Cupra Formentor - Fartbombe kickstarter nyt bilmærke

Cupra er blevet et selvstændigt mærke. Første bil efter relanceringen er Cupra Formentor, der viser spansk vildskab blandet med en god bid charme. Men de grønne ambitioner er vist sat på pause.

Cupra Formentor set forfra
Forpremiere

Motor mener

Cupra lægger fra land med en velbygget SUV med præstationer, design og teknik ud over det sædvanlige. Om det er nok til at skaffe mærket et fodfæste i Danmark må tiden dog vise. 

LYNGBY Det er et helt nyt bilmærke, der med denne nye Formentor for alvor er dukket op herhjemme. Navnet er Cupra, og det udspringer fra spanske Seat, der med Cupra har fundet en måde at spise kirsebær med de store drenge i klassen.

Intensionen er at skabe biler, der adskiller fra hverdagens grå kasser, og som med tiden skal blive et grønt skud på den stamme, som i bund og grund har sine rødder i VW-koncernen.

De grønne ambitioner er dog indtil videre sat på pause. For der er ikke meget grønt over Formentor, der er første model fra den selvstændige Cupra-familie. I stedet er den nærmest et forsøg på at skabe en benzinbil med præstationer, der kan tage kampen op mod mange af de helt hurtige elbiler, men ved kun at bruge traditionel bilteknik.

Cupra Formentor kabine
Førerpladsen er lækkert udformet med en stor 12-tommer skærm i midten samt et digitalt instrumenthus. Sæderne er meget behagelige at sidde i.

En komfortabel køremaskine

Der er således en firecylindret turbomotor med 310 hk under kølerhjelmen, og den fordeler sine mange kræfter til alle fire hjul via et automatgear af DSG-typen. Kræfterne kan ved indstilling af det ønskede køreprogram leveres på en blid og støjfri måde, eller under bulder og brag, som heldigvis stort set kun kan høres indvendigt, da det er kunstig lyd, der sendes ud af bilens højttalere.

Bag rattet opleves Formentor samlet set som en ret komfortabel bil. Man sidder fremragende i de fine forstole, og der er alt det udstyr, man kan drømme om. Vælger man at køre i Komfort-mode, er der stadig rigeligt med kræfter, men både styretøj og affjedring er behagelige at have med at gøre. Det gør bilen til en rar langtursbil.

Læs Motors gruppetest af 10 populære SUV'er

Sætter man derimod bilen over i Cupra-indstillingen, skifter den ham og bliver en decideret racerbil. For eksempel kan den accelerere fra stillestående til 100 km/t. på under fem sekunder, og det er der ikke mange benzinbiler i denne prisklasse, der kan prale med.

Prøver man den funktion af, mærker man også, at både firehjulstræk og gearkassen fint kan følge med. Topfarten er elektronisk begrænset til 250 km/t. Cupra-indstillingen er sjov, men ikke i for lang tid ad gangen.

Cupra Formentor skærm
Fra den store 12-tommer skærm kan man bl.a. koble sin iPhone op til Apple CarPlay trådløst. Der er også indbygget navigationsanlæg, DAB-radio og en righoldig information om bilens driftsforhold.

God plads overalt

Formentor er en mellemklasse-SUV og er bygget på samme platform som VW Golf og Seat Leon. Her er højden dog øget betydeligt, mens akselafstanden er bevaret. Det er ikke et dårligt udgangspunkt, og pladsen i Formentor er derfor ret god.

Ved bagsædet finder to-tre voksne fin plads, og bagagerummet er med sine 450 liter i den pæne ende, uden at være overraskende stort.

Men det er stadig ved forsæderne, at man får de største oplevelser, når man skal ud at trille en tur i Formentor. Man lærer ret hurtigt bilen at kende, og selvom den har mange hidsige sider, kan den også køres blidt og behageligt i den almindelige hverdagstrafik. Det gør den egnet som familiebil for dem, der ind i mellem også sætter pris på lidt udfordrende kørsel.

Cupra Formentor bagagerum
Bagagerummet rummer 450 liter, og bagsædets ryglæn er todelt med en lille gennemlæsningsluge ved midterarmlænet.

Skarpe priser

Cupra er som nævnt ved at etablere sig i Danmark, og et godt håndtag, man kan dreje på i den forbindelse, er at sikre skarpe priser på produkterne. Og det er lykkedes for den danske importør.

Endnu kan man kun få Cupra Formentor i en enkelt model, og det er denne topudgave, VZ (henviser til det spanske ord for fart, Veloz), der med masser af udstyr ligner et godt køb for dem, der har et budget lige under en halv million kroner.

Men om det også på den lange bane er et godt køb, må tiden vise. Traditionelt har nye bilmærker svært ved at sikre en god gensalgsværdi. Men har man mod på at se bort fra den del af festen, så er Formentor en sjov og opsigtsvækkende bil, der på mange måder er lykkedes med at være et brugbart alternativ til de mere traditionelle hurtigløbere i klassen.

Læs nye biltest

Cupra Formentor logo

Cupra Formentor

11,8 km/l
Benzin
459.987 kr.
  • Motor
  • Udstyr
  • Køreegenskaber
  • Ukendt bilmærke
  • Forbrug
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    2.0 liter – 4 cyl.
  • CO2 udledning
    192 g/km
  • Effekt
    310 hk
  • Moment
    400 Nm
  • Topfart
    250 km/t.
  • Acc. (0-100)
    4,9 sek.
  • Køreklar vægt
    1.644 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.800 kg
  • Bagagerum
    450 liter
  • Akselafstand
    268 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 3 / 12
  • Mål
    L:445 cm B:184 cm H:153 cm
Luk