Toyota ProAce City Verso – Stor familiebil skifter til el

Den kendte Berlingo har en mindre kendt tvillingesøster hos Toyota. Den hedder Proace City Verso, og den kommer nu også som elbil. En god garanti lægger den i front blandt „kassebilerne“.

Toyota ProAce City Verso
Forpremiere

Motor mener: 

Toyota har ramt en fin balance mellem pris og udstyr i Family-udgaven. Læg dertil en flot garanti, og Toyota ligner en vinderbil i gruppen af „kassebiler“ som f.eks. Berlingo. 

HERLEV Så kom der også en eludgave af Toyotas version af Citroën Berlingo. Hos Toyota hedder den Proace City Verso Electric, og den supplerer udgaverne med benzin- og dieseldrift, der hos Toyota fortsætter, så man her frit kan vælge mellem de tre motortyper.

Og den nye el-Toyota kommer i en kort og i en lang udgave med fem eller syv sæder. Priserne begynder ved 300.000 kr. for grundudgaven Shuttle, mens den mere familieegnede Family koster 320.000 kr. med fem sæder og 345.000 kr. med syv sæder.

Det er fine priser, der snildt kan konkurrere med Citroën ë-Berlingo, Opel Combo-e og Peugeot e-Rifter.

Video: Se nærmere på Toyota ProAce City Verso

Lille batteri i Toyota ProAce City Verso

Alle versioner har samme el-teknik: En elmotor trækker på forhjulene, og den yder op til 136 hk. Den får strøm fra et 50 kWh-batteri, og det er nok til en officiel rækkevidde på op til 284 km.

Vores test af søsterbilerne har tidligere vist en rækkevidde på motorvej på blot 170 km om sommeren, så man skal nok ikke planlægge alt for meget i forhold til fabrikstallet. Man kan desværre ikke få bilen med et større batteri.

Til gengæld kan der hurtigt komme strøm på det igen. Hjemme lader bilen med tre faser og 11 kW, hvilket giver en opladningstid på under fem timer, mens man på farten kan lynlade med op til 100 kW. Det giver ifølge Toyota en ladetid op til 80 procent på en god halv time. For at øge rækkevidden er topfarten begrænset til 135 km/t.

Der er kommet et ordentligt Toyota-logo på rattet, men ellers er førerpladsen identisk med den i Berlingo.
Der er kommet et ordentligt Toyota-logo på rattet, men ellers er førerpladsen identisk med den i Berlingo. Den store skærm i midten giver adgang til Apple CarPlay eller Android Auto, og i instrumenthuset kan man holde øje med strømforbruget.

Hvor god plads er der i Toyota ProAce City Verso?

Mens rækkevidden altså ikke ligefrem imponerer, så er pladsen til at få øje på. Fortil sidder man glimrende, og der er plads som i en minibus, og det føles rart.

I Family-udgaven, som vi prøvede, er der ved række to tre separate stole med hver sit isofix-beslag, og det er en fordel for børnefamilier. Stolene kan justeres enkeltvis, og der er glimrende adgang i begge sider via de store skydedøre.

Også bagagerummet imponerer med sine 775 liter og en enorm bagklap, der fungerer som et halvtag, når den er åben. Skal man blot fiske småting ud af bagagerummet, kan det gøres gennem den oplukkelige bagrude.

Alle udgaver af Proace City Verso Electric må i øvrigt udstyres med et anhængertræk, der tillader kørsel med op til 750 kg, uanset om påhængsvognen har bremser eller ej.

Grundudgaven til 300.000 kr. hedder Shuttle, og den har en traditionel bænk ved bagsædet
Grundudgaven til 300.000 kr. hedder Shuttle, og den har en traditionel bænk ved bagsædet, mens næste niveau – Family til 320.000 kr. – har tre separate stole som her på billedet. De er alle udstyret med isofix-beslag.

Hvordan kører Toyota ProAce City Verso?

Køreindtrykket er positivt, men bilen fylder godt op i landskabet, og det vil givetvis forskrække nogle ejere de første gange, der skal parkeres. Her er det rart, at der er p-sensorer både for og bag i Family-udgaven.

Der er desuden fartpilot til de længere ture, men den er ikke af den adaptive slags. Til gengæld er der en vognbaneassistent med styreassistent, der hjælper med at fastholde bilen i vognbanen, og den fungerer fint.

Motoren yder som udgangspunkt 109 hk, når man starter bilen. Men man kan sætte den i Sport, og så øges effekten til 136 hk. Sætter man den i stedet i Eco, forlænges rækkevidden, idet effekten reduceres til 82 hk. De 136 hk føles tilstrækkeligt til bilen, og selve kørslen er dejlig støjsvag.

Om man kan leve med bilens rækkevidde, er naturligvis individuelt, men kan den del godkendes, får man en bil med en meget høj brugsværdi. Og som noget særligt for Toyota er der tre års garanti på bilen, som kan forlænges til 10 år eller 160.000 km, hvis man følger de årlige serviceeftersyn. Det er unikt, og noget der taler varmt for bilen.

Toyota Proace City Electric kommer også som varebil til priser fra 245.000 kr. plus moms.

 

Har du brug for hjælp til valg af elbil?

Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.

Kontakt rådgivningen

Toyota ProAce City Verso Electric set bagfra

Toyota ProAce City Verso Electric

El
319.900 kr.
  • Plads
  • Skydedøre
  • Garanti
  • Rækkevidde
  • Ikke adaptiv fartpilot
  • Modelprogram
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1 elmotor - forhjulstræk
  • CO2 udledning
    0 g/km
  • Effekt
    136 hk
  • Moment
    260 Nm
  • Topfart
    135 km/t.
  • Acc. (0-100)
    11,2 sek.
  • Køreklar vægt
    1.835 kg
  • Maks. påhængsvægt
    750 kg
  • Bagagerum
    775 liter
  • Akselafstand
    279 cm
  • Officiel rækkevidde
    284 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    3 / 3 / 6
    Bil: Maks. 100.000 km. Elmotor, inverter m.m.: 5 år/100.000 km. Batteri: 8 år/100.000 km
  • Mål
    L:440 cm B:185 cm H:180 cm
Luk