Motor mener:
RAV4 føles som en gennemprøvet og vellykket SUV med masser af den teknik, man drømmer om. Betjeningen af bilen er gennemtænkt, og pladsforholdene er generelt gode.
LULEÅ Det er snart 30 år siden, Toyota lancerede første generation af RAV4, der skabte en ny niche, man kan kalde „fritidsfirehjulstrækkere“. Ideen viste sig hurtigt at være mere end god, og i dag er RAV4 verdens næstmest solgte bilmodel.
Nu er 2023-udgaven af RAV4 netop præsenteret. Det er femte generation, der nu har fået en opdatering med først og fremmest et nyt instrumentbord med et stort digitalt instrumenthus, en større skærm og nye og forbedrede materialer.
Udvendigt er der kun sket mindre justeringer af designet, men en ny topmodel i form af en GR-udgave er ligeledes en af nyhederne. Den rummer alt det udstyr, Toyota kan levere til en RAV4, og den koster som plugin-hybrid 650.000 kr.
Video: Se nærmere på Toyota RAV4
Avanceret hybridteknik i Toyota RAV4
Det mærkes, at Toyota er helt på hjemmebane, når det handler om hybridteknikken. Alt virker overraskende godt, og bilens egenskaber er i særklasse.
Egentlig fås RAV4 både som traditionel benzinbil, som hybridbil og som plugin-hybrid. Men de danske afgifter virker efter hensigten og har gjort den mest miljøvenlige udgave til det bedste køb.
Det er plugin-hybriden, der er tale om, og her får man en konstruktion med en 2.5-liters benzinmotor, der arbejder sammen med to elmotorer, der tilsammen kan levere op til 306 hk. Elmotorerne får strøm fra et batteri på hele 18 kWh, og det giver en rækkevidde på el alene på op til 75 km.
Uden benzinmotorens hjælp har man 182 hk ved forhjulene og 54 hk ved baghjulene, så bilen har kræfter, som var det en ren elbil. Det er både rart at køre med, og man kan køre de fleste daglige ture på el alene. En ladetid på fem timer sætter dog sin begrænsning for, hvor mange gange pr. dag, man kan køre på el.
Hvordan kører Toyota RAV4?
Man kan også bede både de to elmotorer og benzinmotoren om at deles om opgaven, og så får man en kapabel firehjulstrækker med masser af kræfter. Det oplevede vi på nordsvenske veje, der om vinteren er dækket af sne døgnet rundt.
Her viste bilen sig fra sin bedste side, idet firehjulstrækket sikrede, at fremkommeligheden altid var god, og at kræfterne hele tiden blev fordelt mellem for- og baghjul, så der også var vejgreb til at styre bilen sikkert gennem kurverne. Samtidig er bilen ekstrem hurtig. Det ses f.eks. ved accelerationstiden til 100 km/t., som klares på bare seks sekunder.
Affjedringen føltes meget komfortabel, og netop plugin-hybridens motor og gearkasse sikrer et lavt støjniveau og en smidig kraftudfoldelse.
Hvilken Toyota RAV4 skal man vælge?
I hybridudgaven, der sjovt nok koster det samme som plugin-hybriden, oplevede vi både mere motorstøj og mindre motorkraft, så der er ikke mange gode grunde til at vælge den frem for plugin-hybriden. Det skulle da lige være det forhold, at hybridudgaven må trække op til 1.650 kg, mens plugin-hybriden kun klarer op til 1.500 kg.
I GR-udgaven er sikkerhedsniveauet omfattende, og stort set alt udstyr er standard. Det gælder både en avanceret nødbremse, en glimrende vognbaneassistent samt advarsler for trafik, når man bakker ud af en p-bås.
På den måde har Toyota på fin vis bragt den populære SUV op på 2023-niveau, hvad angår udstyr og sikkerhed. De nye udgaver af Toyota RAV4 kan bestilles nu, men kan først leveres til sommer.