Hyundai Tucson – stor og populær SUV

SUV’ernes fremtog fortsætter ufortrødent i 2021, og her bliver den nye Hyundai Tucson en vigtig spiller. Den kommer nu i fjerde generation, der fås både som hybrid og plugin-hybrid. Og priserne ser skarpe ud.

Hyundai Tucson set forfra
Forpremiere

Motor mener

Det ligner en succes, når Hyundai til januar introducerer den nye Tucson. Bilen er opdateret med alt i sikkerhedsudstyr og kommer med fire drivlinjer: Benzin, diesel, hybrid og plugin-hybrid. 

SORØ Med en startpris på 280.000 kr. for billigste udgave af den nye Hyundai Tucson er der lagt op til en hård kamp om kunderne i SUV-klassen i 2021. For dels er Hyundai netop nu klar med denne fjerde generation af mærkets mest populære bilmodel, dels lancerer flere andre bilmærker tilsvarende modeller inden for kort tid.

Hyundai Tucson er vokset betydeligt i forhold til forgængeren, og det mærker man inde i bilen, hvor der er mægtig fin plads ved bagsædet. Også ved forsæderne er opholdet forbedret betydeligt, og særligt lægger man mærke til et flottere design og en øget brug af lækre materialer, der er øger kvalitetsfornemmelsen.

På det sikkerhedsmæssige område har alle udgaver på nær grundudgaven nu automatgear, adaptiv fartpilot og lækre detaljer såsom digitalt cockpit, en stor central skærm samt naturligvis udstyr som varme i sæder og rat.

Video: Kig med på den nye Hyundai Tucson

Hvilke motorer fås Hyundai Tucson med?

Hyundai er kendt for at lancere et hav af elektrificerede bilmodeller, og her er Tucson ingen undtagelse. Den kommer ganske vist ikke som ren elbil, men ellers er stort set alle andre udgaver forsynet med et batteri og en elmotor af varierende størrelse.

De mindst grønne udgaver er dem, der blot har et 48-volts mildhybrid-system, hvor en lille elmotor hjælper med at trække bilen frem ved igangsætninger. Den teknik findes både i benzin- og dieselversioner. Kun benzinudgaven fås her i en version med manuelt gear, mens begge ellers har en syvtrins automatgearkasse af dobbeltkoblingstypen.

Næste trin er hybridudgaven, hvor en benzinmotor og en elmotor hjælpes mere ligeligt om opgaven. Den version er koblet til en traditionel automatgearkasse, og det giver grundlag for en glimrende køreoplevelse.

Hyundai Tucson kabine
Førerpladsen er indrettet med en vandret linje, der smyger sig rundt om hjørnet, så den flot binder dørsider og instrumentbord sammen. Skærmen i midten er flot integreret, og alle materialerne virker lækre.

Hvad koster Hyundai Tucson som plugin-hybrid?

Den mest grønne udgave finder man i den plugin-version, der dukker op til foråret. Her er en kraftig elmotor koblet sammen med en benzinmotor, og de to kan skiftevis eller sammen stå for fremdriften via et traditionelt automatgear. Elmotoren får sin energi fra et stort batteri, der kan lades op om natten.

Endnu har Hyundai ikke offentliggjort alle data for pluginhybriden, men når den kommer til Danmark, ventes den at blive en hård konkurrent til den almindelige hybridudgave, da prisen på plugin-hybriden ventes at blive attraktiv som følge af de nye afgiftssatser.

Vores bud lander et eller andet sted mellem 350.000 og 400.000 kr. for en udgave med firehjulstræk og en samlet effekt på 265 hk. Det er kun hybrid- og plugin-hybriderne, der fås med firehjulstræk.

Alle udgaver af Hyundai Tucson må i øvrigt trække en påhængsvogn med bremser på op til 1.650 kg og op til 750 kg for en ubremset påhængsvogn.

Hyundai Tucson gear
På hybridudgaven er gearstangen erstattet af trykknapper, mens man i benzin- og dieseludgaverne har en mere traditionel gearstang, hvor man selv skal sætte den i ’P’, når turen er slut.

