Skoda Octavia – Klassikeren er blevet forfinet

Fjerde generation af Skoda Octavia får nu et halvvejs-facelift, der både giver nyt design for og bag, bedre infotainment og nye sikkerhedsfunktioner – og forbedrede benzinmotorer. Den billigste Octavia er billig, den dyreste er ret dyr.

En orange Skoda Octavia holder på en vej med træer i baggrunden
Forpremiere

Motor mener:

Skoda Octavia leverer stadig og nu i forfinet udgave sine klassiske værdier som plads, praktikalitet og komfort. Men man skal virkelig ville en benzinbil og/eller en stationcar, når Enyaq med stort batteri koster det samme.

WIEN Skoda Octavia er et klassisk og trygt valg for tusinder af danskere, der lægger vægt på det praktiske. Eller rettere: Det har Octavia en gang været.

Den snusfornuftige familiebil, langt overvejende som stationcar, har været på banen siden 1996, da den blev Årets Bil i Danmark. Over 45.000 kører stadig på danske veje.

Men selvom Octavia har holdt sig godt, er mellemklassebilen faldet af på den. Det er ikke Octavias skyld, men kan tilskrives den ændrede virkelighed. SUV-modeller og senest de mellemstore, afgiftsfrie elbilers appel til bilkøberne har tæret på bilens popularitet.

Den modvind blæser stadig mod Octavia, her hvor modellens fjerde generation, der netop er blevet nr. tre ved Årets Brugtbil 2024, får et traditionelt facelift. Men for dem, der ikke er klar til elbil eller foretrækker en rummelig stationcar frem for en SUV, er Octavia stadig et vældig godt valg.

Kabinen i en Skoda Octavia
Førerpladsen fås i flere designstile og forskellige materialer. Topmodellen her har 13”-trykskærm, mens den ellers er på 10 tommer. Under skærmen er der stadig knapper til de mest essentielle funktioner.

Bedre lygter og større skærm

Fornyelsen består bl.a. af en ret synlig forandring af fronten, så bilen kommer tættere på de nye modeller fra Skoda-familien. Det omfatter også muligheden for Volkswagens nyeste generation af adaptive matrix-lygter.

I kabinen ses opdateringen bl.a. på den nye trykskærm, der som standard er på 10 tommer, og i topmodellen eller som ekstraudstyr kommer helt op på 13 tommer. Dertil kan man nu vælge flere stilarter, „Design Selections“, til beklædning af paneler m.m.

Infotainmentsystemet har fået samme nye brugerflade som i den opdaterede Enyaq, og den trådløse telefonopladning i midterkonsollen klarer nu 15 W, og hvis man sætter kabel i, kommer der op til 45 W ud.

Skoda Octaviaer i flere farver på række
Skoda er ikke bange for at tilbyde meget farverige lakeringer i en klasse, der ellers er ret konservativ, hvad farver angår.

Fortsat god plads i Skoda Octavia

Octavias assistentsystemer, som i høj grad er standard, er blevet opdateret. Bl.a. er Attention and Drowsiness Assist blevet noget mere avanceret og kan ud fra adskillige input vurdere, om føreren er træt eller uopmærksom.

Der er syv airbags i grundmodellen og ni i alle de øvrige.

Bagsædepladsen og det enorme bagagerum er i sagens natur (da det er et facelift) uforandret. Voksne sidder fint, og der er også god plads til autostole. Bagsædepassagererne har både usb-strømstik og friskluftdyser, og i topudgaverne også separat klimapanel.  

Skodas mantra om at tilbyde Simply Clever-løsninger medfører nu i nogle versioner, at der er kommet en ekstra midterkonsol på gulvet ved bagsædet. I den er der fint med fralægningsplads og to kopholdere. Det er stadig muligt at sidde tre på bagsædet, men det vil nok være rarest at tage konsollen ud i tilfælde af fuld bookning.

Skoda Octavia set bagfra
Bagkofangeren har fået nyt design, og LED-baglygterne kan fås med animeret blinklys. I stedet for Skoda-logoet står der nu skrevet Škoda hen over bagklappen.

Nye motorer i Skoda Octavia

En stor fornyelse er motorerne, særligt de benzindrevne. Den hidtidige, trecylindrede grundmotor på én liter er udskiftet med en firecylindret på 1,5 liter.

Mildhybrid-motoren med 150 hk er en fornøjelse. Den er mere kultiveret end den trecylindrede og vel så støjsvag, som en forbrændingsmotor nu engang kan være. Samtidig er den i stand til at koble de to cylindre fra og helt slukke motoren, når foden lettes fra speederen – også ved motorvejsfart.

