Motor mener:
Hybridteknikken kan være en nyttig løsning for dem, der gerne vil køre en smule mere grønt, men som ikke har mulighed for at lade bilen op. I Danmark ventes de rene elbiler dog snart at tage helt over.
KRAKOW Vil du være fri for at rode med ladekabler, så er hybridbilen lige noget for dig. Omtrent sådan reklameres der ofte for hybridbilerne, hvor de på den måde får et strejf af elbil over sig. De er dog i bund og grund benzinbiler, hvor hybridteknikken først og fremmest har gjort det muligt at køre længere på en liter benzin.
Det er selvfølgelig også mægtigt i en tid, hvor literprisen bare buldrer derudad. Men helt grøn bliver en hybridbil aldrig. Så er der heldigvis så meget andet godt i hybridbilen.
Det viser den nye Nissan Juke Hybrid tydeligt, da vi prøver bilen af på det polske vejnet. For med indbygget automatgear og hjælp fra en kraftig elmotor bliver køreoplevelsen bragt op på et komfortniveau, vi aldrig før har oplevet i en Juke.
Igangsætningen er blød, støjniveauet er for det meste lavt, og der er altid kræfter til en frisk overhaling. Og så er affjedringen overraskende komfortabel, selvom vægten er øget med næsten 100 kg på grund af hybridteknikken.
Så der er ingen grund til at rynke på næsen ad den nye hybridbil, selvom den altså ikke kan køre på strøm fra elnettet som en elbil eller en plugin-hybrid. Som overgangsløsning indtil man får mulighed for at køre i bil, der kan lades op, er Juke derfor et udmærket bilvalg.
Video: Se den nye Nissan Juke Hybrid her
Hvor langt kører Nissan Juke på literen?
Udgangspunktet for den nye Juke Hybrid er den ret unikke konstruktion, vi tidligere har stiftet bekendtskab med i flere af Renaults modeller. Der er i bund og grund tale om en 1.6-liters benzinmotor uden turbo, der er koblet til en sindrig gearkasse med op til 15 kombinationer af de gear, der forbinder drivakslerne med benzinmotoren og to elmotorer.
Bilen starter altid på eldrift fra den store elmotor, der kan yde op til 49 hestekræfter, og som gør det muligt at undvære en kobling mellem benzinmotoren og gearkassen. Når der skal skiftes gear, sørger den anden og noget mindre elmotor for, at tandhjulene altid kører lige hurtigt rundt. Derved kan skifterobotten foretage nærmest umærkelige gearskift, og det gør det også muligt for styresystemet løbende at skifte mellem benzin- og eldrift.
Bilen kan køres på ren el op til en fart af 55 km/t., og Nissan hævder, at man ved bykørsel vil opleve, at benzinmotoren er slukket i op til 80 procent af tiden. Alt i alt giver det et flot forbrugstal på omkring 20 km pr. liter. Det er meget pænt for en bil med 143 hk og slet ikke urealistisk, viste vores første møde med bilen, hvor vi klarede 19 km pr. liter over en god lang og varieret strækning.

Hvordan kører Nissan Juke?
Bag rattet opleves den nye Juke Hybrid komfortabel og letkørt. Vi havde gerne set, at man også havde gjort selve gearvælgeren elektronisk, men den er desværre af den type, hvor man selv skal huske at sætte den i P efter hver tur.
Bortset fra det sidder man med en fornemmelse af en moderne bil med et meget højt komfortniveau. Presses bilen hårdt, kører benzinmotoren i høje omdrejninger, og det kan høres. Men det er ikke meget anderledes end i en almindelig benzinbil, og det er derfor til at leve med.
I topudgaverne har Nissan installeret Pro Pilot, og det er et system, der fastholder bilen i vognbanen, og som løbende justerer afstanden til forankørende biler. Her justeres hastigheden også efter vejens forløb og hastighedstavlerne langs vejen.
Det fungerer rigtig godt, og arbejder fint sammen med hybridsystemet, men er desværre ikke standard i grundudgaverne. Man bør derfor gå efter topmodellen Tekna, hvis man vil have den del med.

Hvad koster Nissan Juke?
I Danmark beregnes afgiften på nye biler blandt andet ud fra benzinforbruget, og det er i skrivende stund ikke fastlagt for alle udgaver af Juke. Det betyder, at den danske importør ikke kan færdiggøre pris-beregningen før senere på sommeren.
Men vi gætter på, at priserne begynder ved 290.000 kr. for en Hybrid N-Connecta, og omkring 325.000 kr. for topmodellen Tekna.
Holder det, kan Juke snildt blive en udmærket mulighed for dem, der søger en moderigtig bil med moderigtig teknik. Men køb den ikke på grund af pladsforholdene, for både bagsædet og bagagerummet hører til i den klejne afdeling.
Har du brug for hjælp til at vælge mellem hybrid, elbil og plugin-hybrid?
Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.