Toyota Proace – eldrevet minibus

Toyota er klar med Proace som elbil på hvide plader. Så rummer den op til ni sæder og kører op til 330 km på en opladning.

Toyota Proace set forfra
Forpremiere

Motor mener

Der er fremragende plads og god stemning i Toyotas eldrevne minibus. Men den ret tunge elbil er ikke en, man skal vælge på grund af køreglæden.

SØBORG Toyotas samarbejde med Peugeot og Citroën har kastet endnu en fælles bil af sig. Denne gang er det el-versionen af den store Proace, som hidtil kun har været på markedet med dieselmotor i udgaver med enten gule eller hvide nummerplader.

I denne nye eludgave har bilen fået den teknik, som bl.a. kendes fra Peugeot e-2008 og Citroën C4. Dermed bliver Proace Electric første elbil fra Toyota.

En elmotor med 136 hk er monteret, så den trækker på forhjulene, og den får sin energi fra et batteri, der findes i to størrelser på enten 50 eller 75 kWh. Det giver en rækkevidde på enten 230 eller 330 km.

Toyota Proace kabine
Førerpladsen er stort set mage til den, som findes i dieseludgaverne, men instrumenthus og gearvælger er ændret i denne el-version.

Hvad koster Toyota Proace?

Som personbil kommer Proace Electric i flere udgaver. Combi er grundudgaven med ni sæder og en enkel indretning, mens Family er topudgaven med otte sæder og en flot indrettet kabine.

Family er altid at finde i den lange udgave med to skydedøre, mens Combo fås i enten en kort eller en lang udgave med blot en enkelt skydedør. Billigste udgave er den korte Combo til 400.000 kr.

Alle udgaver lades op med tre faser og 11 kW fra en ladeboks og kan på farten lynlades med op til 100 kW.

Toyota Proace bagsæder
I Family-udgaven er der i alt otte siddepladser, som er fordelt 2-3-3. Der er skydedør i begge sider, og adgangen til tredje sæderække er egentlig ret fin.

Hvordan kører Toyota Proace?

Vores første møde med den nye elektriske minibus var på mange måder positivt. Man nyder den glidende kørsel, og selvom motorens effekt er moderat, savner man egentlig ikke kræfter. I stedet nyder man blot den ret så støjsvage kørsel.

Men på et område føles el-udgaven mindre god end dieselversionen, og det handler om bilens bevægelser på vejen – ikke mindst hvis den er ujævn. Så mærker man, at batterierne vejer over et halvt ton, hvilket bringer bilens samlede vægt et pænt stykke op over de to tons.

Læs også: Motors test af benzinudgaven af Toyota Proace (fra 2020)

Den høje vægt presser bilens undervogn så meget, at den får svært ved at falde til ro. Her mærker man, at udgangspunktet er en varebil. En mere avanceret undervogn kunne helt sikkert have hjulpet på køreoplevelsen.

Men alt i alt kan Proace noget, som de færreste elbiler kan klare: Den kan på hyggelig og komfortabel vis bringe den store familie rundt i landet i en og samme bil på el alene. Og skal man køre så langt, at man får behov for at lade undervejs, kan det indbyggede navigationsanlæg let vise vej til nærmeste ladestander.

Overvejer du elbil? Læs FDMs tema om hverdagen med elbil

Læs elbil-tema

Toyota Proace set bagfra

Toyota Proace

El
399.990 kr.
  • Plads
  • Ni sæder
  • Skydedør
  • Rækkevidde
  • Pris
  • Ladetid
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1 elmotor - forhjulstræk. Batteri: 50 kWh
  • CO2 udledning
    0 g/km
  • Effekt
    136 hk
  • Moment
    260 Nm
  • Topfart
    130 km/t.
  • Acc. (0-100)
    12,1 sek.
  • Maks. påhængsvægt
    1.000 kg
  • Bagagerum
    798 liter
  • Akselafstand
    328 cm
  • Officiel rækkevidde
    230 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    3 / 3 / 12
    Bil: Maks. 100.000 km. Batteri: 8 år/100.000 km
  • Mål
    L:496 cm B:192 cm H:189 cm
Luk