Peugeot 308 – elektrisk løve på vej

Lige efter nytår kommer Peugeot 308 i en ny generation. Femdørs og stationcar fastholdes, og nyt er plugin-hybrider og senere egentlige elbiler.

Peugeot 308 set forfra
Forpremiere

Motor mener: 

Peugeot 308 har fået et gevaldigt løft i den oplevede kvalitet, og køreindtrykket er overordentligt positivt.

CANNES Den nye Peugeot 308 dukker op i hele to plugin-hybrid-versioner og senere som en egentlig elbil. Dermed skruer det franske bilmærke yderligere op for den grønne omstilling, der om få år skal gøre alle nye biler elektriske.

Første skridt er de to udgaver med både benzin- og elmotor. De kommer med henholdsvis 180 og 225 hk, og de er begge baseret på en 1.6-liters benzinmotor, et ottetrins automatgear og forhjulstræk.

De kommer både som femdørs hatchback og som stationcar, og ventes at komme til at stå for langt den største del af salget i Danmark, hvor de grønne biler fortsat ikke pålægges samme høje afgift som benzin- og dieselbiler.

Priserne kender vi endnu ikke i detaljer, men regn med en startpris for den mindste plugin-udgave på lige under 300.000 kr. i femdørsudgaven, og 15.000-20.000 kr. mere for stationcaren.

Peugeot 308 kabine
Førerpladsen har skarptskårne flader og præges i øvrigt af det lille rat og det særlige i-cockpit, der ses hen over rattet. I midten er en flot 10”-skærm fint integreret.

Hvor god plads er der i Peugeot 308?

I forhold til den udgående 308’er er den nye generation blevet betydeligt længere, ligesom akselafstanden er øget markant. Det betyder bedre plads ved bagsædet.

Det mærker man i høj grad i stationcarversionen, der har fået en akselafstand, der er yderligere seks cm længere end i hatchbacken. Det giver bilen en lang profil og et bagagerum, der i den grad kan rumme gods og bagage.

I stationcaren er bagsædet tredelt, så man let kan variere bagage- og bagsædepladsen, og lægger man ryglænet ned, bliver gulvet helt plant. En elektrisk bagklap er endda at finde i de bedst udstyrede versioner.

Peugeot 308 instrumenter
Hen over rattet ses det digitale instrumenthus, som Peugeot kalder i-cockpit. Her kan man selv skifte mellem en række skærmbilleder, der på forskellig vis viser hastighed med mere.

Hvordan kører Peugeot 308?

Vi prøvede både billigste udgave med den lille 1.2-liters benzinmotor med 130 hk og den nye plugin-hybrid med 180 hk. Og selvfølgelig vil den lille motor være den billigste, men man bør tænke sig godt om, før man går ad den vej.

For den mere avancerede plugin-hybrid leverer en køreoplevelse, der er markant bedre end i den lille 1.2’er. Dels er plugin-udgaven altid forsynet med automatgear, og det alene giver bilen en mere komfortabel fremtoning. Men også motorens evne til skiftevis at køre på el og benzin giver en blød igangsætning og en mere glidende kørsel. Den er simpelthen med til at løfte køreoplevelsen markant.

Her er den lille 1.2’er mere traditionel i sin kørestil, og vel har fabrikken gjort en del for at få gearskift og kobling til at spille pænt sammen, men det er alligevel en lidt uinspirerende køreoplevelse sammenholdt med den, man får i plugin-hybriden.

Peugeot 308 stor skærm
Den store 10”-skærm rummer et hav af funktioner og kan som her også vise skærmbilleder fra mobilen via et trådløst Apple CarPlay eller Android Auto. Knapperne under skærmen kan man selv konfigurere.

Hvor kører Peugeot 308 på en opladning?

Fuldt opladet kan batteriet på godt 12 kWh levere strøm nok til 60 km kørsel på el alene ifølge WLTP-normen. Og så længe, der er strøm på, er det en elmotor med 110 hk, der står for opgaven med at drive bilen frem.

Det er en ret kraftig motor, og den giver bilen en god køredynamik, når man kører på el alene. Skifter man køreprogrammet fra Elektrisk til Hybrid, oplever man, at bilen selv hele tiden skifter mellem de mest optimale måder at bruge energien på.

Med benzinmotoren kørende alene er der 150 hk til rådighed, og når begge hjælpes ad, bliver den samlede effekt løftet til 180 hk. Det er meget, og det er med til at gøre bilen letkørt.

Peugeot 308 bagsæde
Bagsædet byder nu på markant bedre knæplads takket være en længere akselafstand. Der er desuden friskluftdyser mellem forsæderne.

Lækker førerplads i Peugeot 308

Bag rattet har man i øvrigt en meget rar fornemmelse. Materialerne er lækre, der er flotte skærme både over rattet, hvor hastigheden og lignende vises, og ved midterkonsollen, hvor navigationsanlægget og lignende står klart.

Under skærmen i midten er endnu en skærm, hvor man selv kan konfigurere, hvilke knapper der skal være til rådighed. Man kan f.eks. lave en knap, der lader navigationsanlægget vise vej hjem, eller man kan lave en, der ringer hjem.

Alle menuer er på dansk, og der er desuden mulighed for at anvende Apple CarPlay og Android Auto trådløst.

Ved bagsædet er der friskluftdyser og USB-stik, og der er god loftshøjde og hæderlig knæplads.

Peugeot 308 bagagerum
I stationcar-udgaven er der et enormt bagagerum, der let kan udvides, hvis man folder bagsædets ryglæn forover. Det er tredelt i alle udgaver, og i topudgaverne er bagklappen elektrisk betjent.

Hvornår kommer Peugeot 308 til Danmark?

Alle udgaver af Peugeot 308 bygges på Peugeot-fabrikken i Mulhouse i Alsace i Frankrig, og der kører produktionen allerede på fuldt drøn. Men byggeriet af de danske modeller påbegyndes først efter nytår, og da vil de dukke samtidig op i alle versioner.

Det er udstyrsniveauerne Active, Allure og GT, der udgør rygraden i programmet, og til hvert niveau kan man tilkøbe en Plus-pakke, der bringer udstyrsniveauet yderligere i vejret.

Nyt er en adaptiv fartpilot, der er koblet til en kørselshjælp, der kan hjælpe med at skifte vognbane på motorvejen. Også avancerede matrix-forlygter, forsæder med indbygget massage og musikanlægget fra Focal er nyt i den franske mellemklassebil.

I 2023 dukker en fuldelektrisk udgave af 308 op, og her har fabrikken netop bekræftet, at den vil komme både som femdørs og som stationcar. Oplysninger om rækkevidde og lignende er endnu ikke til rådighed. Men der er ingen tvivl om, at den vil være en interessant bil på det danske marked, hvor der i øjeblikket stort set ikke findes elektriske stationcars.

 

Få gode tilbud fra FDM og de seneste bilnyheder direkte i din mailboks:

Få FDMs nyhedsbreve

Peugeot 308 bagfra

Peugeot 308

Benzin/el
320.000 kr.
  • Førerplads
  • Motor
  • Plads
  • Ladetid
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.6 liter – 4 cyl. + el
  • CO2 udledning
    25 g/km
  • Effekt
    180 hk
  • Moment
    360 Nm
  • Topfart
    225 km/t.
  • Acc. (0-100)
    7,7 sek.
  • Køreklar vægt
    1.784 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.450 kg
  • Bagagerum
    548 liter
  • Akselafstand
    273 cm
  • Officiel rækkevidde
    60 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 2 / 12
  • Mål
    L:464 cm B:185 cm H:144 cm
Luk