Volvo EX40 – Stadig liv i opdateret klassiker
Motors vurdering
Volvo EX40
- Komfort
- Udstyr
- Software
- Dækstøj
- Lille skærm
- Ikke trådløs mobilspejling
Fabriksdata
-
Motor1 elmotor – baghjulstræk. Batteri (brutto/netto): 82/79 kWh
-
CO2 udledning0 g/km
-
Effekt252 hk
-
Moment420 Nm
-
Topfart180 km/t.
-
Acc. (0-100)7,3 sek.
-
Køreklar vægt2.075 kg
-
Maks. påhængsvægt1.500 kg
-
Bagagerum536 liter
-
Akselafstand270 cm
-
Officiel rækkevidde572 km
-
Garanti (bil/lak/rust)5 / 5 / 12Bilgaranti: maks. 200.000 km. Batteri: 8 år/160.000 km
-
MålL:444 cm B:187 cm H:165 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 4,15 kr./km
- Målt rækkevidde 435 km
Der er kommet nyt liv i Volvos mest populære elbil, EX40, der i bund og grund er en videreførelse af Volvo XC40, der blev The Car of the Year i 2018. Det er sket i form af en opdatering, så den noget lille skærm i midten af instrumentbordet nu benytter samme software som den, man finder i de nyeste Volvo-modeller.
Det har hjulpet på både læsbarheden og på den måde, man tilgår bilens funktioner, uden at den dog matcher oplevelsen i EX90, hvor både skærmens størrelse, opløsning og hastighed slår EX40’erens med flere længder.
Grundlaget er dog begge steder det nyeste Google-baserede styresystem, og det betyder, at bilen er rigtig god til både at forstå og tale dansk. Det gælder, når man skal indstille en destination i navigationsanlægget, og hvis man blot vil aktivere ratvarmen eller skifte radiokanal. Det er godt!
Hvor langt kører Volvo EX40 på en opladning?
Vi har her testet den baghjulstrukne udgave med det store batteri på ca. 80 kWh. Den kører ifølge fabrikken 572 km på en opladning. Det er i sig selv et flot tal, og skyldes, at bilen løbende er blevet forbedret med et nyere batteri og en nyere generation elmotor.
Ved vores test kørte vi som altid med 110 km/t på motorvej, og ved 20 grader klarede EX40 at køre 435 km, hvilket modsvarer en rækkevidde om vinteren ved nul grader på ca. 360 km. Om sommeren svarer det til en effektivitet på 5,5 km pr. kWh.
En lidt billigere udgave har et batteri på kun ca. 70 kWh og kan køre 478 km på en opladning. Den koster 24.000 kr. mindre, men har også et noget lavere udstyrsniveau og er derfor ikke det oplagte valg.
Hvor hurtigt kan Volvo EX40 oplades?
Batteriet i en Volvo EX40 er netto på 79 kWh og brutto på 82 kWh. Forskellen mellem de to værdier er en buffer, der sørger for, at batteriet aldrig aflades helt, hvilket er med til at forlænge batteriets levetid. Fabrikken garanterer, at der er mindst 70 procent af batteriets kapacitet tilbage efter 8 år eller 160.000 km.
Ifølge fabrikken kan batteriet oplades med op til 200 kW, når man lynlader det ved en ladestation. Det er en udmærket høj værdi, der fint kan konkurrere med mange af de nyeste elbiler. I praksis betyder det, at man ifølge fabrikken kan oplade batteriet fra 10 til 80 procent på 29 minutter.
Vi målte ved vores ladetest en gennemsnitlig effekt på 132 kW efter et kvarter og 120 kW efter en halv time. Det betyder, at man har fået forøget rækkevidden med 190 km efter et kvarter og med 330 km efter en halv time. Det er fint!
Hjemme eller ved en bylader kan bilen oplades med 11 kW, og det betyder, at det tager omkring otte timer at lade bilen helt op. Det er en helt almindelig præstation, og det er også helt o.k.
Volvo EX40 er let og behagelig at køre
EX40 bærer sin alder flot og fremstår stadig som en moderne elbil med en god komfort og en dejlig siddeposition. På plussiden har vi desuden noteret os, at det er let at betjene fartpiloten og vognbaneassistenten via knapperne på rattet.
Det nye styresystem rummer enkle genveje til mange af de funktioner, man ofte bruger. Vi var også begejstrede for soltaget, der er elbetjent, og frem for alt var vi begejstrede over, at bilen føles meget letkørt. Udsynet er godt, og det er smart, at man via en knap kan folde hovedstøtterne på bagsædet ned, så man bedre kan se ud af bagruden, når der ikke er passagerer med.
Vi var også meget begejstrede for den særlige funktion, hvor man kan indstille den særlige one-pedal-drive-funktion til at styre motorens rekuperation, så den afhænger af, om der er trafik foran bilen.
På samme måde kan speederens funktion justeres, så den automatisk føles en smule død, når man når den aktuelle fartgrænse. Det gør det lettere at undgå, at man kører for stærkt.
Er Volvo EX40 et godt køb?
På minussiden har vi særligt noteret os en del dækstøj fra 20”-hjulene, der var monteret på denne testbil. Det er nu blevet standard på den nye Excess-udgave, men de gør desværre ikke noget godt for bilens komfortniveau.
Vognbaneassistenten er heller ikke på niveau med de nyeste biler og kan føles lidt urolig, når vejbanemarkeringen ikke er helt efter bogen. Her er det rart, at man hurtigt kan deaktivere den ved et enkelt tryk på en knap på rattet.
Vi savner også muligheden for, at man kan sætte den adaptive fartpilot til automatisk at følge de aktuelle fartgrænser. Og endelig er der ikke trådløs Apple CarPlay eller AndroidAuto. Det skal tilkobles via kabel, og sammen med den lille skærm i bilen mærker man netop her, at bilens alder begynder at trykke.
Men kan man leve med det, er den samlede oplevelse af Volvo EX40 stadig på et højt niveau. Med de seneste prisjusteringer virker bilen som et godt alternativ for dem, der blot vil have en gennemprøvet, komfortabel og en velkørende elbil, uden at den behøver at være en helt ny bilmodel.
Se komplet oversigt over FDMs tests af elbiler
Vi har siden 2011 testet stort set alle elbiler, der er kommet på markedet. Over 140 tests kan du læse. Få overblik, før du vælger elbil.