Ford Explorer – Fords bedste elbil

Den nye Explorer tager udgangspunkt i VW ID.4, som den langt hen ad vejen deler teknik med. Men Ford har alligevel formået at skabe sin egen bil, og den virker vellykket.

Sølvgrå Ford Explorer kører på vej med marker i baggrunden
Forpremiere

Motor mener: 

Den store Ford Explorer er første elbil i en længere række fra Fords europæiske udviklingsteam, og den viser en god retning. Den er letkørt og komfortabel, og både rækkevidden og lade-egenskaberne er fine.

LJUBLJANA Det tog længere tid, end Ford havde forudset, da mærket med udgangspunkt i Volkswagens platform skulle udvikle denne nye elbil. Mere end et års forsinkelse skyldes problemer med at få softwaren færdig til tiden samt et ønske om at ændre på batteriets opbygning.

Men nu er bilen klar, og efter vores første møde med den ret store elbil virker det, som om det hele har været ventetiden værd. Explorer er nemlig ikke bare en ombygget VW ID.4, den er blevet sin egen med en tydelig Ford-identitet.

Den har de smarte skærmløsninger, vi tidligere har stiftet bekendtskab med i Ford Mustang Mach-E. Heldigvis har man ikke overført meget andet fra den amerikanske elbil, og det betyder, at Explorer opleves som en helstøbt og vellykket elbil.

Kabinen i en Ford Explorer
Det er lykkedes Ford at skabe en rigtig rar førerplads med et lille display foran rattet og en stor skærm i midten med Fords eget styresystem. I midterkonsollen er der fine fralægningsrum og kopholdere.

Hvad koster Ford Explorer?

Explorer er i første omgang kun tiltænkt det europæiske marked, og den er derfor udviklet med særligt henblik på de krav, vi europæere stiller til vores biler, når det handler om f.eks. køreegenskaber og brugsværdi.

Bilen bygges i Köln, og produktionen kører allerede nu i to hold. Indtil videre er det dog kun versioner med et batteri på knap 80 kWh, der er tilgængelige med enten baghjulstræk eller firehjulstræk. Men til næste år kommer en billigere udgave med et mindre batteri, og så kommer prisen til at starte på 300.000 kr.

Den mest oplagte udgave lige nu er den med baghjulstræk i Premium-udgaven med en tilkøbt førerassistance pakke, varmepumpe, AGR-sæder og anhængertræk. Den kan med metallak lige akkurat holdes under 400.000 kr., men så får man også en flot og veludstyret elbil.

Midterkonsol i en Ford Explorer
Midterkonsollen rummer 17 liter, og der er plads til f.eks. en bærbar pc under armlænet. De to kopholdere kan let løftes væk og placeres forneden, så rummet bliver endnu større. Der er også plads til trådløs opladning af to mobiltelefoner.

Hvordan kører Ford Explorer?

Vores første møde med den nye elbil gav indtryk af en velbygget og flot designet bil med mange gode finesser. Førerpladsen har enkelte ligheder med ID.4, men Ford har valgt at montere en meget stor opretstående skærm i midten, og den er med til at give bilen et moderne udtryk.

Skærmen kan vippes i små trin, så den ikke giver genskin, og skubber man den helt frem, kan man komme til et skjult opbevaringsrum, der låses sammen med dørene.

Ford har bibeholdt den udmærkede gearvælger, som også findes i VW’s elbiler, ligesom assistentsystemerne er af samme type, og de virker også her fremragende. De er dog en del af en assistance-pakke, man skal tilkøbe for 12.000 kr., men som absolut er pengene værd.

Fartpiloten følger fartgrænserne på effektiv vis, og bilen holder sig pænt midt i vognbanen, og så får man også et velfungerende headup-display med i prisen.

Bagsæder i en Ford Explorer
Bagsædet byder på god plads og en udmærket siddekomfort. Gulvet er helt plant, så alle tre passagerer kan sidde komfortabelt med fødderne. Mellem forsæderne er der friskluftdyser.

God plads og komfort i Ford Explorer

Sæderne virker som udgangspunkt komfortable, men Ford har desværre valgt at integrere hovedstøtten i sæderyggen, og det giver en geometri, der ikke passer til alle. Og så savner langbenede førere givetvis muligheden for at kunne forlænge sædehynden.

Ved bagsædet er der masser af plads, og da gulvet er helt plant, finder tre personer let plads på anden sæderække.

Køreegenskaberne føles komfortable det meste af tiden, men med de ret store 20-tommerhjul, vi kørte på, kunne affjedringen til tider ikke følge helt med, og det gav indimellem lidt rystelser i bilen. Her havde det været rart, hvis man havde kunnet justere støddæmpernes følsomhed, som man kan i nogle udgaver af ID.4.

Bagagerum på en Ford Explorer
Bagagerummet er på 465 liter. Bagsæderyggen er todelt, men der er gennemlæsningsluge til f.eks. ski, og under gulvet er der plads til ladekabler.

Rækkevidden imponerer

Ford benytter to versioner af batterier, alt efter om det er en to- eller firehjulstrukken udgave, der er tale om. De er begge traditionelle litium-ion batterier, og de er på enten 77 eller 79 kWh (AWD).

Det medfører rækkevidder på op til lige over 600 km alt efter udstyrsniveauet, men tager man udgaven med firehjulstræk og alt i udstyr, kommer den ned på 532 km. I alle tilfælde er det fine tal.

Ved en lynlader kan de to batterier oplades med hhv. 135 eller 185 kW, og Ford oplyser, at det i begge tilfælde tager lige under en halv time at lade dem fra 10 til 80 procent. Hjemme lader bilerne med 11 kW.

Desværre er der ikke en knap til at frigøre kablet fra bilen, så her skal man enten ind i bilen, bruge nøglen eller aktivere Ford-appen på sin smartphone, der i øvrigt også kan benyttes som en nøgle til bilen.

Ford Explorer er netop nu på vej til Danmark, men bestiller man den først nu, må man vente til november i år, før den kan leveres.

Har du brug for hjælp med valg af elbil?

Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.

Kontakt rådgivningen

Ford Explorer set bagfra, mens den kører

Ford Explorer

El
379.900 kr.
  • Plads
  • Førerplads
  • Komfort
  • Udstyrspakke skal tilkøbes
  • Hovedstøtter, for
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    To elmotorer – firehjulstræk. Batteri (brutto/netto): 82/79 kWh
  • CO2 udledning
    0 g/km
  • Effekt
    340 hk
  • Moment
    545 Nm
  • Topfart
    180 km/t.
  • Acc. (0-100)
    5,3 sek.
  • Køreklar vægt
    2.179 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.200 kg
  • Bagagerum
    465 liter
  • Akselafstand
    277 cm
  • Officiel rækkevidde
    532 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 2 / 12
    Batteri: 8 år/160.000 km
  • Mål
    L:447 cm B:187 cm H:164 cm
Luk