Mazda MX-30 – Mindre el og flere km

Mazda MX-30 kommer nu som plugin-hybrid med noget af en alternativ konstruktion, hvor en Wankel-benzinmotor driver et indbygget elværk. Den er Danmarks billigste plugin-hybrid.

En rød Mazda MX-30 kører på en landevej i fuld fart
Forpremiere

Motor mener: 

Den lille MX-30 R-EV giver fin mening i Danmark, idet prisen holdes så langt nede, at den ubetinget tager titlen som „Danmarks billigste plugin-hybrid“.

AUGSBURG I vanlig stil løber Mazda mod strømmen, når de nu lancerer en plugin-hybrid-udgave af elbilen MX-30.

For mens de fleste andre bilproducenter kæmper om at lancere elbiler med så store batterier som muligt, er Mazda gået sin egen vej med MX-30 R-EV, hvor batteriet er blevet halveret i forhold til det, der sidder i den tilsvarende elbil.

Den nye plugin-udgave kan derfor kun køre op til 85 km på el alene, før benzinmotoren må træde til. Men i praksis kører bilen altid på el, idet det udelukkende er elmotoren, der driver de trækkende forhjul.

Når batteriet er ved at være tømt, starter benzinmotoren og driver en generator, der er så kraftig, at den kan levere strøm nok til både at forsyne elmotoren og oplade batteriet.

Derved kan bilen fortsætte så længe, der er benzin på tanken, og det har Mazda beregnet til i alt 680 km.

Video: Se nærmere på Mazda MX-30

Unik benzinmotor i Mazda MX-30

De særprægede løsninger slutter ikke her, for også når det gælder udformningen af benzinmotoren, er Mazda gået sin egen vej. Der er nemlig tale om noget så usædvanligt som en rotationsmotor – også kaldet en Wankel-motor.

Det er en lille sag på 0,8 liter, som med en enkelt rotor kan levere op til 75 hk. Det er nok til at drive generatoren, som løbende sørger for, at der både er strøm til elmotoren, og at der desuden oplades lidt på batteriet.

Derved bliver det muligt at lade elmotoren yde op til 170 hk, idet den altid trækker sin energi fra batteriet. Af samme grund er tophastigheden begrænset til 140 km/t. Det er langtfra første gang, Mazda benytter denne motorteknik, der gennem tiden har siddet i alt fra sjove sportsvogne til pænt store skolebusser.

Kabine med lædersæder i en Mazda MX-30
Kabinen er lavet med lækre materialer, der giver en kvalitetsfornemmelse, der langt overstiger det, man ville forvente af en bil i denne prisklasse.

Mazda MX-30 lades hurtigt op

Da plugin-hybriden er bygget over elbilen Mazda MX-30, har man fra starten haft mulighed for at benytte omtrent samme solide indbyggede lader som i elbilen. I plugin-hybriden omfatter den dels en trefaset 11 kW AC-lader, dels en 36 kW DC-lader, der benytter de samme Combo-stik, som de fleste elbiler også anvender.

Der er derfor mulighed for at oplade bilen, mens man holder en pause langs motorvejen, eller mens man køber ind, hvor der er hurtigladere. Hjemme kan bilens batteri på knap 18 kWh oplades på under to timer, og på farten kan man lade bilen op på omkring en halv times tid.

Mazda MX-30 set fra siden med åbne for- og bagdøre
Mazda MX-30 er kendt for sine sidedøre, hvor de bageste er hængslet i bagsiden, og hvor der ikke er en B-stolpe mellem de to døre. Det giver en fin adgang til bagsædet.

Hvad koster Mazda MX-30?

I Danmark er elbiler i denne prisklasse helt fritaget for afgift, mens plugin-hybriderne år for år får forøget afgiften. Med 2024-afgiften koster billigste plugin-hybrid-udgave af MX-30 242.000 kr., mens den rene elversion koster omkring 20.000 kr. mindre. I alle tilfælde er udstyret ret omfattende selv i den billigste udgave, hvor adaptiv fartpilot og headup-display er at finde på udstyrslisten.

Alligevel er det lykkedes Mazda at sammensætte intet mindre end fire udstyrsniveauer, hvor den dyreste er en særlig udstyrsvariant, Edition R, med smart lakering og alt i udstyr til 340.000 kr. Den billigste udgave løber til gengæld med titlen „Danmarks billigste plugin-hybrid“.

Motoren i en Mazda MX-30
Motorrummet er ikke skabt med henblik på at skulle vises frem til naboen. Det ser rodet ud og indeholder både elmotor, benzinmotor og al den teknik, der styrer teknikken.

Sjov motorlyd

Vores første møde med den nye plugin-hybrid afslørede en bil, der hovedsageligt køres og opleves som en elbil. Den accelererer kvikt og støjsvagt, idet eldrift som hovedregel prioriteres.

Når batteriets kapacitet nærmer sig de 40 procent, begynder rotationsmotoren at lave strøm, så batteriniveauet fastholdes. Man kan dog vælge et program, hvor man kører på el så længe som muligt.

Når rotationsmotoren kører, høres en turbineagtig lyd, der på ingen måde er koblet til hastigheden. Den konstante motorlyd føles ikke generende, og den ophører, så snart man slækker lidt på speederen. Det kan man sagtens holde ud at køre med – også over længere afstande.

Kun når speederen holdes helt i bund på tyske motorveje, kører benzinmotoren med så mange omdrejninger, at det til tider bliver for meget. Men med fartpiloten på f.eks. 130 km/t. føles det hele igen ganske komfortabelt.

Det er svært at tale om et forventet benzinforbrug, for når benzinmotoren kører, leverer den strøm til både kørslen og batteriet. Den officielle WLTP-måling stiller 100 km pr. liter i udsigt, men det forudsætter naturligvis, at man altid lader bilen op. Og kører man kun korte ture, vil man opleve, at bilen kun kører på el.

På den måde er Mazda MX-30 R-EV en sjov og anderledes løsning på et kørselsbehov, hvor man gerne vil have elbilens mange fordele uden altid at være bundet op til, at man absolut skal finde en oplader for at nå sit mål.

De første MX-30 R-EV kommer til Danmark sidst på året, mens specifikke bestillinger først kan leveres til foråret 2024.

 

Vild med biler? Hold dig up to date med FDM

Få gode tilbud fra FDM og de seneste bilnyheder direkte i din mailboks

Få FDMs nyhedsbreve

En rød Mazda MX-30 set bagfra, mens den kører på en landevej

Mazda MX-30

100 km/l
Benzin/el
242.000 kr.
  • Udstyr
  • Komfort
  • Ladetid
  • Plads
  • Bagagerum
  • Ingen trækkrog
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1 elmotor -forhjulstræk. Batteri: 17,8 kWh. Ladeeffekt (AC/DC): 11/36 kW
  • CO2 udledning
    21 g/km
  • Effekt
    170 hk
  • Moment
    260 Nm
  • Topfart
    140 km/t.
  • Acc. (0-100)
    9,1 sek.
  • Køreklar vægt
    1.778 kg
  • Maks. påhængsvægt
    0 kg
  • Bagagerum
    350 liter
  • Akselafstand
    266 cm
  • Officiel rækkevidde
    85 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    3 / 3 / 12
    Bilgaranti: Maks. 100.000 km
  • Mål
    L:440 cm B:180 cm H:156 cm

Sikkerhed

2020
Luk