I kombination med automatgearet (dobbeltkoblingsgear) er man rigtig godt kørende.

Dieselmotoren, som den danske importør ikke venter noget stort salg af, er også blevet kultiveret, og det er nærmest kun ved koldstart, at man hører diesellyden.

Bagageboks ved bagsædet i en Skoda Octavia
Ved bagsædet fås nu denne ekstra opbevaringsboks, som også har to flaske- eller kopholdere. Boksen kan tages ud, hvis der er brug for fodplads.

Tvivl om Skoda Octavia som plugin-hybrid

Støjniveauet er generelt meget lavt, og medvirkende til det er, at de forreste sideruder er laminerede, dvs. med to lag. Også sædekomforten er høj med godt støttende sæder, der i de dyrere udgaver har udtrækkelig lårstøtte.

Som alle andre nye biler skal Octavia nu have fartalarm. Den slags tager notorisk fejl af den korrekte hastighed, og så er det godt, at den er nem at slå fra i Octavia. Det kan klares med en finger fra rattet med et tryk, et lille rul og et tryk mere.

Det danske modelprogram er ganske omfattende: 115 og 150 hk benzin, begge med valg mellem manuelt og automatisk gear, samt 150 hk diesel med automatgear. En RS-model med 265 hk er på trapperne. Der kan kombineres med op til fire udstyrsniveauer.

En plugin-hybrid er ikke blandt de mange motorvarianter på europæisk niveau, selvom bilen hidtil er blevet bygget som sådan. Men modsat hidtidige meldinger, kan det alligevel komme.

– Vi evaluerer i øjeblikket, om vi (alligevel) skal tilbyde en plugin-hybrid, siger en talsmand for Skoda til Motor.

Teknisk og formentlig økonomisk vil det ikke være vanskeligt. Både Superb og Kodiaq samt en lang række modeller fra VW, Cupra og Seat fås med en ny generation af Volkswagens plugin-hybrid-teknik med elektrisk rækkevidde på op omkring 130-140 km.

Bagagerummet i en Skoda Octavia
Bagagerummet her i stationcaren er enormt og fås ikke meget større i mange biler. 640 liter er det officielle mål. Også den femdørs Octavia har et meget stort bagagerum.

Hvad koster Skoda Octavia?

Den fornyede Octavia, som er klar 22. juni, koster fra 280.000 kr., når grundversionen Essence (som sedan) er klar lidt senere. Det er som udgangspunkt en flot pris for så stor en bil.

Men priserne ryger hurtigt højt op. Stationcar koster ganske vist kun 10.000 kr. ekstra, og 20.000 kr. for automatgear er også yderst fair.

Men dertil kan komme 20.000 kr. for den lidt kraftigere motor, og ikke mindst er prishoppet fra Essence til den prøvekørte (og lækre) Selection ganske stort. Dermed ryger den 150 stærke testbil som stationcar op i mindst 390.000 kr.

Skoda Octavia set forfra
Fronten på Octavia har ved faceliftet fået det nye todimensionelle Skoda-logo, der er integreret i motorhjelmen. Også forkofangeren har fået nyt design.

Om dette er modellens sidste opdatering, ved vi ikke. Skoda har vist en fuldelektrisk konceptbil, der ligner Octavia stationcar, med løfte om, at den vil være klar omkring 2027.

Men Skoda behøver formentlig en Octavia med forbrændingsmotor en generation endnu, særligt i lyset af at udviklingen mod elbiler går trægt i store dele af Øst-, Central- og Sydeuropa, hvor Skoda sælger mange biler.

 

Vild med biler? Hold dig up to date med FDM

Få gode tilbud fra FDM og de seneste bilnyheder direkte i din mailboks

Få FDMs nyhedsbreve

Skoda Octavia set bagfra

Skoda Octavia

19,6 km/l
Benzin
389.995 kr.
  • Plads
  • Motorer
  • Komfort
  • Dyre topudgaver
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    4-cyl. – benzin med mildhybridteknik
  • CO2 udledning
    121 g/km
  • Effekt
    150 hk
  • Moment
    250 Nm
  • Topfart
    226 km/t.
  • Acc. (0-100)
    8,6 sek.
  • Køreklar vægt
    1.560 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.500 kg
  • Bagagerum
    640 liter
  • Akselafstand
    267 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 3 / 12
  • Mål
    L:470 cm B:183 cm H:149 cm

Sikkerhed

2022
Luk