Mini Cooper – Gokarten er tilbage på el

BARCELONA Mini er ved at vokse sig større. I løbet af i år lancerer mærket hele tre modeller, som hver især kommer i en række forskellige udgaver.

Efter den halvstore SUV, Countryman, er turen nu kommet til den lille, ’originale’ hatchback.

Den har hidtil lidt banalt heddet 3-dørs eller 5-dørs afhængig af karosseri, men får nu lov at hedde Cooper – en betegnelse, der senest har været brugt om motorstærke udgaver.

Cooper har omtrent samme størrelse som den nuværende Mini 3-dørs, men skiftet til en ren elbil-platform har givet lidt bedre kabineplads. Den forhjulstrukne bil er stadig kun firepersoners.

Tydeligt nyt design til Mini Cooper

Designet er iøjnefaldende og ligner ikke nogen anden bil på markedet. Om den er cool, for moderne eller for meget retro, er en individuel vurdering, men udstråling det har Cooper.

Den ligner sin forgænger meget, men der er ryddet op i designeffekterne, og fornyelsen er meget tydelig, når bilen ses bagfra. Her er der helt nye baglygter, som er med til at give bilen et meget bredt udseende.

Mini Cooper lades langsomt

To motor- og batteristørrelser tilbydes til den elektriske Cooper. Cooper E har 184 hk, og dens 41 kWh-batteri giver en rækkevidde på 300 km.

I Cooper SE er der lidt mere af det hele. Der bydes på 218 hk, og med et større batteri på 54 kWh når den officielle rækkevidde op på fornuftige 400 km.

Ladehastigheden er ikke prangende. 75 kW med lille batteri og 95 kW med stort batteri.

Upraktisk med tre døre

Det er måske svært at kritisere en tredørs bil for at være tredørs, men skulle nogen have glemt det, er det altså ikke særlig praktisk. Døren kræver mere åbningsplads, det er ikke nemt at smide en jakke eller lille taske ind på bagsædet, og man skal vride sig for at få fat i sikkerhedsselen.

Det er i sagens natur heller ikke supernemt at komme om på bagsædet, men i testbilen hjalp det lidt, at forsæderne havde elektrisk bevægelse med hukommelse. Pladsen på bagsædet kan skrabe an til to voksne, som må undvære luftdyser og loftgreb.

Fra forsædet er kabinen virkelig lækker – og det er også noget af det, man betaler for. Der er ryddet visuelt op i forhold til forgængeren, og førerpladsen domineres af den flotte, runde og nærmest refleksfrie OLED-skærm og rigelig med stofbeklædning i de fleste udgaver.

Den 24 cm store skærm (diameter) er standard, men det koster ekstra at få alle skærmdesigns, der er meget forskellige – fra moderne til retro. Her har Mini gjort sig umage. De er kombineret med lige så mange køreprogrammer.

Meget styres fra skærmen

Nogle versioner har et headup-display, som fungerer fint som især speedometer, selvom det er af den billigere slags, som bl.a. Peugeot benytter.

Bilen har moderat motorbremsning som standard, mens der kommer noget mere i ’B’-indstilling. Et-pedals-kørsel er der langtfra tale om.

Det meste inklusive klimaanlæg styres fra skærmen, men der er et lille panel – inspireret af den originale Mini – med bl.a. startknap, valg af køreprogrammer og gearvælger.

Det er rimelig nemt at slå fartadvarslen fra, når den driller. Ét tryk på en fysisk knap og ét på skærmen – plus et mere for at komme tilbage.

Der er pænt med fralægningsplads – det meste er i en åben midterkonsol, der går helt bagud til bagsædet.

Hvordan kører Mini Cooper?

Cooper er en yderst køreglad bil, ingen tvivl om det. Det er også nærmest hele bilens raison d’etre. Man er i nær kontakt med bilen, rattet er tykt og solidt (måske for tykt for nogle), vendediameteren er lille, og affjedringen er sportslig. Overdreven sportslig.

Selvom det passer bedre her end på den ligeledes fast affjedrede Countryman, giver det stadig en unødig ukomfortabel oplevelse på byernes ujævne veje, og selv på en tilsyneladende jævn motorvejsasfalt får bilen en hoppende oplevelse som en gummibold.

– Det er svært at gøre det anderledes, når vi gerne vil opnå denne gokart-følelse, siger en af undervognsingeniørerne.

Testbilerne havde alle 18 tommer hjul. Formentlig er det lidt bedre i udgaver med 16 eller 17 tommer.

Kunstig lyd til køreprogrammerne

Cooper var en gang en motorstærk bil i forhold til andre. Nu om dage er det svært at blive imponeret over en elbil med 218 hk, men det er faktisk befriende, at Mini ikke er faldet for fristelsen til at skrue op til 300-400 hk som f.eks. Volvo EX30.

Køreglæden ligger her i det mere underspillede med samspil mellem speederrespons og styretøj.

Med til køreglæden hører muligvis, at man kan muntre sig med en række kunstige motorlyde. Der er flere kombineret med bilens mange køreprogrammer, hvoraf den mest sportslige hedder Gocart. Det må være en smagssag, men lyder for så vidt godt og lægger lidt til kørespas’en, men det er ikke sikkert, det er sjovt efter en måned.

En gang var en John Cooper Works den ypperste fartbisse hos Mini. Ikke mere. Man kan ganske vist bestille en Works, men nu det blot lidt design og andre bremser.

Hvad koster Mini Cooper?

Udstyrsniveauer og -linjer er blevet lige så komplicerede, som designet er enkelt. Der er en fuldstændig uoverskuelig kombination, der kan parres med de to motorer/batterier.

Ærgerligt er det, at en så dyr premiumbil mangler udstyr som adaptiv fartpilot og vognbaneassistent i mange versioner.

Cooper er ikke billig og skal heller ikke være det. Billigste version koster 273.000 kr., men med udstyr, større batteri og designlinjer ryger prisen hurtigt noget højere op. Testbilen står til 375.600 kr. Den kan leases for 4.500 kr. månedligt (førstegangsbetaling 15.000 kr.).

Mini Cooper lanceres samtidig også som benzinbil, og selvom den ligner, er det teknisk set en helt anden bil.

Den elektriske Cooper kommer også som cabriolet og femdørs, men Mini har ikke sat termin på. Inden – og det vil sige til efteråret – lanceres en model midt mellem Cooper og Countryman, kaldet Aceman.

Mini Cooper bygges i Kina, og det samme gør den kommende Aceman.