Parametrisk design

Ser man Tucson udefra, oplever man mange skarpe linjer, der tilsammen danner et mønster, Hyundai kalder „parametrisk“. Det ses mest tydeligt ved fronten, hvor kølergitteret er udformet som et mønster af det, Hyundai kalder „parametriske juveler“, hvilket dækker over ensartede, skarptformede felter, der tilsammen danner en flot udformet grill.

I hver side af grillen er en del af felterne udformet som lysende felter, der gør det ud for LED-kørelys, når bilen kører, men som fremstår næsten sorte, når bilen er parkeret.

Læs også: Motors gruppetest af 10 populære SUV'er

Også langs siden af bilen er skærmkasserne udformet med store skarpe linjer, der giver den et tydeligt præg. Bagtil er bilen let genkendelig med skarpt-formede LED-baglygter, der er forbundet af et LED-lygtebånd.

Hyundai-logoet er integreret i bagrudens underkant, mens bagrudens visker er placeret skjult helt oppe under tagspoileren.

Hyundai Tucson instrumenthus
Alle udgaver har et digitalt instrumenthus, og man kan skifte mellem flere indstillinger. Det er fint og tydeligt i sin grafik. Der er danske menuer overalt.

Hvordan kører den nye Hyundai Tucson?

Køreindtrykket efter den første prøvetur er positivt, og særligt føles kombinationen af motor og dobbeltkoblingsgearkassen vellykket.

Vi prøvede både benzin- og dieselvarianten, og her var benzinudgaven uden tvivl den mest komfortable rent støjmæssigt. Dieselmotoren kunne høres mere tydeligt ved lav hastighed, til gengæld kunne den også præstere et langt mere økonomisk brændstofforbrug end benzinudgaven, der nok i praksis vil have svært ved at køre meget længere end 12-15 km pr. liter. Her kan dieseludgaven nok klare 15-20 km pr. liter, vurderet på baggrund af vores første uvidenskabelige måling.

Pladsforholdene ved bagsædet er imponerende, og her kan man glæde sig over, at man kan justere ryglænets hældning i flere trin. Fortil er der masser af fralægningsplads.

En smart detalje finder man ved instrumenthuset, hvor den store digitale skærm kan vise et billede skråt bagud, når man blinker. Det supplerer på fin vis det, man ellers ser i sidespejlet, og virkede som noget, der i høj grad øger sikkerheden og trygheden ved at køre i bil på både motorvej og ved bykørsel.

Hyundai Tucson baglygte
Tucson er Hyundais mest populære model. Den har hidtil været produceret i 7 mio. styk, og dette er fjerde generation af modellen.

Hvornår kommer Hyundai Tucson til Danmark?

De nye udgaver af Hyundai Tucson præsenteres i Danmark ved et Åbent Hus i weekenden den 23.-24. januar.

Her vil priserne naturligvis være på plads, men lige nu afventer den danske importør de endelige forbrugstal på bilerne, og først når de kendes, kan man beregne de endelige priser efter det nye afgiftssystem.

Hyundai Tucson sælges i lighed med andre modeller fra det koreanske bilmærke med en flot garanti på fem år uden km-begrænsning. Det kræver dog, at man følger fabrikkens anvisninger for serviceeftersyn.

Læs flere forpremierer

Hyundai Tuscon forfra

Hyundai Tucson

23,9 km/l
Diesel
350.000 kr.
  • Plads
  • Udstyr
  • Garanti
  • Gearvælger
  • Baglys ikke tændt
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.6 liter – 4 cyl.
  • CO2 udledning
    112 g/km
  • Effekt
    136 hk
  • Moment
    280 Nm
  • Topfart
    180 km/t.
  • Acc. (0-100)
    11,4 sek.
  • Køreklar vægt
    1.711 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.650 kg
  • Bagagerum
    616 liter
  • Akselafstand
    268 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    5 / 5 / 12
  • Mål
    L:450 cm B:187 cm H:165 cm
Luk