Toyota Yaris - fin forkælelse af lille hybrid

Toyota Yaris har fået en stor overhaling seks år inde i sit liv. Største del af opmærksomheden er kun kommet hybriden til gode.

Toyota Yaris.
Forpremiere
Bagtil er fornyelsen særlig tydelig med nye baglygter og ny bagklap. Fotos: Torben Arent
Bagtil er fornyelsen særlig tydelig med nye baglygter og ny bagklap. Fotos: Torben Arent

Motor mener: En fin forbedring af Yaris og flot at fuld sikkerhedspakke er standard i alle versioner. Spøjst at en del tekniske forbedringer kun gælder hybriden, og på enkelte punkter har Toyota sovet i timen.

Seks år gammel bliver Toyotas bestseller i år, og det var egentlig blevet tid til en ny generation. Men Toyota nøjes med at give Yaris et stort – meget stort – facelift med 900 nye dele, timet med at et hav af nye konkurrenter i miniklassen myldrer frem. 

Toyotas omsorg for sine Yaris-børn er denne gang ulige fordelt. Hybriden har fået væsentlig mere kærlighed end sine søskende. Det skyldes i følge Toyota, at hybridkunder har større forventninger, og at det desuden er den klart bedst sælgende version. 58 procent af det danske Yaris-salg er hybrider.

LÆS OGSÅ: Motors prøvekørsel af den nye Seat Ibiza

Toyota Yaris har fået helt ny front og bagparti. Nyt er muligheden for tofarvet karrosseri, hvilket indebærer sort tag.
Toyota Yaris har fået helt ny front og bagparti. Nyt er muligheden for tofarvet karrosseri, hvilket indebærer sort tag.

Hybriden er begunstiget med omfattende dæmpning af støj og vibrationer. Bl.a. er motorophæng udskiftet, underrammen er ny, støddæmperne er ændret, og styretøjet er strammet op. Hybriden har desuden støjdæmpende forrude som standard fra niveau to, mens det kun gælder topversionen hos benzin og diesel. Alle har fået bedre isolering ud til motorrummet.

Det virker. Hybriden er virkelig blevet støjsvag og har et strejf af akustisk luksus. CVT-gearkassen er eneste klapperslange i paradiset. Objektivt støjende er den bestemt ikke ved kraftig acceleration, men lyden er stadig træls og forkert.

Fuld sikkerhed i alle versioner

Instrumentbordet er som sådan genbrugt, men luftdyser og rat er nye. Syvtommerskærmen følger med fra udstyrstrin to.
Instrumentbordet er som sådan genbrugt, men luftdyser og rat er nye. Syvtommerskærmen følger med fra udstyrstrin to.

En ny og omgængelig motor gør sin debut i Yaris og gør det godt og behageligt, selv uden ekstra forkælelse. 1.33 benzin er udskiftet med den helt nye 1.5, som trods størrelsen intet fælles har med motoren i hybridudgaven. Den nye motor byder på 10 procent flere hestekræfter og går op til 14 procent længere på literen i testcyklussen.

Toyotas begrundelse for at gøre motoren større i stedet for mindre er, at det skulle betyde relativt bedre benzinøkonomi i praksis og mindre forskel på virkelighed og kommende EU-test. De øvrige motorer fortsætter uændrede, inkl. diesel som er nede på ca. fem procent af salget.

LÆS OGSÅ: Motors gruppetest af minibilerne Hyundai i20, Mazda 2, Skoda Fabia og VW Polo

Instrumenthuset har fået nyt speedometer og omdrejningstæller og klar farveskærm i midten. Skærmen følger med fra udstyrstrin to.
Instrumenthuset har fået nyt speedometer og omdrejningstæller og klar farveskærm i midten. Skærmen følger med fra udstyrstrin to.

Fornyelsen betyder også, at den fulde sikkerhedspakke bliver standard i samtlige versioner. „Toyota Safety Sense” indeholder vognbanealarm, skiltegenkendelse, automatisk op- og nedblænding samt nødbremse. Sidstnævnte benytter laser og virker op til 80 km/t. Fartreduktionen er minimum 30 km/t.

Øvrige forbedringer af sikkerheden er seleforstrammere ved bagsædet, bedre udformning af gardinairbags og nye hovedstøtter for, der angiveligt skulle give bedre beskyttelse mod piskesmæld.

Irriterende mangler

Modelprogrammet er vældig stort. Seks udstyrsversioner (fem til hybriden) findes, hvoraf den ene, Flavour, er et styling-tilvalg til det ellers højeste udstyrsniveau. På den måde får man tofarvet karrosseri (sort tag).

Lidt usædvanligt for klassen skal man helt op i de to dyreste versioner for at få LED-kørelys (samt LED baglygter).

LÆS OGSÅ: Motors stortest af Opel Corsa

Hist og her har Toyota sovet i timen. F.eks. er der intet komfort-blink til brug ved vognbaneskift, og advarslen mod at overskride vejstriberne kommer som et dumt bip, der lige så godt kunne betyde alt muligt andet. Og i versioner med navigation kommer dette og skiltegenkendelsen ofte op at skændes om den korrekte fartgrænse, så man får præsenteret to forskellige fartgrænser.

Den fornyede Yaris har heller ikke fået lyssensor eller permanent tændte baglygter. Det er ellers lovkrav til helt nye biler, men den nye Yaris kører videre på den gamle models typegodkendelse.

En ny Euro NCAP-sikkerhedstest er ifølge Toyota planlagt til næste år.

LÆS OGSÅ: Stortest af den grønne minibil Suzuki Baleno

Yaris sælges i al væsentlighed kun som femdørs, men fås stadig som tredørs i meget få varianter. Forbedringen af Yaris betyder prisstigninger på omkring 10.000 kr. Sikkerhedspakken, som nu er standard, kostede 8.000 kr. ekstra på den gamle Yaris. En relevant 1.0 Premium koster 162.000 kr. og 1.5 Hybrid Premium 204.000 kr.