VW Passat - alder ingen hindring
Motors vurdering
VW Passat 4-dørs
- Motor/gear
- Komfort
- Udstyr
- Loftshøjde, bag
- Bagagerumsåbning
- Ikke tre års garanti
Fabriksdata
-
Motor1.4 liter – 4 cyl.
-
CO2 udledning117 g/km
-
Effekt150 hk
-
Moment250 Nm
-
Topfart220 km/t.
-
Acc. (0-100)8,4 sek.
-
Køreklar vægt1.413 kg
-
Maks. påhængsvægt1.600 kg
-
Bagagerum586 liter
-
Akselafstand279 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 2 / 12
-
MålL:477 cm B:183 cm H:148 cm
Motors tal
- Målt forbrug 19 km/l
- Beregnet økonomi 3,75 kr./km
Denne nyeste generation af Passat har altid solgt godt og ligger lige nu forrest i salgslisten for de store biler. Men selv hos VW mærker man utvivlsomt konkurrencen fra de andre mærker, og det har fået VW til at skabe en særlig kampagnemodel: Passat Comfortline Premium.
Den byder sig til med automatgear og meget af det udstyr, man ellers kun turde drømme om for nogle år siden. Og så kan man endda få bilen til en skarp pris lige under 350.000 kr.
Her får man foruden det ret omfattende standardudstyr i Comfortline også bakkamera, DAB-radio, vognbaneassistent, Apple CarPlay, fjernlysassistent, digitalt instrumenthus og tonede bagruder. Skulle man tilkøbe det hele, ville det tilsammen koste over 40.000 kr., og her er merprisen for kampagnemodellen til og med 5.000 kr. lavere end den almindelige Comfortline. Det gør det til et let valg!
Vi har valgt at teste Passat med den billigste benzinmotor, hvilket her er den gamle 1.4-liters motor med 150 hk. Den udskiftes inden længe med den nye 1.5’er, men det skal man ikke tænke på. For 1.4’eren er fortsat usædvanlig velkørende med en god dynamik og frem for alt en fremragende benzinøkonomi. Vi kørte således 19 km pr. liter i denne Passat.
Virkelig velkørende
Vi tog Passat ud på en rute Sjælland rundt, og her fik vi virkelig et godt indtryk af bilen. Særligt på motorvej oplevede vi VW Passat som den vel nok mest komfortable bil i sin klasse. Særligt det lave støjniveau og bilens helt fantastiske evne til at køre ubesværet ligeud giver virkelig ro på lange ture.
Kampagneudgaven af Passat har som standard et førersæde, der kan indstilles mere præcist, end man ellers ser. Siddehynden kan gøres længere ud under lårene, der er justerbar lændestøtte, der kan flyttes op og ned efter behov, og man kan vippe forkanten af sædet op og ned.
Justeringen af ryglænets hældning foregår elektrisk, mens alt andet er manuelt justerbart. I begge forsæder er hovedstøtterne eksemplariske, og der er indbygget tre-trins varme. Her sidder man simpelthen usædvanlig godt!
Se video fra testen af VW Passat
Fantastisk fartpilot
Man bliver ret hurtigt meget afhængig af at køre i en bil med et velfungerende automatgear. Det gælder også i denne Passat. Den samme oplevelse får man, når man kører med den fine adaptive fartpilot, der selv holder afstand til forankørende biler, og som virker helt ned til 0 km/t.
Det er en fornøjelse at køre med den, og det virker bare. Ok – der kan være små situationer, hvor den bremser en smule, uden behov, og det sker f.eks. hvis man under acceleration skifter flere baner på motorvejen, og der er en bil i midtersporet. Men det er en situation, hvor man ret beset ikke har behov for at køre med fartpilot.
Vi oplevede også en gang i mellem en lidt ujævn kørsel lige omkring 80 km/t. Men det er småting, og den ellers behagelige funktion gør, at man vælger at slå fartpiloten til, hver gang det er muligt.
Ud over fartpiloten har Passat en meget fin nødbremse, der bremser for både biler og fodgængere ved selv ret høje hastigheder. Også på motorvej får man advarsler, hvis man ikke har set, at de andre holder stille eller kører langsomt længere fremme.
Økonomisk Passat
Passat udmærker sig med sin komfort, sit lave forbrug og ikke mindst sin pris. Men som altid hos VW får også Passat et hak i tuden for ikke at komme med en anstændig garanti. To år er udgangspunktet, og det er skidt.
Man kan dog tilkøbe yderligere to års dækning for en pris på i alt 6.000 kr. En service- og reparationsaftale koster over fem år og 100.000 km 7.000 kr. om året, og det kan være værd at tage med, hvis udsigten til den ringe garanti bekymrer dig.
Samlet set lander udgifterne over fem år på 75.000 kr. om året for den testede udgave af Passat. Vælger man den i stedet som stationcar, bliver de samlede udgifter en smule lavere, da værditabet ventes at blive lavere for en stationcar end for den testede sedan.
Alt i alt fremstår VW Passat stadig som et af de bedste køb i klassen – en position den nye kampagnemodel har bestyrket over for dem, der ellers kunne tro, at en fire år gammel bil er ved at være overhalet af konkurrenterne.