Subaru Solterra – Vild elbil i terrænet

Elbilen Subaru Solterra er søsterbil til Toyota bZ4X og byder på fin kørekomfort tilsat ekstra kompromisløst firehjulstræk.

Subaru Solterra set forfra
Forpremiere

Motor mener: 

Elbilen Subaru Solterra og Toyota bZ4X er udviklet som et fælles projekt fra de to fabrikker. Men med Solterra får man ægte Subaru-dyder med i købet. 

MADRID Subarus første elbil er på ingen måde et kompromis. Den er udviklet som elbil fra begyndelsen og byder på ægte Subaru-dyder såsom et avanceret firehjulstræk og en lang række tekniske egenskaber, der gør køreoplevelsen til noget særligt.

Solterra er udviklet sammen med den ligeledes nye elbil, Toyota bZ4X, men modsat denne fås Solterra kun med firehjulstræk. Og det er tilmed afstemt således, at de to elmotorer, der driver henholdsvis for- og baghjulene altid er i drift samtidig.

Som udgangspunkt med en ligelig fordeling af kræfterne, men med mulighed for at flytte lidt af kræfterne mellem for og bag afhængig af behovet og underlaget. Dermed adskiller den sig fra Toyotas AWD-udgave, der helt kan koble baghjulstrækket fra, så den ved ukompliceret kørsel kun trækker på to hjul til gavn for et lavere forbrug.

Det betyder da også, at Toyota kan få fem kilometer mere ud af batteriet, der i begge tilfælde er på godt 71 kWh. I Subaru’s tilfælde giver det en rækkevidde på 465 km.

Video: Se nærmere på Subaru Solterra:

Skiftegreb bag rattet

At de to elmotorer altid er i drift, betyder også, at man har bedre mulighed for at opsamle energi, når man slipper speederen. I Subaru kan man således indstille rekuperationen mellem fire niveauer ved at benytte skiftegreb bag rattet.

Det giver et valgfrit niveau af motorbremsning og mulighed for at finde det niveau, man bedst synes om. Den funktion findes kun i Subaru Solterra, men her kan man i lighed med Toyotas udgave også vælge at indstille bilen til one-pedal-drive, og så bremser bilen helt op til stilstand, når man slipper speederen. Det er en nyttig funktion ved kørsel i bymiljøet.

Subaru Solterra kabine
Førerpladsen er opbygget, så man ser instrumenthuset hen over rattet. Den store skærm i midten byder på et utal af funktioner, og er let at betjene.

Subaru Solterra er vild i terrænet

Vi tog Subaru Solterra med ud på en offroad-bane for at se, hvad den kunne præstere, når asfalten blev skiftet ud med mudder og grus. Og det var ikke småting!

Vi kørte gennem en halv meter vand uden problemer, vi besteg bakker, der var så stejle, at man normalt aldrig ville finde på at tage en bil med op, og vi kørte ned igen uden at røre pedaler eller speeder – det klarede bilen selv.

Og er man usikker på, hvad man skal, kan man indstille bilen til selv at justere både speeder og bremse hele tiden, og så skal man blot koncentrere sig om at styre bilen. Her demonstrerede Subaru på fin vis, at en elbil er perfekt i terrænet, fordi elmotorerne har så mange kræfter, og fordi de momentant kan levere lige præcis det, der skal til for at få bilen gennem terrænet.

På en hurtig grusbane viste bilen også egenskaber, der vil forbløffe de fleste. Ikke mindst er affjedringen overraskende komfortabel. Det er bare godt gået!

Subaru Solterra er udviklet sammen med Toyota bZ4X
Subaru Solterra (t.v.) er udviklet sammen med Toyota bZ4X, og de to biler deler teknik, men er på visse områder også afstemt efter hver sit mærke-DNA. Subaru er således ekstra god i terrænet.

Hvad koster Subaru Solterra? 

Subaru Solterra er allerede på vej til Danmark i en udgave med en noget simpel ladeløsning, mens de rigtige versioner med trefaset 11-kW lader først kommer lige efter årsskiftet.

Priserne begynder ved 430.000 kr. for en Limited-version, mens topmodellen Touring+ koster 460.000 kr.

Alle udgaver må trække 750 kg, hvilket ikke er meget, og nok er en af de få minusser, vi kunne finde ved bilen ved dette første møde. Om der dukker flere op ved en længere test af bilen, må vise sig, når vi får bilen til en egentlig test senere på året.

 

Har du brug for hjælp med valg af elbil?

Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.

Kontakt rådgivningen

Subaru Solterra set bagfra

Subaru Solterra

El
429.990 kr.
  • Komfort
  • Køreegenskaber
  • Pladsforhold
  • Høj vognbund
  • Påhængsvægt
  • Leveringstid
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    To elmotorer – firehjulstræk. Batteri: 71,4 kWh
  • CO2 udledning
    0 g/km
  • Effekt
    218 hk
  • Moment
    337 Nm
  • Topfart
    160 km/t.
  • Acc. (0-100)
    6,9 sek.
  • Køreklar vægt
    2.010 kg
  • Maks. påhængsvægt
    750 kg
  • Bagagerum
    452 liter
  • Akselafstand
    285 cm
  • Officiel rækkevidde
    465 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    3 / 3 / 12
    Bilgaranti: Maks. 100.000 km
  • Mål
    L:469 cm B:186 cm H:165 cm
Luk