Motor mener:
Det er fint, at der nu er mulighed for at få en mere personlig udgave af en T-Cross, men det er skammeligt, at VW har valgt at se helt bort fra den nye, grønne bilteknik.
MIDDELFART Når vi spørger VW, hvorfor de lancerer endnu en model mellem en Polo og en T-Cross, så er svaret enkelt og ærligt: Flere modeller giver flere kunder i butikken og dermed flere solgte biler.
Set i det lys giver den nye Taigo god mening: Kunderne vil have høje og smarte biler, og hvis det er det, de vil have, så er det det de skal få!
Taigo placerer sig præcis mellem en Polo og en T-Cross, idet den er seks cm højere end en Polo og seks cm lavere end T-Cross, som den dog ligner mest. Men selvom Taigo er bygget på samme platform som de to andre modeller, så er den næsten 20 cm længere end en Polo og 16 cm længere end en T-Cross.
På den måde har det altså været muligt at skabe en egen identitet for den nye Taigo, selvom der kun er tale om mindre justeringer. Man mærker særligt forskellene, når man skal ind og ud af bilen, hvor man sidder omtrent fem cm højere end i en Polo, men altså også fem cm lavere end i en T-Cross.
Så for dem, der godt kan lide en Polo, men gerne vil sidde lidt højere, er Taigo bestemt værd at se nærmere på.
Hvad koster VW Taigo?
Mens Taigo størrelsesmæssigt altså lægger sig pænt mellem Polo og T-Cross, så er priserne derimod kommet tættest på T-Cross, og billigste Taigo koster således 255.000 kr.
Bilen lægger dog op til automatgear og lidt mere udstyr, end det vi finder i grundudgaven, og så er prisen ret præcist 300.000 kr. for en 1.0 med DSG-gear i Style-udgaven – samme pris for en tilsvarende T-Cross.
Det ligner alligevel et godt køb, al den stund at udstyrsniveauet er ret pænt i netop Style-udgaven, hvor bl.a. matrix-forlygter, Travel Assist med adaptiv fartpilot samt p-sensorer og advarsel for biler i den blinde vinkel alt sammen er standard.
Hvordan kører VW Taigo?
Bag rattet oplever man en lækker og velfungerende teknik, en godt afstemt undervogn og en motor, der trækker pænt selv fra lave omdrejninger. Selve kvalitetsfornemmelsen af kabinen ligger også på et flot niveau. Det er alt sammen godkendt!
Hvad der er knap så godkendt, er den helt åbenlyse mangel på teknik, der kan være med til at gøre bilen bare en smule mere grøn. Det er f.eks. hybridteknik eller andre former for elektrificering, men det kan man altså glemme alt om i en Taigo.
Motorprogrammet er dermed ret enkelt med valg mellem enten en trecylindret 1.0-liters motor eller en firecylindret 1.5’er. Dieselmotorer findes ikke.
Til gengæld kan man få bilen med det udmærkede DSG-automatgear med syv trin, og her er merprisen på 20.000 kr. i 1.0’eren, mens DSG er standard i 1.5’eren.
Vi prøvede Taigo både med manuelt gear og automatgear, og her var det helt klart DSG-udgaven, der efterlod det bedste indtryk, og den vi vil anbefale som bedste køb.
Hvor god plads er der i VW Taigo?
Brugsværdien i Taigo opleves udmærket og klart bedre end i en Polo. Men det skrånende tag kan genere høje personer på bagsædet, ligesom man ikke har fordelen af det længdeforskydelige bagsæde, som findes i en T-Cross.
Til gengæld kan man – modsat T-Cross – bestille bilen med et oplukkeligt glastag, der kan gøre kabinen både mere lys og luftig. Bagagerummet er noget større end i en Polo, og det svarer i literantal til en T-Cross med bagsædet i bageste position.
Den nye Taigo kan desuden udstyres med anhængertræk, og bilen må trække op til 1.100 kg. Bilen produceres på VW’s fabrik i Spanien, og den kommer til Danmark straks efter nytår.
Hold dig up to date med FDM
Få gode tilbud fra FDM og de seneste bilnyheder direkte i din mailboks.