Flottere udkik fra Subaru Outback

En ny generation af Subarus crossover Outback tilbyder for første gang en lækker kabine – og usædvanlig meget sikkerhedsudstyr.

Subaru Outback.
Forpremiere
Outback er vokset et par cm i længden og har fået lidt bedre plads i kabine og bagagerum. Anhængervægten er på op til to ton. Fotos: Torben Arent, FDM
Outback er vokset et par cm i længden og har fået lidt bedre plads i kabine og bagagerum. Anhængervægten er på op til to ton. Fotos: Torben Arent, FDM

Motor mener: Subaru Outback er et fint valg for folk med behov for lettere terrænkørsel og stor anhængervægt. Sikkerhedsudstyret er imponerende.

– Det er første gang, ingeniørerne og designerne har talt sammen, inden de byggede bilen.

Udsagnet kommer fra Subarus egne folk – med et selvironisk glimt i øjet – og henviser til, at kabinen i den nye Outlook både i design og materialer er oppe på et helt andet niveau, end det ellers er set i de japanske firehjulstrækkere.

LÆS OGSÅ: Motors test af Opel Insignia med firehjulstræk

Udvendigt er der stadig ikke noget at falde i svime over, men bag rattet kan bilen nu godt være sig selv bekendt i den mellemdyre SUV-klasse. Det er en markant nyhed.

Kabinen markerer et stort fremskridt for Subaru, både når det gælder design og materialer. Syv tommer skærm er standard, men kun i topmodellen er den i farve.
Kabinen markerer et stort fremskridt for Subaru, både når det gælder design og materialer. Syv tommer skærm er standard, men kun i topmodellen er den i farve.

Den nye Outback er blevet en selvstændig model, efter at Legacy er udgået, og ved fornyelsen af femte generation har Subaru gjort sig stor umage med især kabinen.

Stopper selv i nødstilfælde

Den kapable crossover, der har firehjulstræk og automatgear som standard i alle udgaver, er også bemærkelsesværdig ved som første Subaru i Europa at tilbyde mærkets avancerede sikkerhedspakke Eyesight. Det er standard, hvilket ikke engang premium-konkurrenterne i klassen tilbyder.

Eyesight indeholder bl.a. nødbremse, som via kamerateknik automatisk kan reducere farten med op til 50 km/t., siger Subaru. Systemet reagerer på både fodgængere og cyklister. Ved op til 50 km/t. skulle systemet kunne bremse bilen helt op på tør vej, selv om føreren ikke gør noget. Ved højere hastigheder reduceres farten tilsvarende.

LÆS OGSÅ: Motors test af BMW X4 xDrive

To farvekameraer i forruden sørger bl.a. for at holde øje med andre biler, fodgængere og cyklister.
To farvekameraer i forruden sørger bl.a. for at holde øje med andre biler, fodgængere og cyklister.

Da Subaru i modsætning til andre bruger farve-stereokamera, kan systemet også begynde at advare føreren, når bilen foran bremser ved at aflæse bremselyset. Som noget ret usædvanligt får man et lille beep som påmindelse, hvis man overser, at bilen foran har sat i gang, og man selv bliver holdende.

Systemet indeholder advarsel mod at forlade vognbanen, mod biler i den blinde vinkel samt en velfungerende adaptiv fartpilot. Fartpiloten begynder at accelerere i samme øjeblik, man trækker ud fra en langsommere forankørende, hvis man bruger afviserblinket.

Masser af udstyr

Tre udstyrsniveauer tilbydes, og selv på laveste niveau er der meget udstyr, og alle har syv tommers berøringsfølsom skærm, men man skal helt op i topmodellen for at få den i farver.

Autobremssystemet i Outback, kaldet Eyesight, kan ifølge Subaru få bilen til at bremse automatisk til nul fra op til 50 km/t. Det er mere end normalt for den slags systemer.
Autobremssystemet i Outback, kaldet Eyesight, kan ifølge Subaru få bilen til at bremse automatisk til nul fra op til 50 km/t. Det er mere end normalt for den slags systemer.

Selv om bilen har uændret akselafstand, betyder ændrede proportioner, at der er blevet lidt bedre kabineplads og lidt større bagagerum.

LÆS OGSÅ: Motors duel mellem Audi Q5 og Volvo XC60

Gearkassen er af den trinløse CVT-type, men med indlagte kunstige trin. Reduktionsgear findes ikke, men som standard har bilen en ”X-mode”-funktion, der elektronisk sørger for bedre fremkommelighed i terrænnet. Det gælder bl.a. ændret indstilling af antiskrid-systemet, gearskifte og speeder, foruden at det bidrager med ”hill descent” til langsom og sikker nedkørsel.

Firehjulstrækket er permanent med 60 procent træk på forakslen under normale forhold. Det kan ændres med op til 100 procent for eller op til 50 procent bag.

Subaru Outback er en mellemstor crossover med permanent firehjulstræk. Designet giver ikke hjertebanken, og de store runde tågelygter er lidt 90er-agtige.
Subaru Outback er en mellemstor crossover med permanent firehjulstræk. Designet giver ikke hjertebanken, og de store runde tågelygter er lidt 90er-agtige.

Trailervægten er høj og højere end før; 1.800 kg for diesel og 2.000 kg for benzin.

Kunder kan vælge mellem Subarus normale boksermotorer, en benzin og en diesel. Sidstnævnte har en lidt hårdere lyd end de fleste konkurrenter, men kan med lidt velvilje opfattes som et plus, når man nu kører i en offroader.