Volvo XC90 set forfra kører på landevej med buske i baggrunden
Biltest

Volvo XC90 – Flagskibet sejler videre i fin stil

Volvos flagskib er efter 10 år på markedet nu opdateret ud- og indvendigt. Teknikken i XC90 er dog uforandret, og selvom plugin-drivlinjen fungerer fint, er køreoplevelsen ikke på niveau med Volvos elbiler.
Volvo XC90 set bagfra kører på landevej med buske i baggrunden

Motors vurdering

Volvo XC90

76,9 km/l
Benzin/el
1.049.000 kr.
  • Plads
  • Komfort
  • Udstyr
  • Rækkevidde, el
  • Ikke trådløs Apple CarPlay
  • Ikke fem års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    2.0 4 cyl. benzin + 1 elmotor – firehjulstræk. Batteri (brutto/netto): 18,8/14,7 kWh
  • CO2 udledning
    32 g/km
  • Effekt
    455 hk
  • Moment
    709 Nm
  • Topfart
    180 km/t.
  • Acc. (0-100)
    5,4 sek.
  • Køreklar vægt
    2.080 kg
  • Maks. påhængsvægt
    2.400 kg
  • Bagagerum
    302 liter
  • Akselafstand
    298 cm
  • Officiel rækkevidde
    68 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 2 / 12
    Batteri: 8 år/160.000 km
  • Mål
    L:495 cm B:196 cm H:177 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 10,50 kr./km
  • Målt rækkevidde 50 km
Luk

Det er ikke i alle lande, at omstillingen til rene elbiler sker med samme fart som i Danmark. Volvo har derfor valgt at forlænge levetiden for de store plugin-hybrider som denne XC90 og den lidt mindre XC60. På mange markeder er denne teknik et stort skridt væk fra de traditionelle benzin- og dieselbiler, og så giver den beslutning god mening.

Knapt så indlysende er det i Danmark, hvor afgifterne virker efter hensigten, så de rene elbiler nu er markant billigere end en plugin-hybrid som denne XC90. Denne udgave koster således lige over 1 mio. kroner, mens den tilsvarende Volvo EX90, der er en ren elbil, fås fra 735.000 kr.

En udstyrsmæssig sammenlignelig version vil være omkring 100.000 kr. billigere end denne plugin-hybrid. Man skal derfor være meget opsat på at kunne køre på benzin i ny og næ eller have brug for at kunne trække op til 2,4 tons på krogen, før denne XC90 giver rigtig god mening.

Førerplads i en Volvo XC90
Førerpladsen er lækkert udformet, og i midten har en 11,2”-skærm nu erstattet den lille skærm, der tidligere var indbygget i midten. Den store skærm har nyeste styresystem fra Volvo, og det virker rigtig godt.

Meget lækkert interiør

Men hører man til dem, der hellere vil køre i en plugin-hybrid end i en elbil, så venter der en god oplevelse. Man mærker overalt, at Volvo har forbedret denne bil gennem dens nu 10 år lange levetid, og alt i bilen virker derfor gennemført, velbygget og med en lækker finish overalt.

XC90 kommer til Danmark i kun én udgave, som er topudgaven Ultra med syv siddepladser. Trods et højt grundniveau var vores testbil dog udstyret med ekstraudstyr for omtrent 150.000 kr., hvorved den samlede pris lander på 1,2 mio. kroner. Det er ekstraudstyr som f.eks. lydsystemet fra Bowers & Wilkins, akustikruder, trækkrog, 22”-fælge og metallak.

Man sidder ret godt ved de fem forreste siddepladser, og selv ved de to bageste kan voksne også godt finde plads, hvis de ikke er for høje. Det er let at folde sæderne forover, når man skal om på tredje sæderække, og ved anden sæderække kan sæderne længdeforskydes, ligesom ryglænets hældning kan justeres.

Stor skærm i kabinen i en Volvo XC90
Skærmens styresystem er opbygget omkring Google Automotive System, og det er meget let at bruge i hverdagen. Nederst er der en række faste knapper på skærmen, mens den næstnederste rækkes knapper varierer, alt efter om man kører eller holder stille.

Hvordan kører Volvo XC90?

