Mercedes EQE SUV – Praktisk avantgarde

Mercedes entrerer nu den eksklusive afdeling for store SUV’er med EQE SUV, der i fremtiden skal gøre det ud for en E-klasse stationcar. SUV’en har fået alt det perfekte fra EQE, men det koster i rækkevidde at være en SUV.

Mercedes EQE SUV kører på landevej
Forpremiere

Motor mener:

EQE SUV er en elektrisk SUV på højt niveau. Den er tæt på at være perfekt, men naturligvis ikke billig. Omsider lancerer Mercedes varmepumpe. 

LISSABON Her er saftsusende endnu en elektrisk model i en lang stime fra Mercedes-Benz. Den indtil videre ottende – og det er en ganske vigtig én.

EQE SUV er det logiske, men ikke så poetiske navn på den mellemstore SUV, der til sommer supplerer den helt store EQS SUV – og snart også den kæmpestore EQG.

For dem, der bedre kender Mercedes-Benz’ klassiske modelprogram fra den brændstofdrevne æra, svarer EQE SUV ret direkte til GLE. Og EQE er en elektrisk E-klasse.

Den nye EQE SUV bliver vigtig, fordi Mercedes-Benz forventer, at SUV’en kommer til at udgøre omtrent halvdelen af det danske EQE-salg. Dels er SUV-modeller populære i almindelighed, dels vil den også tiltrække købere, der ellers bliver hjemløse, da der ikke kommer en elektrisk E-klasse.

Mercedes EQE SUV holder på en havn
Totallængde og akselafstand på EQE SUV er forkortet med ni cm i forhold til EQE. Resultatet virker meget harmonisk – SUV’en virker ikke klodset eller voldsom.

SUV-formen koster rækkevidde

Med navnet på plads kan vi kaste os over selve bilen – der efter første møde fremstår som en særdeles helstøbt SUV på basis af den sedan, Motor i 2022 erklærede for „bedste elbil indtil nu“.

SUV’en bruger samme platform, motorer, batteri og al anden teknologi. Totallængde og akselafstand er afkortet lidt (ni cm i begge tilfælde), men det vindes med den øgede højde.

Det øgede energiforbrug, der følger med en SUV, bliver skåret ud i pap med de to EQE-modeller – noget der er nærmest universelt for alle bilmærker.

SUV’en i form af 350 4Matic med 285 hk kører officielt 551 km på en opladning i den mest økonomiske version (og 460 km i mindst økonomiske). Dermed straffes man med ca. 90 km mindre rækkevidde end i sedanen.

Kabinen i en Mercedes EQE SUV
Førerpladsen i EQE SUV er den samme som i EQE. Der hersker orden og en pæn portion stil. En dør til dør-skærm fås for 106.000 kr.

Små tricks øger rækkevidden

Mercedes-Benz har ellers gjort sig umage med at minimere forbruget. En stor gruppe ingeniører har arbejdet med aerodynamik ned i den mest trivielle detalje og tilføjet nye tricks.

Aerodynamik-koefficienten er 0,25, hvilket er et respektabelt tal for en SUV. Listen over hver forbedring er lang og kedelig, men tilsammen har det forbedret rækkevidden med 20 km, siger Mercedes-eksperterne.

Et virkningsfuldt trick er frontmotoren i de firehjulstrukne udgaver. En ny kobling frakobler elmotoren, så den næsten ikke giver modstand, når den ikke bruges – hvilket den kun gør ved kraftig acceleration, på glat underlag og andre krævende situationer.

Og endelig har EQE SUV fået varmepumpe – som den første Mercedes-Benz overhovedet! Den vil gavne rækkevidden ved lave temperaturer, men giver ikke belønning i WLTP-tallet.

Både varmepumpe og motorfrakobling vil i overskuelig fremtid blive indført på de øvrige, store EQ-modeller.

Stor skærm i Mercedes EQE SUV
Den store midterskærm har store trykfelter, der er lette at betjene, og der er danske menuer og dansk tale.

God plads i Mercedes EQE SUV

EQE SUV fås også i en optimeret 350+-version, der klarer op til 596 km, men har en del begrænsninger i ekstraudstyr, og i en 500 4Matic-version med 408 hk og op til 552 km rækkevidde. Grundmodellen hedder 300. En ultimativ AMG-udgave tilføjes senere.

Bilens praktiske egenskaber trumfer meget naturlig sedanens – de tilgodeses med fin bagsædeplads både ved knæ og hoved samt et reelt bagagerum på 520-580 liter afhængig af udstyr. Det kan dog ikke hamle om med dagens E-klasse stationcar, som er helt oppe på 640 liter, men er en del bedre end EQE, som netop på det område har et svagt punkt.

