der er skydedøre i begge sider, der er tre separate sæder på anden række, og der er et gigantisk bagagerum, som Toyota opgiver til 775 liter! Med andre ord er den overordentlig praktisk udformet, og for familier, som ønsker plads til tre autostole, er der ikke mange elektriske alternativer.

I det firkantede bilsegment har VW den nye ID. Buzz, der netop er kåret til Årets Bil i Danmark 2023. Men selv denne markant større og dyrere bil har ikke tre separate sæder på anden række.

Toyota Proace Verso kabine
Kopholderen er placeret til venstre for rattet oppe ved sidespejlet, det er lidt langt fra førerpladsen, og den kopholder som er lige ved gearvælgeren er så godt som uduelig. Mærkeligt, at der er ikke er tænkt mere praktisk fralægningsplads i en bil, der også findes som varebil. 

Hvor lang rækkevidde har Toyota Proace?

Selvom der altså er helt unikke karakteristika, som trækker op ved Proace City Verso, så har den en stor udfordring: rækkevidden. Alle udgaver har samme batteri på blot 50 kWh brutto, og dermed er den officielle rækkevidde kun 281 km.

Vi har testet rækkevidden som vanligt på motorvej med 110 km/t. Her nåede vi kun 230 km korrigeret til 20 grader udetemperatur. Men i den tilsvarende Opel Combo-e kørte vi blot 145 km ved 2 grader.

Samtidig er lynladningen ikke just imponerende. Her ladede vi 19 kWh på 15 minutter, svarende til en gennemsnitlig effekt på 76 kW og cirka 100 km ekstra rækkevidde. Efter 30 minutter havde vi ladet 34 kWh, svarende til en gennemsnitlig effekt på 68 kW og cirka 175 km.

Så hverken rækkevidden eller ladehastigheden gør modellen velegnet til lange ture. Proace City Verso fungerer derfor bedst til lokal transport og korte ture. Især når man tager den markant kortere rækkevidde om vinteren i betragtning.

Toyota Proace Verso bagagerum
En kæmpe gevinst ved Proace er bagagerummet. Det er gigantisk, har lav læssehøjde og du kan endda lægge de tre bagsæder ned individuelt og der er næsten plan lasteflade. 

Hvad koster en Toyota Proace?

Toyota sælger Proace både som benzin-, diesel- og elbil. Priserne starter ved 300.000 kr. for en benzinbil med manuelt gear og 5-sæder, og den fås ikke med automatgear. Den findes også i en lang udgave med syv sæder, her kan du også vælge mellem alle tre drivlinjer.

Den elektriske udgave koster fra 335.000 kr., men de fleste vil formentlig opgradere fra Shuttle til denne testede Family-udgave, der koster 20.000 kr. mere.

Vil du vælge den lange udgave af Proace med syv sæder, så koster el-varianten 380.000 kr. Det er p.t. den billigste elbil med syv pladser.

Kører du alene korte ture, og har du en anden bil til de længere ture, kan den elektriske variant af Proace være et praktisk valg, der giver god mening. Men er det familiens eneste bil, og skal den også bruges til længere ture og bilferie, bør man i stedet overveje at vælge Proace med benzin- eller dieselmotor.

 

Har du brug for hjælp med valg af elbil?

Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.

Kontakt rådgivningen