Bag rattet opleves bilen meget kraftfuld. Kører man bilen i hybrid-indstillingen, hvor både benzin- og elmotor er i drift, oplever man, at elmotoren hjælper godt til ved acceleration, så bilen let og ubesværet kommer op i fart. Det kan lade sig gøre, idet elmotoren yder hele 145 hk med et maksimalt drejningsmoment på 309 Nm, hvilket i sig selv overstiger det, som selv kraftige benzinmotorer kan levere.

De mange kræfter kan aflæses direkte på accelerationstiden til 100 km/t, der blot tager 5,4 sekunder. En anden fordel ved den kraftige elmotor, der i øvrigt trækker på baghjulene, er, at man kan lade elmotoren motorbremse, når man slipper speederen.

Det giver en kraftig effekt, hvis man ønsker dette, og derved kan bilen køres som om, den var en elbil. Det er rart og er med til at øge køreoplevelsen.

Bagsæder på anden række i en Volvo XC90
Ved række to er de to yderste pladser lækkert udformet, og de kan justeres individuelt i længden og i ryglænshældningen. Midtersædet har indbygget siddehynde til børn.

Gode assistentsystemer

Det samme kan man sige om de indbyggede assistentsystemer. Også her mærker man, at Volvo har øvet sig i mange år, og både fartpilot og vognbaneassistenten er rigtig fine at køre med, og meget lette at slå til og fra via knapperne på rattet.

Herfra kan man også med et enkelt tryk slå den lovpligtige advarsel for at overskride fartgrænsen fra. Det kan være nødvendigt flere steder i Danmark, hvor man ikke skilter konsekvent med fartgrænserne.

Alligevel må vi sige, at den samlede køreoplevelse ikke matcher det, man oplever i en ren elbil som f.eks. Volvo EX90, der både giver en mere glidende kørsel, og som er helt støjsvag. Det kan man desværre ikke sige fuldt ud om denne XC90 T8.

Tredje sæderække i en Volvo XC90
Ved række tre er der to separate stole, der også her er beklædt med lækkert læder. De byder på overraskende gode pladsforhold.

Hvor langt kører Volvo XC90 på en opladning?

Batteriet i bilen er på knap 19 kWh, hvilket faktisk er ret stort. Men den store Volvo bruger en del energi på at køre på el alene, og det betyder, at den officielle rækkevidde alligevel er begrænset til 68 km.

Vi målte rækkevidden på en tre grader kold vinterdag, og da nåede vi endda kun lige omkring 50 km ved blandet kørsel. Vi kørte derefter videre uden strøm på batteriet, og da målte vi et gennemsnitsforbrug af benzin, der modsvarer omkring 12 km pr. liter. Det er dette tal, man skal holde sig for øje, og ikke det teoretiske fabrikstal på 76,9 km pr. liter, der er sammensat af kørsel på el og kørsel på benzin.

Volvo XC90 kan oplades igen med strøm fra to faser, og det betyder, at man med en ladeboks kan lade med 6,4 kW. Det giver en ladetid på ca. tre timer. Bilen kan desværre ikke DC-lades fra de lynladere, der er beregnet til elbiler.

Bagagerum med blå kuffert i en Volvo XC90
Bagagerummet er flot tæppebeklædt, og med blot fem sæder i brug er pladsen overdådig. Gardinet over bagagen er ikke det bedste på markedet, men det fungerer.

Er Volvo XC90 et godt køb?

Set med nutidens briller er Volvo XC90 en dyr bil, der ikke rigtig passer ind i det danske marked. Man skal derfor være meget forelsket i både bilen og teknikken, før det giver rigtig god mening at vælge denne bil frem for en Volvo EX90, der er stort set sammenlignelig.

Men man kan naturligvis også anlægge en lidt anden betragtning, hvor man ser på bilens pris gennem tiderne. Ved præsentationen for 10 år siden kostede topudgaven af Volvo XC90 tæt på 1,8 mio. kr., dels på grund af en højere fabrikspris, dels på grund af højere afgifter. Set i det lys kan man altså nu 10 år senere få en tilsvarende bil, der er over en halv million kroner billigere, og så ser det hele lidt mere indbydende ud.

Et sjovt regnestykke, hvis man savner et godt argument for alligevel at købe denne efterhånden gode, gamle Volvo.

Overvejer du en plugin-hybrid?

Læs mere om hverdagen med en plugin-hybrid i FDMs store tema. Så kan du nemt se, om det er den rigtige type bil for dig.

Læs mere her