Fiat 600e – Comeback i flot stil

Efter flere års stilhed er Fiat klar med en ny elbil, som hedder 600e. Den følger stilen fra den populære Fiat 500, men er en del mere anvendelig i hverdagen.

En rød Fiat e600 kører over bro
Forpremiere

Motor mener: 

Fiat 600e er en herlig bil til den mindre familie, og den byder på en høj grad af komfort. Det er smart, at bilerne leveres fuldt udstyrede i to udgaver, der tilsammen burde passe til de flestes ønsker.

TORINO For år tilbage var Fiat 127, Fiat Uno og Fiat Punto en fast del af gadebilledet overalt i Danmark. Men tiden løb fra bilerne, og Fiat fulgte ikke med.

Det efterlod danske bilkøbere med hang til italiensk livsstil i et tomrum, der har varet i mange år. Nu er det heldigvis slut, for Fiat er nu klar med en ægte efterfølger i form af den nye 600e.

Der er i tidens ånd tale om en elbil, i det vi kalder minibilklassen, og den byder på både lækkert italiensk design og moderne teknik. Det gælder, både når det handler om den grundlæggende elbilteknik, den indbyggede sikkerhed og de mange smarte funktioner, man forventer, at en moderne bil har.

Kabinen i en Fiat 600e.
Førerpladsen er udformet med flere detaljer, der minder om den første udgave af Fiat 600. Det runde instrumenthus er digitalt, og den store skærm er standard i la Prima-udgaven.

Fiat 600e har moderne teknik

Den nye Fat 600e er første bil fra det italienske bilmærke, hvor alt er baseret på en fælles platform fra Stellantis-koncernen. Det betyder, at Fiat 600e er nogenlunde teknisk identisk med f.eks. Jeep Avenger, der i år er kåret til Car of the Year og Peugeot E-2008, der netop er kommet til landet.

Hos Fiat har det resulteret i en elbil med en rækkevidde på lidt over 400 km, en elmotor, der yder op til 156 hk, samt en teknik, der byder på en glimrende vognbaneassistent og en adaptiv fartpilot i topudgaven, la Prima.

Grundudgaven hedder RED, og den har samme motor og batteri, men en del mindre udstyr. Der er i øvrigt kun de to udgaver, og de kommer færdige fra fabrikken, så det eneste, man kan bestille ud over bilen, er, hvilken farve man vil have.

Hvide bagsæder i en Fiat 600e.
Adgangen til bagsædet er o.k. gennem de store sidedøre, men med en fuldvoksen bag rattet kniber det med benpladsen ved deromme.

Fiat 600e kommer i begyndelsen af 2024

Mens Fiat 600e både er designet og konstrueret i Torino i Italien, så bygges den i Polen på samme fabrik, som også står for Jeep Avenger.

Endnu er produktionen begrænset, og det betyder, at Fiat ikke fra første dag kan levere biler til hele Europa. Så mens Italien, Frankrig og Tyskland får bilen med det samme, må vi danskere vente til begyndelsen af 2024.

Priserne kender vi af samme grund ikke endnu, men tager vi udgangspunkt i priserne i de andre lande, kan vi forvente en pris på 280.000 kr. for den billigste udgave, RED, mens topudgaven la Prima med alt i udstyr ventes at koste 320.000 kr. Så får man bl.a. meget lækre sæder med massage og eljustering med i købet.

Bagagerummet i en Fiat 600e fyldt med tasker.

Hvordan kører Fiat 600e?

Vi har allerede haft lejlighed til at prøvekøre bilen på små snoede veje uden for Torino og i byens smalle, brolagte gader, og det tegner et billede af en yderst komfortabel bil.

Støjniveauet er meget lavt, affjedringen er på samme overbevisende niveau, som det vi kender fra Jeep Avenger, og sæderne er sammen med kabinen med til at skabe en køreoplevelse, der på samme tid signalerer italiensk livsglæde og god komfort.

Det underbygges alt sammen af et styretøj, der er med til at gøre bilen letkørt. Fiat 600e skal derfor nok få opbakning fra de mange fans af italienske biler, der i mange år har følt sig forbigået.

Umiddelbart vil vi pege på la Prima som det oplagte valg, for den bil har så mange lækre udstyrsdetaljer, at merprisen på ca. 40.000 kr. synes at være helt rimelig.

Nogle fans vil nok springe fra, når de hører, at Fiat 600e ikke må udstyres med anhængertræk. Men hører man ikke den gruppe, så er Fiat 600e bestemt værd at vente på.

 

Har du brug for hjælp med valg af elbil?

Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.

Kontakt rådgivningen

En rød Fiat 600e kører på en bro.

Fiat 600e

El
320.000 kr.
  • Komfort
  • Udstyr
  • Letkørt
  • Bagsædeplads
  • Ingen trækkrog
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1 elmotor – forhjulstræk. Batteri (brutto/netto): 54/51 kWh. Ladeeffekt (DC/AC): 100/11 kW
  • CO2 udledning
    0 g/km
  • Effekt
    156 hk
  • Moment
    260 Nm
  • Topfart
    150 km/t.
  • Acc. (0-100)
    9,0 sek.
  • Køreklar vægt
    1.500 kg
  • Maks. påhængsvægt
    0 kg
  • Bagagerum
    360 liter
  • Akselafstand
    256 cm
  • Officiel rækkevidde
    406 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 2 / 12
  • Mål
    L:417 cm B:178 cm H:152 cm
Luk