Under gulvet kan der være adskillige ting, bl.a. et ladekabel. På versioner med luftaffjedring kan karrosseriet hæves eller sænkes, og så er trækvægten i den klart pæne afdeling: 1.800 kg med firehjulstræk. Også her demonterer SUV’en svagheden ved sedanen.

Bagsædet i en Mercedes EQE SUV
Der er rigtig god plads ved bagsædet, hvor der er plant gulv og friskluftdyser.

Hvordan kører Mercedes EQE SUV?

Komfort har indlysende også haft højt prioritet, og det er da også en sedan-tyst oplevelse at køre i SUV’en. Ikke blot er de forreste, men også de bageste sideruder (ekstraudstyr) af den lyddæmpede type, og en særlig lukning mellem bagklap og kabine skal holde resonans fra bagagerummet væk.

I dette hele taget er forarbejdningen af materialer og flotte detaljer en fornøjelse – som Mercedes-klassik. 

Køreegenskaber og kørestilling er som forventeligt – på godt og ondt – anderledes end i sedanen. Men kun marginalt. Man sidder længere væk fra asfalten, men med ypperlig komfort og kan glæde sig over bedre udsyn og nemmere ind- og udstigning. Og så er der jo også muligheden for offroad-kørsel.

Testbilerne havde firehjulsstyring – noget man kan blive meget glad for i dagligdagen, da de medstyrende baghjul reducerer vendediameteren med næsten to meter.

Mercedes EQE SUV set bagfra, mens den kører ud ad landevejen
EQE SUV skal gøre det ud for en stationcar-udgave, da en sådan ikke kommer i den elektriske EQE-familie. Bagagerummet er ikke helt på niveau, men trækvægten er fin: 1.800 kg.

Hvad koster Mercedes EQE SUV?

Batteriet fås kun i én størrelse med 89 kWh brugbar energi, og lynladning kan i bedste fald ske med op til 170 kW. Bilen har Plug & Charge, så opladning og betaling kan begynde fuldautomatisk hos visse ladeselskaber, indtil videre primært Ionity.

Når det gælder AC-ladning, kan 22 kW-lader tilvælges, så ladehastigheden ved nogle ladere fordobles.

776.000 kr. koster billigste udgave, men for danske købere vil interessen formentlig samle sig et par trin oppe, 350 4Matic. Så hedder prislappen 810.000 kr. – plus de righoldige muligheder for at gøre sig selv fattigere, som de fleste premiummærker lokker med.

Bagagerum i elbilen Mercedes EQE SUV
Bagagerummet er fint. 520-580 liter kan der være.

Mercedes EQE SUV og konkurrenterne

På en EQE SUV er nogle af de nemme måder at hæve prisen på luftaffjedring (26.000 kr.), firehjulsstyring (19.000 kr.) og så den ultimative: Hyperscreen, den flotte kæmpeskærm, der går fra dør til dør, til 107.000 kr. Her er der bl.a. en integreret skærm til forsædepassageren. Skærmen kan vise levende billeder, også under kørslen, men hvis føreren fristes til at kikke over på den, vil den straks blive mørk.

Digitale forlygter står til 25.000 kr., mens et særdeles flot og detaljerigt headup-display til 16.000 kr. er en anden mulighed.

Man kan også bare gøre det nemt for sig selv og vælge en Premium Plus-pakke til 227.501 kr. Så får man det meste.

EQE SUV har indtil videre ikke mange direkte konkurrenter. Audi Q8 E-tron og BMW iX er tæt på i både størrelse og pris. Volvo har ingen EX60, og Tesla Model X er markant dyrere. Ellers bliver det kinesere som BYD Tang, Nio EL7 og Xpeng G9.

 

Har du brug for hjælp med valg af elbil?

Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.

Kontakt rådgivningen

Mercedes EQE SUV set bagfra

Mercedes-EQ EQE SUV

El
810.000 kr.
  • Komfort
  • Teknologi
  • Muligheder for ekstraudstyr
  • Rækkevidde
  • Ikke tre års garanti
  • Pris
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    Elmotor for og bag – 89 kWh-batteri
  • CO2 udledning
    0 g/km
  • Effekt
    292 hk
  • Moment
    765 Nm
  • Topfart
    210 km/t.
  • Acc. (0-100)
    6,6 sek.
  • Køreklar vægt
    2.580 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.800 kg
  • Bagagerum
    520 liter
  • Akselafstand
    303 cm
  • Officiel rækkevidde
    541 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 2 / 2
    Batteri: 10 år/250.000 km
  • Mål
    L:486 cm B:194 cm H:169 cm
Luk