Lidt mere Smart

Mikrobilen Smart Fortwo har fået en meget lille ansigtsløftning, der bl.a. gør det muligt, at mobiltelefonen kan finde vej til bilen.

Smart ForTwo
Forpremiere

Motor mener: Kun kendere kan se forskellen, men Smart Fortwo er da blevet en lille smule smartere.

Det er ikke nok at kigge nøje efter, for man kan ikke se det. Smarts eneste model, Smart Fortwo, har fået et facelift, men det er en ualmindelig usynlig ansigtsløftning.

Smart Fortwo er en topersoners livsstilbil, der er nem at parkere og har en lidt hoppende kørestil.
Smart Fortwo er en topersoners livsstilbil, der er nem at parkere og har en lidt hoppende kørestil.

Et tip: Moderigtige LED-kørelyslygter fås som ekstraudstyr, brændstofdækslet er nu malet i bilens farve, og hvis bilen er hvid, er det i hvert fald den forbedrede generation, da denne farve tilføjes som ny mulighed. I alt kan coupé og cabriolet fås i 84 farvekombinationer, når karrosseriplader, sikkerhedscelle og evt. softtop kombineres.

Ellers handler modelår 2011 mest om udstyrsmæssige opgraderinger, der skal gøre Smart Fortwo lidt mere praktisk i hverdagen, om end mange af dem virker helt forventelige. Bl.a. kan bagklappen, der er delt på midten, nu åbnes med én hånd. Det gamle to-håndssystem var da også usmart. Desuden kan fartpilot, tripcomputer og surround-lydanlæg nu tilkøbes. Mest synligt i kabinen er et nyt og opgraderet kabineindtræk, bl.a. på instrumentbordet.

Førerpladsen er frisket op med nyt indtræk, og fartpilot og tripcomputer fås nu som ekstraudstyr.
Førerpladsen er frisket op med nyt indtræk, og fartpilot og tripcomputer fås nu som ekstraudstyr.

Har man en iPhone-telefon, kan Smart Fortwo og telefon nu kombineres på en smart måde. Først købes en dedikeret holder, og så anskaffer man et særligt program til telefonen. Dermed kan iPhonen fungere som interface med håndfri telefon, internetradio, musikrepertoire og fuld navigationsanlæg. Og som ekstra-ekstra-udstyr: Telefonen kan - hvis man er lidt distræt - bruges til at fortælle, hvor man efterlod bilen. Til den eldrevne model kan telefonen fortælle, hvor meget strøm der er på batteriet - eller hvor meget der vil være om f.eks. en time.

Køreegenskaberne er som hidtil - kontante og sjove med en lettere hoppende kørestil, der må tilskrives bilens minimalistiske akselafstand.

Dieseludgaven af Smart Fortwo er stadig den mest interessante med sin brændstoføkonomi på (nu igen) over 30 km pr. liter. Som et kuriosum kommer der til november en snes eldrevne, fabriksbyggede udgaver (læs mere her).

Nu som før skal man tænke på, at servostyring er ekstraudstyr til 10.000 kr. - hvilket hidtil kun én eneste dansk kunde har betalt for. Priserne får ved faceliftet en beskeden opjustering, så billigste udgave - med dieselmotor - kommer til at koste ca. 107.000 kr.

Smart Fortwo stammer i den nuværende generation fra 2006, hvor bilen voksede 20 cm i længden. Modellen skal holde ca. tre år endnu, indtil en fælles afløser fra Smart og Renault er klar i 2013.