Motor mener:
Har man behovet, så er der her mulighed for at køre overalt med en kombination af blød luksus bag rattet og rå styrke i terrænet.
PORVOO Mudder, klipper og vandhuller passeres med største selvfølgelighed, når man sidder bag rattet i Ford Ranger Raptor, som er Fords største firehjulstrækker i Europa.
Den er baseret på den almindelige pickup, der blot hedder Ranger, og som er Danmarks mest solgte. Men som Raptor er undervognen modificeret i en grad, så der næsten ikke er nogen forhindringer, der bliver for svære for den rå bil.
Det fik vi lejlighed til at efterprøve i Finlands skove, hvor den træningsbane, som det finske militær benytter til uddannelsen af deres specialister, blev forceret, som var det en træningsbane for begyndere. Ingen tvivl om, at Raptor kan mere end de fleste andre offroadere.
Hvad koster Ford Ranger Raptor?
Om et års tid afløses denne Ford Ranger af en ny generation af ladbiler, der skal bygges sammen med VW, men indtil da har fabrikken skruet helt op for ambitionerne med denne Raptor Special Edition, der nu er på vej til landet.
Den fås som varevogn på papegøjeplader til 623.000 kr., men kan også fås som personbil på hvide plader til en pris på lige under en million kroner. I begge tilfælde får man en bil med en yderst luksuriøs indretning, der matcher det, man ville forvente i en veludstyret personbil.
Derudover er teknikken opgraderet med hele seks køreprogrammer og en forstærket undervogn, der tillader offroad kørsel i højt tempo, uden at bilen tager skade.
Hvordan kører Ford Ranger Raptor?
Under motorhjelmen ligger en toliters dieselmotor med 213 hk og et enormt drejningsmoment på 500 Nm. Sammen med et 10-trins automatgear og en yderligere reduktionsgearkasse giver det mulighed for at liste sig af sted med lav hastighed, firehjulstræk og masser af kræfter.
Automatgearet gør det dejlig let at køre op ad bakke, og når man skal ned igen, bremser bilen selv op, så en lav og komfortabel hastighed hele tiden opretholdes.
På den måde er det let at være konge i terrænet. Motoren trækker forbløffende godt fra lave omdrejningstal, og støjen bliver dermed aldrig generende – heller ikke på asfaltveje.
Pas på afgifterne
Men inden man som privat person forelsker sig i denne livsstilsbil, skal man vide, at det ikke er gratis at køre på papegøjeplader som privat.
Oven i vægtafgiften skal man nemlig betale afgift for at køre i bilen privat, og de to afgifter beløber sig tilsammen til cirka 19.000 kr. om året, hvis bilens totalvægt holdes under tre tons. Er den over, bliver afgiften i alt på 31.000 kr. pr. år!
På hvide plader bliver det ikke markant billigere, for her lander den årlige afgift på ca. 13.000 kr. pr. år. Men har man lysten, pengene og behovet, så venter der køreoplevelser, der er langt over det normale. Ford Ranger fås også i en mindre barsk udgave, der hedder Stormtrack til priser, der er lidt over 100.000 kr. lavere.
Hold dig up to date med FDM
Få gode tilbud fra FDM og de seneste bilnyheder direkte i din mailboks