Lexus RZ – Eksklusiv elbil

Lexus RZ er en luksuriøs elbil med mange lækre løsninger i kabinen. Rent teknisk er bilen dog mere ordinær.

En Lexus RZ kører på bjergvej med udsigt til havet i baggrunden
Forpremiere

Motor mener: 

RZ er første rigtige elbil fra Lexus, og mærket er kommet godt fra start. Rækkevidden er dog ikke særlig imponerende, men alt i alt er oplevelsen af bilen meget positiv.

MARSEILLE Lexus er Toyotas luksusbrand, og efter nogle års pause er det japanske bilmærke nu tilbage i Danmark med fuld styrke. Nyeste model i familien er denne elbil, der hedder RZ.

Den er Lexus’ første rigtige elbil, og den deler en vis mængde teknik med den stadig nye Toyota bZ4X. Lexus har dog lyttet til kritikken af Toyota-elbilen og har derfor kunnet rette nogle af de begynderfejl, som ledte til en heftig kritik af bZ4X.

Lexus RZ kommer til Danmark her til april og vil kunne købes til priser fra 560.000 kr. Det virker som en ret skarp pris godt hjulpet af en stadig lav dansk afgift på elbiler.

Video: Se nærmere på den nye Lexus RZ

Lexus RZ har avanceret firehjulstræk

Det er tydeligt at både se og mærke, at Lexus har skruet gevaldigt op for ambitionerne, når man sammenligner med Toyota bZ4X. Således har alle udgaver af RZ træk på alle fire hjul via to elmotorer, der i alt yder 313 hestekræfter.

Selve firehjulstrækket, som Lexus kalder Direct4, er avanceret. Det fungerer ved at fordele både drivmoment og bremsekraft på en måde, så bilen altid forbliver så godt som vandret, og det betyder, at man slipper for de løft og dyk, man ellers mange gange oplever under kraftig acceleration og nedbremsning. Indstillingerne varierer, alt efter hvilket at de fire køreprogrammer man har valgt.

Vores første møde med bilen afslørede da også meget komfortable køreegenskaber, hvad den del angår, men vi kunne godt have tænkt os en affjedring, der kunne justeres af føreren, så man ved behov kunne gøre bilen en smule mere komfortabel.

I stedet er der valgt en løsning, hvor støddæmperne selv regulerer dæmpningen efter underlagets karakter, og det opleves lidt til den hårde side. Til gengæld er motorens kræfter lette at dosere, og det gør bilen dejlig letkørt, ligesom støjniveauet opleves lavt.

Kig ind i kabinen på Lexus RZ
Førerpladsen er designet med en stor, velintegreret 14”-skærm i midten samt et omfattende digitalt cockpit. En ret bred midterkonsol giver plads til både en dreje-gearvælger og to store kopholdere.

Hvad koster Lexus RZ?

Inde i bilen er der gjort en del ud af at få Lexus RZ til at skille sig ud. Materialevalget er de fleste steder på et højt niveau, og alle samlinger i kabinen er flot udført.

Bilen er ikke helt fri for lidt billige plasticdele, og det trækker ned i helhedsindtrykket. Men alt i alt har man alligevel en fornemmelse af at sidde i en luksuriøs bil, og det har tydeligvis været målet for Lexus.

En 14-tommer multimedieskærm udgør en stor del af førerpladsens funktion, og den er både flot designet og let at bruge. Særligt imponerende er systemets evne til at forstå danske kommandoer, der både kan styre sædevarmen, navigationsanlægget og musikvalget.

Alle udgaver har en omfattende sikkerhedspakke med adaptiv fartpilot, avanceret nødbremse, vognbaneassistent og mange andre nyttige funktioner. Derudover er udstyrsniveauet omfattende i alle versionerne, der hedder Comfort (559.500 kr.), Executive (604.500 kr.) og Luxury (676.500 kr.).

Blandt andet er topudgaverne udstyret med headup-display som fint supplement til det ellers store digitale cockpit. alle udgaver er forsynet med.

Der er god plads på bagsædet i en Lexus RZ
Ved bagsædet er pladsen virkelig god, men som i mange andre elbiler sidder man lavt med fødderne ret højt oppe på grund af gulvets høje placering over batterierne.

Rækkevidden imponerer ikke

De fundamentale elbilegenskaber er begrænset af batteriets størrelse på blot 64 kWh netto. Det giver en rækkevidde mellem 400 og 440 km ifølge WLTP-normen. Vi gætter på, at man i praksis nok ikke skal sætte næsen op efter mere end 300 km motorvejskørsel i bilen.

At det trods alt ikke er værre, skyldes at Lexus har forøget den brugbare del af batteriets kapacitet, så man ikke får samme begrænsninger som i de første udgaver af Toyota bZ4X, der også vil blive opdateret, hvad dette angår.

Når der igen skal strøm på bilen, foregår det hjemme med en trefaset 11 kW-lader, og så tager en opladning ca. seks timer. På farten kan man lynlade med op til 150 kW, og så tager en opladning op til 80 procent en halv times tid. Det er fint uden at være banebrydende.

Batteriet er i øvrigt bygget i et samarbejde mellem Toyota og Panasonic, og det vejer 480 kg. Følger man serviceplanen på bilen, garanterer Lexus, at der er mindst 70 procent kapacitet tilbage efter 10 år og 1 mio. km. På samme måde kan garantien på hele bilen forlænges til 10 år eller 185.000 km, hvis altså serviceplanen følges. Det gør Lexus RZ til et trygt køb.

 

Har du brug for hjælp med valg af elbil?

Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.

Kontakt rådgivningen

Lexus RZ set bagfra, mens den kører op ad bakke på en bjergvej

Lexus RZ

El
559.500 kr.
  • Førerplads
  • Pladsforhold
  • Udstyr
  • Bagsædekomfort
  • Ikke justerbar affjedring
  • Ingen bagrudevisker
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    To elmotorer – firehjulstræk. Batteri (brutto/netto): 71,4/64 kWh
  • CO2 udledning
    0 g/km
  • Effekt
    313 hk
  • Moment
    434 Nm
  • Topfart
    160 km/t.
  • Acc. (0-100)
    5,3 sek.
  • Køreklar vægt
    2.055 kg
  • Maks. påhængsvægt
    750 kg
  • Bagagerum
    522 liter
  • Akselafstand
    285 cm
  • Officiel rækkevidde
    440 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    3 / 3 / 12
    Bilgaranti: Maks. 100.000 km. Batteri: 8 år/160.000 km
  • Mål
    L:481 cm B:190 cm H:164 cm
Luk