Logo

VW Up - klassens populære

Arkiv

15. oktober 2014

VW Up bagfra

Foto: Karsten Meyland Lemche

Søren W. Rasmussen

VW Up har taget danskerne med storm. Bilen er velkørende, rummelig og flot udstyret, men der er også enkelte minusser.

VW Up

Life-Up 1.0 5-d (Benzin)

FDMs ekspertvurdering

Fordele

Lækker teknik / Godt udsyn / Køreegenskaber

Ulemper

Hattehylde / Ikke tre års garanti / Dårlig Bluetooth

Pris

118.576 kr.

Maks. effekt

60 hk

Det er ikke svært at forstå den popularitet, VW Up oplever. Bilen er gennemtænkt, den er rummelig, og så kører den bare godt. Den er utrolig letkørt og har et godt udsyn fra førerpladsen.

Up fås i to motorvarianter med enten 60 eller 75 hestekræfter, og man kan trygt vælge den lille. Den trækker rigtig godt, og gearingen er velvalgt, så man altid har tilstrækkeligt med kræfter til rådighed. Støjniveauet er lavt, og samlet set opleves bilens tekniske niveau som højt. Det gælder også samlekvaliteten, der er på niveau med Hyundai i10’s og langt bedre end hos de to andre. Der er ikke inderskærme ved baghjulene, men de kan tilkøbes, hvilket vi vil anbefale.

Fortil er der gode pladsforhold og en del fralægningssteder. Hovedstøtten er integreret i forsædets ryglæn, og den støtter fint. Til bagsædet er der gode adgangsforhold, og der er masser af lys og godt udsyn på grund af de lave rudekanter. Der er i lighed med de tre andre to isofixbeslag ved bagsædet til autostole. Ruderne i bagdørene kan kun stilles på klem. Fortil er ruderne elektrisk betjent, men det er irriterende, at man ikke kan styre højre dør fra førerpladsen. For at tage konkurrencen op har VW valgt at gøre den lille Garmin-navigator til standardudstyr. Den fungerer rigtig godt og arbejder sammen med bilen. Men det indbyggede Bluetooth-system til håndfri telefoni er ikke så godt som i de tre andre biler.

Bagagerummet er næsten på niveau med det i Hyundai i10, og som eneste bil har VW Up en justerbar bagagebund, der gør det muligt at opdele rummet i to sektioner, hvilket kan være praktisk. Det er til gengæld ikke praktisk, at man manuelt skal huske at slå hattehylden ned efter brug. Det glemmer man næsten hver gang, og så kan man ikke se ud ad bagruden. Der er samlet set ikke langt mellem VW Up og Hyundai i10, men bl.a. en kun toårig garanti holder VW Up nede.