Toyota Yaris – Mere elektrisk og mere sikker

Toyotas Yaris er efter 25 år nået til generation 4,5. Den faceliftede udgave af den populære minibil gør sig bemærket med en noget kraftigere hybridmotor og endnu højere sikkerhedsniveau – og så er den mere opkoblet og digital.

En blå Toyota Yaris kører på en vej med træer og bjerge i baggrunden
Forpremiere

Motor mener:

Toyota Yaris er en gedigen og velkørende minibil, og den nye motor gør et rigtig godt indtryk. Både på komfort og til dels på sikkerhed er der stor forskel på udstyrsniveauerne.

BARCELONA Det er næsten ikke til at se, at Toyota Yaris er blevet opdateret. For den ligner sin forgænger på en prik – noget ret usædvanlig, når et japansk mærke giver sine modeller et facelift.

Et tip: Forlygterne er faktisk ændret en smule – mest synligt i mørke. Og så afslører den blå farve på testbilen det også. Den er nemlig ny, men kun beregnet til en særlig Premiere Edition.

Men tag ikke fejl: I det indre er forbedringerne substantielle her fire år efter introduktionen af fjerde generation.

Kabinen i en Toyota Yaris med udsigt til havet
Førerpladsen har fået et løft, særligt her i topudgaven, hvor førerinstrumentet med 12,3” fylder instrumenthuset helt ud, og trykskærmen i midten er oppe på 10,5”.

Kraftigere motor i Toyota Yaris

Markant er ankomsten af en ny og noget kraftigere hybridmotor. 130 hk yder den mod 116 i den hidtidige hybrid. Benzinmotoren er den samme, men den elektriske del er opgraderet med lån fra Toyotas nyeste hybrid 5-generation. Vi kunne kalde den version 4.5.

Den nye motor gør meget godt for minibilen. Den 116-hestes rækker rigeligt i ydelse til almindeligt brug, men hører man til dem, der har det anstrengt med e-CVT-gearets „unaturlige“ opførsel og lyd ved kraftigbelastning, er den nye motor rigtig godt nyt.

Med et betydeligt større drejningsmoment og en stærkere elmotor presses motorsystemet mindre ved f.eks. en motorvejsoverhaling. I det hele taget formår denne Yaris-version at holde benzinmotoren i dvale i en imponerende stor del af tiden (men ikke nødvendigvis kilometerne).

Stor skærm i kabinen på en Toyota Yaris
Førerpladsen har fået et løft, særligt i topudgaven, hvor førerinstrumentet med 12,3 tommer fylder instrumenthuset helt ud, og trykskærmen i midten er oppe på 10,5 tommer. Apple Car Play og Android Auto i trådløs udgave er standard i alle udgaver.

Toyota Yaris kører langt på literen

Ved Motors første tur i bilen – mere by og bjerge end motorvej – var benzinmotoren slukket i 70 procent af tiden. Brændstoføkonomien lider heller ikke nævneværdigt ved de ekstra kræfter. Mens den 116-hestes officielt kører op til 26,3 km pr. liter, er tallet i den kraftige udgave op til 23,8, inklusive 'straffen' for at være lidt tungere og køre på større hjul. På vores ikke-repræsentative testtur i lunt vejr blev det faktisk til 24,4 km pr. liter.

Den 116-hestes hybridmotor, som kaldes Hybrid 115, fortsætter i programmet. Den vil stå for 70 procent af salget, vurderer Toyota Danmark. 130-udgaven forventes at blive valgt af 20 procent og den hybrid-løse med 125 hk af 10 procent.

Hybrid 130-motoren fås også i en sportslig GR Sport-variant, som dermed nu bedre lever op til sit navn. Denne endnu mere køreglade version har lidt strammere undervogn, større hjul (18”) og en tydelig anderledes front og bagende.

Digitalt instrumenthus i Toyota Yaris
De dyreste versioner af Yaris har denne fine storskærm som førerinstrument, hvor både visning og design kan indstilles på mange måder. Topudgaven har i øvrigt også headup-display.

Flot sikkerhed i Toyota Yaris

I kabinen er den mest synlige nyhed, at instrumenthuset nu er fuldt digitalt. I de fleste udgaver er det ikke så stort, 4,2” eller 7”, mens det i de højst udstyrede versioner er oppe på 12,3”, og her kan det tilpasses i 12 versioner.

I midten har man fornøjelsen af en nu 9-10,5”-trykskærm, afhængig af udstyrsversion. Yaris er opkoblet i nogle versioner, men det er kun i topudgaven, at der er sky-baseret navigation.

