VW ID.5 set bagfra
Biltest

VW ID.5 – Populær elbil med nye former

VW ID.5 er en nyfortolkning af den mere klassisk udformede ID.4. Den skrå bagende har givet bilen en sportslig fremtoning, mens den øvrige teknik stort set er uændret.
VW ID.5 set forfra

Motors vurdering

VW ID.5

El
399.895 kr.
  • Førerplads
  • Køreegenskaber
  • Vendediameter
  • En del udstyr skal tilkøbes
  • Bagagerum
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1 elmotor - baghjulstræk
  • CO2 udledning
    0 g/km
  • Effekt
    204 hk
  • Moment
    310 Nm
  • Topfart
    160 km/t.
  • Acc. (0-100)
    8,4 sek.
  • Køreklar vægt
    2.175 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.000 kg
  • Bagagerum
    549 liter
  • Akselafstand
    277 cm
  • Officiel rækkevidde
    493 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 3 / 12
  • Mål
    L:460 cm B:185 cm H:162 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 3,45 kr./km
  • Målt rækkevidde 400 km

Sikkerhed

2021
Luk

En af Danmarks mest solgte elbiler er VW ID.4. Nu har den fået en overbygning i form af denne ID.5, der er bygget over samme læst, men hvor bagenden er gjort mere skrånende. Det giver bilen en helt anden fremtoning, der får ID.5 til at se mere dynamisk ud.

Vi har her testet den i udgaven med blot en enkelt elmotor og baghjulstræk i den udstyrsversion, der hedder Pro Performance. Så yder den 204 hk, og det virker tilfredsstillende.

Startprisen for ID.5 er på attraktive 400.000 kr., men man skal nok påregne en merudgift til en del udstyr, før den er, som man gerne vil have den. Vores testbil havde således for lidt over 150.000 kr. ekstra, men så var den godt nok også lækkert indrettet.

Her må lyst, behov og økonomi forsøge at finde et kompromis. Vi vil helt sikkert anbefale en assistentpakke til 22.000 kr., der inkluderer en adaptiv fartpilot med den tilhørende Travel Assist, der er rigtig god til at fastholde bilen i vognbanen hele tiden.

12-tommerskærmen i midten er af nyeste generation, og den fungerer fint.
12-tommerskærmen i midten er af nyeste generation, og den fungerer fint. Bag rattet sidder gearvælgeren, der er let at bruge i hverdagen.

Hvor lang rækkevidde har VW ID.5?

Som vanligt testede vi rækkevidden ved at køre bilen med en konstant fart på 110 km/t. på motorvej. Og her kørte vi præcis 400 km på en opladning i ID.5, og det modsvarer 335 km om vinteren. Det er 26 procent mindre end WLTP-normen, og efterlader et forbrug, der tillader 5,2 km pr. kWh, hvilket må siges at være helt fint.

Batteriet er på 82 kWh brutto, men man kan kun regne med at kunne udnytte nettokapaciteten på 77 kWh. Når batteriet er ved at være tømt, er det tid til en genopladning. Hjemme kan det gøres med en trefaset 11 kW-lader, og så tager det omtrent syv timer at få batteriet op på 100 procent.

På farten er ladetiden også fin, og vi kom tæt på den ladeeffekt på 135 kW, som fabrikken stiller i udsigt. På et kvarter fik vi 170 km på bilens batteri, og efter en halv time var rækkevidden forøget med 320 km. Det modsvarer en gennemsnitlig ladeeffekt på henholdsvis 132 og 123 kW efter 15 og 30 minutter.

Der er fremragende plads ved bagsædet, og der er friskluftdyser mellem forsæderne.
Der er fremragende plads ved bagsædet, og der er friskluftdyser mellem forsæderne. Gulvet foran bagsædet er plant.

Hvordan kører VW ID.5?

I lighed med udgangspunktet, VW ID.4, er ID.5 utrolig letkørt, og man glæder sig over den meget lille vendediameter, der gør, at bilen let kan lave en U-vending på en vej.

Komforten er i øvrigt i top, og det er svært ikke at lade sig bjergtage af bilens funktion og køreevner. Det understreges på FDM Jyllandsringen, hvor alle manøvrer gennemkøres helt uden problemer. Ikke på den sportslige måde, men på en måde, så det bare føles let og komfortabelt hele tiden.

Det samme gælder, når vi kører bilen hen mod vores nødbremse-pude, der skal gøre det ud for en holdende bil, man skal forestille sig, at man ikke har set. Så får man en overbevisende indgriben fra bilens side med først en mild og så en kraftig opbremsning, der ledsages af blinkende advarselslys og en alarm, der skal „vække“ føreren. Og det virker fint op til de 50 km/t., vi tester ved.

Også, hvis man er ved at bakke ind i en forhindring, advares man på overbevisende facon, og gør man intet, bremser bilen selv. På den måde er VW ID.5 yderst tryg at have med at gøre.

På lande- og motorvej kører ID.5 også rigtig godt. Vores testbil havde udstyrspakken til knap 22.000 kr., hvor man får den adaptive fartpilot, Travel Assist, elbagklap, bakkamera med 360-graders kig og meget andet nyttigt udstyr. Det er med til at gøre bilen til noget af en oplevelse, og alle disse funktioner virkede fremragende.

Den gode køreoplevelse blev i øvrigt understøttet af en fin affjedring, der understreger bilens høje komfortniveau. Og det var vel at mærke i udgaven med sportsundervogn og 21-tommer hjul. Det er knageme godt lavet!

Bagagerummet er med sine 549 liter rummeligt
Bagagerummet er med sine 549 liter rummeligt, og der er plads under gulvet, der kan placeres i to positioner.

Hvad koster VW ID.5 at eje?

I lighed med de øvrige elbiler fra VW sælges ID.5 inklusive en service- og reparationsaftale, der dækker alle planlagte servicebesøg og ikke-planlagte reparationer i en periode på fem år og 100.000 km. Det modsvarer en udgift for andre bilmærker på 20-25.000 kr. og er med til at bringe totaløkonomien ned på et meget lavt niveau.

Vi har beregnet, hvad det koster at holde bilen kørende i en periode på netop fem år og 100.000 km, og her lander prisen på de meget lave 3,45 kr. pr. km. Det modsvarer 69.000 kr. om året, og det er næsten 10.000 kr. lavere om året end det, andre elbiler koster. Og det er vel at mærke markant billigere end det, en tilsvarende benzin- eller dieselbil koster.

Den medfølgende service- og reparationsaftale kompenserer i øvrigt til en vis grad for den noget ringe fabriksgaranti, der er på bilen. På selve bilen er der kun to års reklamationsret, mens selve batteriet er omfattet af en garanti på otte år eller 160.000 km. Alt i alt fremstår VW ID.5 således som et økonomisk fornuftigt og trygt køb.

 

Har du brug for hjælp med valg af elbil?

Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.

Kontakt rådgivningen