Motor mener:
Spectre emmer af komfort og afslappet køreglæde. Dermed er de klassiske Rolls-Royce-dyder fastholdt, selvom det er et farvel til mærkets 12-cylindrede motorer.
KOKKEDAL Vi alle skal indstille os på at køre i elbiler. Og med denne nye elbil fra Rolls-Royce er det nu muligt, uanset om man hedder kong Frederik, eller om man blot er en velhavende bilentusiast.
Spectre er det hæderkronede britiske bilmærkes første elbil, og dermed også første skridt væk fra de store benzinslugende biler, vi ellers forbinder med Rolls-Royce.
Om blot seks år vil alle mærkets modeller kunne leveres med eldrift.
Video: Kom inden for i Rolls-Royce Spectre
Billigste Rolls-Royce
Danmark har som bekendt en meget lav afgift på dyre elbiler. Det betyder, at også Rolls-Royce Spectre slipper med en lav registreringsafgift, når der skal danske plader på bilen.
Prisen begynder således „helt nede“ ved 3,8 mio. kr., og selvom det naturligvis er mange penge, så er Spectre uden sammenligning den billigste Rolls-Royce-model på det danske marked, og også den billigste model i mange år.
Den kan dog hurtigt gøres dyrere, hvis man lader sig friste af fabrikkens mange muligheder for at personalisere bilen med egne valg af farver, materialer og udstyr. Man kan naturligvis vælge farven på både lak og læder efter eget ønske, og vil man hellere have træ end sort pianolak på panelerne ved førerpladsen, så er det bare at sige til.
Lidt afhængig af, hvor meget man ønsker i den retning, er leveringstiden lige nu på et år og ni måneder – så der er god tid til at forberede sig på at modtage den lille ny.
Håndbygget til mindste detalje
Som det gælder med alle modeller fra den engelske bilfabrik, så foregår produktionen i Rolls-Royce’s hjemby, Goodwood, hvor et hold af dedikerede håndværkere står for opbygningen af bilen.
Læderet monteres i et særligt værksted, og lakeringsprocessen er i en klasse for sig, hvor det er sjældent, at to biler ruller afsted med samme farve. Og har man bestilt bilen med den særlige „Coach Line“, som er den farvede linje, der løber hen langs siden af bilen, er det én dedikeret medarbejder, der står for den del af arbejdet.
Også her er det håndarbejde, og det foregår med rolig hånd og en spids pensel i en linje, der er tilpasset bilens ydre linjer, men i en farve, som vælges af kunden.
Overbevisende kørekomfort
Vi fik mulighed for at mærke, hvad der venter de danske købere af en Spectre, idet en enkelt bil for nyligt besøgte Danmark som første stop på en længere turné. Og det blev til noget af en oplevelse.
Umanerlig komfortable sæder tager imod kroppen, når man stiger ind i bilen gennem den store døråbning, som de bagudvendte døre efterlader. Vel inde i bilen er det blot at træde på bremsen, og så lukker døren automatisk.
Under fødderne er der et centimetertykt tæppe, som giver en særlig luksusfornemmelse i bilen, man kun møder på de dyreste luksushoteller. Overalt er der træ, læder og metal, som signalerer kvalitet.
Den læderbetrukne gearvælger sættes i D, og så begynder en køreoplevelse, der med det samme overrasker med en utrolig komfortabel luftaffjedring og en ro, som holdt bilen stille.
Komfortabel og let at køre
En Spectre vejer tæt på tre tons, så selvom den har masser af motorkraft, føles den ikke hidsig, og det er tydeligvis noget, fabrikken har tilstræbt. En Rolls-Royce er ikke en racerbil, men skal i stedet køres glidende og med rolige, afmålte bevægelser med det store rat, der er omgivet af klassiske, analoge knapper.
Netop ro og fred er den fornemmelse, man sidder tilbage med efter en eftermiddag med Spectre. Den er overraskende letkørt, og med firehjulsstyring vender den omtrent som en almindelig bil, selvom akselafstanden er på hele 321 cm. Dermed kan den let styres gennem selv små, danske byer.
Rolls-Royce-ejere er ikke kendt for at køre langt. I snit kører de kun godt 5.000 km om året, men skal man indimellem på langtur, kan man køre op til godt 500 km på en opladning, og den kan lades op igen på en halv times tid fra 10 til 80 procent.
Bilen rummer fire personer, og der er udmærket adgang til de velformede enkelte sæder på række to. Men sådan skal det også være i en bil, der vil være kendt for sin komfort og elegance.
Vild med biler? Hold dig up to date med FDM
Få gode tilbud fra FDM og de seneste bilnyheder direkte i din mailboks