Motor mener: Spændende fornyelse med generelt vellykket hybridudgave og imponerende forbedring af benzinøkonomi. Men dieselprogrammet er tyndt.
Den mellemstore SUV-klasse har fået en interessant ny deltager. Toyota har givet RAV4 et større facelift, som mest markant indebærer ankomsten af hybridteknik til bilen. Det er første gang, en Toyota-offroader tilbyder det.
Hybriden er usædvanlig ved at være udstyret med to elmotorer i de firehjulstrukne udgaver. Den store elmotor (143 hk) er bygget sammen med benzinmotoren (152 hk) på sædvanlig Toyota-vis, mens den lille (68 hk) sidder på bagakslen.
Tallene kan ikke bare lægges sammen, men den samlede maks.-ydelse er 197 hk. Det gør hybriden til den kraftigste RAV4 til dato.
Længere på literen i hybrid
Bilen har ikke permanent firehjulstræk, men baghjulene hjælper til under acceleration, kørsel op ad bakke, og når underlaget er glat. Det fungerer fint i praksis, da bagakslen straks reagerer på behovet. Motor har dog ikke haft mulighed for at prøve systemet på sne eller ved egentlig offroadkørsel.
Toyota forsikrer, at benzinmotor/batteri altid kan levere strøm nok til bagakslen, så firehjulstrækket ikke pludselig forsvinder, f.eks. efter længere tids kørsel med trailer op ad bakke. Men selv om man vælger den firehjulstrukne version og dermed to elmotorer, får bilen ikke flere kræfter. De to elmotorer får ikke lov at spise mere strøm tilsammen end den forreste alene.
LÆS OGSÅ: Motors test af Nissan X-Trail
Forskel på forbruget i hybriden og den almindelige benzin er imponerende. 2.5-hybriden kører officielt 70 procent længere på literen end 2.0 uden hybrid – og så med større ydelse.
RAV4 er den første af Toyotas hybrider, der må trække noget af betydning, og det er også en nødvendighed i denne klasse. Men den forhjulstrukne version må kun have 800 kg på krogen, og det kan ikke rigtig bruges til noget. Den firehjulstrukne, derimod, kommer op på 1.650 kg, og så begynder det at ligne noget. Merpris for den ekstra elmotor er 40.000 kr.
Hybridteknikken tager en smule af bagagerumspladsen, 46 liter.
Gear med s-tog-lyd
Gearkassen er som altid på Toyotas hybridmodeller af CVT-typen, dvs. trinløst automatgear. Toyota fremhæver selv, at gearet er programmeret, så det nu giver en lineær oplevelse mellem acceleration og motorlyd/omdrejninger. Det gælder måske nok ved moderat acceleration, men når man accelererer ind på motorvejen, kommer denne irriterende lyd af en motor, der straks lægger sig op på de helt høje omdrejninger.
Hybridbilen er generelt tyst, men den forreste elmotor lader høre fra sig. Særligt under bremsning skal de ombordværende lægge øre til den S-tog-agtige lyd.
LÆS OGSÅ: Motors test af Honda CR-V
Mens Toyota skruer op for hybrid, drosles der ned for diesel. Både 2.0 med 124 hk og 2.2 med 150 hk udgår. Ind kommer en 143 hestes af BMW-oprindelse. Det var ikke muligt at prøve dieselmotoren ved præsentationen, men på papiret ser den fin ud til bilen.
Der er dog en stor anke: Dieselmotoren fås ikke længere med firehjulstræk. Og for øvrigt heller ikke med automatgear. Dieselen kører 21,3 km/l mod den tohjulstrukne hybrids 20,4.
Merprisen for hybrid er helt fornuftig, 40.000 kr. Ud over større ydelse får man automatgear og mere udstyr, bl.a. LED-forlygter og nøglefri betjening. Dieselmodellen må trække 2.000 kg.
Slinger i sikkerheden
Den gennemgribende fornyelse af RAV4 indebærer også en mærkbart mere lækker kabinekvalitet, mulighed for Toyotas nyeste skærm- og infotainmentsystem, Touch 2, og den omfattende sikkerhedspakke, Toyota Safety Sense. RAV4 bliver første Toyota, der kan genkende og bremse for fodgængere.
Muligheden for at få sikkerhedsudstyret er dog mærkelig. Det kan slet ikke fås på de to laveste udstyrsniveauer, koster (kun) 10.000 kr. ekstra til trin tre og fem, mens det er standard på niveau fire.
LÆS OGSÅ: Motors test af Suzuki Vitara
Kun 15 procent af det danske RAV4-salg ventes at blive versionen med sikkerhedspakken som standard. Derimod forventer Toyota, at 55 procent af kunderne vil vælge hybriden.
Den faceliftede RAV4 kommer til Danmark til april.