Sikkerhedsudstyret, som i forvejen var godt, har fået en pæn opgradering. Og det meste er standard og gør Yaris til en af de bedst udstyrede biler i miniklassen. Dog er blindvinkel-advarsel et tilvalg til de halvdyre versioner. Den billigste benzinudgave har heller ikke den allernyeste sikkerhedspakke.

Gearvælger og klimaanlæg i Yaris.
Selv om Yaris har fået større trykskærme, er der stadig dejlig nem adgang til alt ved klimaanlægget via et separat panel. Sædevarmen har fysiske knapper lige under. Yaris har stadig en traditionel gearvælger af den gammeldags, mekaniske type.

Meget avanceret sikkerhed

Med opgraderingen til Toyotas sikkerhedssystem Safety Sense 3 er nødbremsen blevet mere avanceret, og bilen kan – mere som komfort end sikkerhed – selv bremse, hvis man er ved at komme for tæt på en forankørende eller kommer lidt for hurtigt gennem et sving. Det gælder også, selvom den adaptive fartpilot ikke er aktiv. Det virker fint i praksis.

Tre andre nye sikkerhedsfunktioner har det ikke været muligt at prøve:

  • Safety Sense 3 har en særlig og usædvanlig funktion: I tilfælde af en truende fodgængerpåkørsel ved lav fart får føreren en indikation i rattet om, hvilken vej hun eller han bør undvige.
  • Bilen kan forhindre en pludselig og for kraftig acceleration, hvis der er risiko for at ramme en bil foran.
  • Ret avanceret for klassen er også en funktion, hvor bilen selv kan standse, hvis føreren virker helt fraværende – f.eks. når rat eller pedaler ikke har været bevæget i et stykke tid. Hvis føreren ikke reagerer på advarsler, vil automatikken forsigtigt standse bilen helt, tænde havariblinket og låse dørene op.

Det er dog uhørt, at de billigste udgaver (Active) stadig kun har halogenforlygter. Renault Clio har f.eks. haft LED som standard i 12 år. 

Fartalarm irriterer i Toyota Yaris

I tråd med kommende EU-krav har Yaris fået advarsel, når fartgrænsen overskrides. Bilen har som så mange andre langtfra altid har styr på fartgrænsen, og hvis man vil slippe for bip-bip-lyden, er det ret håbløst at slå alarmen fra. Det kræver i bedste fald seks tryk, og det skal (pr. lovgivning) gentages, hver gang bilen har været stoppet.

Yaris må nu som før trække 450 kg i hybridudgaverne og 850 kg i benzinversionen.

Bagagerummet i en Toyota Yaris med bagklappen åben
Bagagerummet er fint i sin indretning, men det er i den lave ende for klassen. Nu som før rummer det 286 liter.

Priser på 200.000-300.000 kr.

Priserne ligger på niveau med den hidtidige model. Dog er det lykkedes Toyota at presse den billigste lidt ned til 200.000 kr. Den mest solgte variant bliver formentlig 115 Hybrid med Style-udstyr, og den har en pris på 245.000 kr. Den har fornuftigt udstyr, dog ’kun’ de mellemstore skærme, og for at få f.eks. parkeringssensorer og højdejusterbare forsæder, skal der tilvælges et par pakker.

Den testede 130 Hybrid koster 295.000 kr. med meget højt udstyrsniveau. Her er det kun særlige ting som headup-display og panoramatag, der evt. skal tilvælges.

SUV-udgaven af Yaris, Yaris Cross, får sidst på foråret en tilsvarende opdatering.

Vild med biler? Hold dig up to date med FDM

Få gode tilbud fra FDM og de seneste bilnyheder direkte i din mailboks

Få FDMs nyhedsbreve

Blå Toyota Yaris set bagfra med træer i baggrunden

Toyota Yaris

23,8 km/l
Hybrid
295.000 kr.
  • El-kræfter
  • Sikkerhed
  • Brændstoføkonomi
  • Fartadvarsel
  • AnskaffelsesprisHalogenforlygter i grundmodel
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1,5 liter – 3 cyl. – hybridteknik
  • CO2 udledning
    95 g/km
  • Effekt
    130 hk
  • Moment
    185 Nm
  • Topfart
    175 km/t.
  • Acc. (0-100)
    9,2 sek.
  • Køreklar vægt
    1.175 kg
  • Maks. påhængsvægt
    450 kg
  • Bagagerum
    286 liter
  • Akselafstand
    256 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    3 / 3 / 12
    Bilgaranti: Maks. 100.000 km
  • Mål
    L:394 cm B:175 cm H:150 cm

Sikkerhed

2020
Luk