Toyota RAV4 - luksus i terrænet
15. august 2013

Foto: Karsten Meyland Lemche

På vejen kører Toyota RAV4 meget komfortabelt, og der er et fint kompromis mellem komfort og sportslighed.
Toyota RAV4
FDMs ekspertvurdering

Fordele
Kvalitetsindtryk / Komfort / Elbagklap
Ulemper
Pris
Pris
525.752 kr.
Maks. effekt
150 hk
Fjerde generation af Toyota RAV4 er endnu helt ny og byder i forhold til forgængeren på bedre plads, lækrere kvalitet i kabinen samt en mindre forslugen motor. Til gengæld er RAV4 i den absolut dyre ende i klassen.
Bag rattet føles RAV4 mere som en lækker og køreglad bil end en stor firehjulstrækker. Det giver en god oplevelse på landevejen, hvor det lille rat giver en god fornemmelse af bilens placering. Tolitersdieselmotoren virker tilstrækkelig og giver bilen gode præstationer.

Førerpladsen er præget af et ret lille rat, der giver bilen et sportsligt islæt. Radio med Toyota Touch er standard, men navigation koster 5.405 kr.
Vores testbil havde en sekstrins manuel gearkasse, men man kan tilkøbe automatgear for knap 37.000 kr. På vejen kører RAV4 meget komfortabelt, og der er et fint kompromis mellem komfort og sportslighed. Væk fra asfaltvejen kan man låse for- og baghjul sammen, så man øger fremkommeligheden. RAV4 er dermed ret dygtig i terrænet.
Pladsen ved bagsædet er fin i længden, men noget trang ved hovedet, hvis man sidder tre på bagsædet. Til gengæld kan man glæde sig over et fladt gulv samt muligheden for at justere bagsædets ryglænshældning. RAV4 kører på 18-tommersdæk. Flot at se på og godt for vejgrebet, men en hel del dyrere, når dækkene skal skiftes.

Toyota har testens længste bagagerum, når bagsædet er foldet forover. Så er længden hele 183 cm.